TechRadar Konklusion
Google Pixel 7 Pro er lige så god som de bedste smartphones fra Apple og Samsung. Den ser fantastisk ud, tager fantastiske billeder og skiller sig ud i mængden. Google lover os mange gode funktioner med telefonen, og holder de fleste af dem. En del af de funktioner, der involverer talegenkendelse er dog ikke aktive i Danmark endnu. Til gengæld er der en velfungerende funktion til at gøre dine gamle fotos skarpe igen, og det er genialt. Generelt set, så er Google Pixel 7 Pro en fantastisk telefon til en virkelig god pris. Hvis du er Android fan, der er vild med at tage billeder, så er dette en fantastisk mobil til dig.
For
- +
Intuitiv og nem at bruge
- +
Photo Unblur retter virkelig ældre fotos
- +
Hurtig og responsiv brugerflade
Imod
- -
Mangler nogle dybdegående funktioner fra de bedste konkurrenter
- -
Batteri og opladningstid kunne være bedre
- -
Danske sprogfunktioner er ikke aktive endnu
Hvorfor du kan stole på TechRadar
Da Google Pixel 7 Pro blev lanceret, sagde Google, at Pixel 7 Pro ville være den bedste smartphone, du kan købe, og det til en pris, der ligger langt under andre producenters topmodeller.
Vores liste over de bedste telefoner, du kan købe, toppes som forventet af Samsung Galaxy S22 Ultra med sine super-kameraer og raffinerede design. Apple iPhone 14 Pro med sin fremragende software og ekstreme ydeevne ligger også i toppen af, hvad smartphones kan præstere. Kan Google virkelig overgå Samsungs kameraer og Apples software uden at sætte prisen i vejret med dyre komponenter? På en måde, men ikke helt som man måske vil forvente.
Google Pixel 7 Pro tager fantastiske billeder, og gør det nemt, uanset om det er dag eller nat. Den sørger selv for at tænde for makro-kameraet, når du kommer tæt på, og så kan den noget, ingen anden mobil i dag præsterer: Den får dine gamle fotos til at se bedre ud. Altså, de fotos, du tog af dine børn med din gamle mobil for 10 år siden, inden AI og billedstabilisering. Det genialt, og det er noget, du kun kan gøre med en Tensor G2 telefon som Pixel 7 og Pixel 7 Pro. Faktisk er der en hel del ting, som Pixel 7 Pro kan gøre, som ingen af dens konkurrenter overhovedet forsøger.
Pixel 7 Pro med sit Tensor G2-chipsæt, der er optimeret til Google-specifikke AI-opgaver, lytter bedre - bogstaveligt talt. Den genkender tale mere præcist, hvilket gør Google Assistant mere brugbar. Den oversætter fremmedsprog hurtigere. Den gør ikke bare fotos bedre, den gør dem mere klare og mere inkluderende ved hjælp af Real Tone-teknologi til at forbedre hudtoner. Den vil snart få telefonopkald til at lyde bedre.
Vi ser her fordelene ved, at Google udvikler sin egen processor, der passer til Googles operativsystem. Tensor G2, der har bedre grafikkapacitet end sin forgænger, kører hurtigt og smidigt med Android 13-brugerfladen. Android føles modent og gennemført på denne telefon. Selv om navigationen krævede tilvænning bliver den hurtigt intuitiv og automatisk.
Hvor andre tilføjer flere og flere funktioner, bruger Google sine softwareevner til at forbedre nogle af de helt grundlæggende ting, som telefoner lidt under i lang tid.
Google Pixel 7 Pro pris og tilgængelighed
- Begynder ved 6.999 kr. for 128 GB version
- Den er billigere end både iPhone 14 Pro og Galaxy S22 Ultra
- Tilgængelig fra 13. oktober 2022
Google Pixel 7 Pro blev annonceret sammen med Google Pixel 7 den 6. oktober, og den kunne forudbestilles samme dag. Den blev sat til salg i danske butikker den 13. oktober.
Pixel 7 Pro-prisen starter ved 6.999 kroner, hvilket giver dig 12 GB RAM og 128 GB lagerplads. Prisen stiger til 7.799 kroner for 12GB RAM og 256 GB lagerplads (dén version er dog så populær, at den allerede var udsolgt, dagen inden telefonen officielt kom til salg). Der findes modeller med 512 GB lagerplads, men de er ikke kommet til Danmark. Hver Pixel 7 Pro-model leveres med 12 GB RAM, uanset hvor meget lagerplads du vælger.
Google kan lide at prissætte sine telefoner lige en smule billigere end konkurrenterne, og Pixel 7 Pro og Pixel 7 fortsætter denne tendens. iPhone 14 Pro starter ved 10.499 kroner, så her er der forholdsvis stor forskel.
Galaxy S22 Ultra 5G koster 9.899 kroner og er altså lidt billigere en iPhone 14 Pro, men stadig dyrere en Pixel 7 Pro. Pixel 7 Pro mangler understøttelse af stylus, mens Galaxy S22 Ultra kommer med en pen indbygget. Samsung-telefonen har også fem kameraer, herunder et 10x superzoomkamera. Samsungs S22 Ultra er en fantastisk mobil, og prisen er også derefter. blive udskiftet inden længe.
Vi har hørt rygter om en Pixel 7 Ultra med flere kameraer, men selv hvis den skulle dukke op, er det langt fra sikkert, at den kommer til Danmark. Lige nu ser det ud til at Google vil promovere Pixel 7 og Pixel 7 Pro uden at forvirre os med endnu flere Pixel-mobiler.
Google Pixel 7 Pro design
- Markant kameramodul
- Farvemuligheder i Hazel, Snow og Obsidian
- Raffineret, buet skærm med buet kant
Google Pixel 7 Pro har et særpræget design i forhold til resten af smartphone-markedet, og vi kan godt lide det overordnede udseende, men det er en telefon, der skiller sig ud. Kameramodulet får telefonen til at virke mere afbalanceret og symmetrisk. Telefonen har en blank finish, som ser ud til at kunne tiltrække fingeraftryk, men vores testmobil har den grønne "Hazel" farve, og her er fingeraftrykkene ret usynlige.
Google har valgt tre farvemuligheder: Snow - som er hvid, Obsidian - der er sort, og Hazel - der er grøn. Jeg kan bedst lide den grønne version, fordi den skiller sig ud, og fordi farven giver telefonen noget personlighed. Jeg er tilsyneladende ikke den eneste, der er vild med Hazel, for lige nu - stadig inden den officielle lancering - er dén farve udsolgt i Googles danske butik.
Pixel 7 Pro er støv og vandtæt med en IP68-certificering (30 minutter på 1 meters dybde), og skærmen bruger det samme ridsefaste Corning Gorilla Glass Victus, som du finder på alle tiden top-smartphones. Der er en USB-C-port til 30 W-opladning. Der er stereohøjttalere i bunden, og du må undvære stik til høretelefoner.
Telefonen er stor med en skærm på 6,7 tommer, og den blanke overflade gør den lidt glat. Designet med det brede kameramodul og metalkanter er markant, og måske for markant i forhold til, hvad de fleste brugere er vant til. Jeg har i hvert fald fået flere reaktioner, hvor folk lige kigger en ekstra gang, er markant, og vi har oplevet at flere siger, at designet er "for meget". Jeg synes, faktisk det er fantastisk med et design, der skiller sig ud. Det ville dog have været endnu bedre, hvis der havde været flere farvemuligheder. I mine øjne er den sorte og den hvide version ret kedelige, så flere farver tak. Det gælder i øvrigt også Pixel 7, hvor den lysegrønne Lemongrass version helt klart er min favorit.
Google Pixel 7 Pro skærm
- 6,7-tommers LTPO OLED-skærm med OLED-teknologi
- Skarpere pixeltæthed end konkurrenterne
- Glidende opdateringshastighed på 120 Hz
Google Pixel 7 Pro har en imponerende lækker skærm, der er meget lysstærk og farverig. Det er en fornøjelse at læse, og den er let at bruge til fotografier, selv i skarpt sollys.
Pixel 7 Pro bruger en LTPO OLED-skærm, der svarer til den teknologi, du finder på iPhone 14 Pro, og den har en opløsning på 3120 x 1440, hvilket gør den super skarp. Faktisk er pixeltætheden på 512ppi på Pixel 7 Pro højere end Galaxy S22 Ultras 500ppi eller iPhone 14 Pro's 460ppi, så denne skærm er unægteligt skarp.
Skærmen har en opdateringshastighed på op til 120 Hz. Sammen med Tensor G2 processoren giver den hurtig og glidende navigation i menuerne, og navigationen er en af de bedste, jeg har oplevet.
Spil ser fantastisk ud på denne skærm, især nyere spil som Diablo: Immortal, med dyb kontrast og masser af detaljer og skarp grafik. Det er også en fornøjelse at kigge på billeder, og selv ældre fotos ser levende og flotte ud.
Fingeraftrykslæseren i skærmen fungerer også godt på Pixel 7 Pro, og jeg har endnu ikke oplevet, at jeg måtte trykke flere gange for at få telefonen til at låse op. Det er meget effektivt.
Google Pixel 7 Pro Kamera
- 50 MP hovedkamera, 48 MP 5x zoom, 12 MP ultravide makrokamera
- Makrofokus og superzoom forbedret af Tensor G2
- Masser af hjælp fra software
Google Pixel 7 Pro har et meget brugervenligt kamera, der virkelig gør meget for at gøre mig tryg som bruger. Fokus er der, hvor jeg sætter det, og både farver og skarphed bliver gode under næsten alle forhold. Kameraet er især godt, når det gælder om at holde fokus på motivet, selv når der er en lys baggrund eller meget lys omkring motivet. Billederne ser varme og dynamiske ud og har god kontrast, som giver dem en let dramatisk touch.
Google lovede under præsentationen en række funktioner: Macrofokus, Super Res Zoom, Photo Unblur og Night Sight. Mange af de funktioner er med til at gøre kameraet i Pixel 7 Pro til en af de bedste kameraoplevelser i en mobiltelefon.
Macrofokus: Når kameraet kommer tæt på motivet, skifter det automatisk til Makrofokus, og det gør det virkelig nemt at tage fotos helt tæt på. Når det sker automatisk uden behov for at skifte kamera, er det meget fristende hele tiden at tage makrofotos. Billedkvaliteten er udmærket, men ikke det bedste makro-kamera, vi har set.
Super Res Zoom: Her får du super billedstabilisering på fotos, når du zoomer mere end 15x. Det fungerer også godt, og billederne ser skarpere og mere detaljerede ud. Hvis du forstørrer dem, er det tydeligt, at der er tale om digital zoom, men generelt ser det hele mere detaljeret ud, uden at det kommer i nærheden af at kunne måle sig med billeder skudt med ægte optisk zoom som på Galaxy S22 Ultra.
Kameraet skuffer ikke, og det er brugervenligt og nemt at bruge. Som udgangspunkt kan du tænde kameraet med et dobbeltryk på start-knappen, så du er lynhurtigt i gang med at tage fotos.
Pixel 7 Pro gør det nemt at styre Pro-optagelsesmuligheder direkte på skærmen. Tre slidere lader dig justere farvetemperatur, eksponering og lysstyrke, så du kan se, hvordan det færdige resultat bliver, inden du tager billedet. Du slipper altså for at holde styr på indstillinger, der ligner noget fra et professionelt spejlreflekskamera. Det er en af de mest brugervenlige måder at løse dette på.
Kamera-appen kunne dog godt være bedre organiseret. Du kan ikke flytte rundt på kameratilstandene eller fjerne tilstande, som du ikke bruger. Det er muligt at tage et billede via stemmeassistenten, men ikke inde i selve kamera-app'en.
Google har nogle interessante AI-funktioner indbygget i kameraet. Ud over tilstanden Night Sight analyserer funktionen Real Tone i kameraet også hudtoner for at sikre, at billederne eksponeres korrekt. Der er også en funktion (skal slås til i indstillinger), der lader telefonen tjekke, hvilke ansigter du oftest fotograferer, og så fokuserer den automatisk på dem, når du tager billeder, hvor der er flere personer med.
Selve fotograferingen med kameraet på Pixel 7 Pro er kun den første del af Pixel-magien. Telefonen er lige så imponerende, når det gælder software behandling af fotos.
Google Pixel 7 Pro Software
- Android 13 er et lækkert og brugervenligt operativsystem
- Photo Unblur er en GENIAL funktion
- Softwarefunktioner på vej til at forbedre opkald
- Transkribering virker kun på engelsk
Den Android 13-version, som Google bruger, har et meget rent, ensartet og brugervenligt design. Det ser godt ud og fungerer, især hvis du er kan lide at bruge Googles søgeværktøjer på telefonen for at finde det, du har brug for.
Den hurtigste måde at navigere i telefonen på er ved at søge. Uanset om du vil have fat i en app, ændre en indstilling eller springe direkte ind i en funktion, kan du stryge op fra bunden og åbne søgefunktionen, eller du kan sige "Hey Google" for at få hjælp. Du kan også samle dine apps i mapper på home-skærmen(e), men du kan også bare søge, hvilket for det meste er hurtigere.
Det er selvfølgelig muligt at tilpasse telefonen, så den matcher dine personlige præferencer ned til mindste detalje, men du kan også nøjes med at lade Pixel 7 Pro hente inspiration til en farvepalette i et af dine egne fotos.
Android 13 virker modent. Det fremgår f.eks. også i kamera-app'en, hvor du justere lysstyrke, eksponering og farvetemperatur med slidere allerede inden du tager billedet. Der er intet behov for at skifte til pro-indstillinger, hvor du skal justere indstillingerne ved at hoppe rundt imellem hver enkelt funktion.
Nogle af de bedste funktioner i Pixel 7 Pro er indlejret i Google-apps. Hvis du bruger Google Fotos på Pixel 7 Pro og Pixel 7, kan du fjerne rystelser på alle billeder i dit Google Fotos-bibliotek, uanset om billedet blev taget med Pixel 7 Pro eller ej. Det er igen takket være den nye Tensor G2-chip.
Vi gik selvfølgelig straks i gang med Unblur af fotos, der egentlig var for uskarpe, men som stadig var for gode til at slette fra Google Fotos. Funktionen bruger regnekraften i Tensor G2-chippen til at analysere billedet og gøre det skarpere. Det fungerer faktisk ret godt med ældre fotos - også fotos, der er taget for 10 år siden på en mobiltelefon med væsentligt ringere kamera, set med nutidens øjne. Billederne bliver ikke perfekte eller knivskarpe, og resultatet er heller ikke lige godt hver gang, men de bliver faktisk tit stærkt forbedret. Der er noget helt særligt ved at se et gammelt billede, der pludselig ser meget bedre ud.
Photo Unblur er en af de mest brugbare nye funktioner, vi har set på en mobil i langt tid. Lige nu findes funktionen kun i Pixel 7 og Pixel 7 Pro fra Google. Ifølge Google er unblur-funktionen afhængig af den hardware, der ligger i Tensor G2-chipsættet, det ser ikke ud til, at ældre Google-mobiler kan bruge funktionen. Der er heller ikke umiddelbart nogen erklærede planer om at gøre funktionen tilgængelig i skyen, så lige nu er Photo Unblur et virkelig godt argument for at gå ud og købe en af Pixel 7-telefonerne, hvis du har et stort antal fotos fra gamle telefoner, som du holder af og gerne vil forbedre.
Funktionen med talegenkendelse fungerer fint på engelsk, hvor Pixel 7 Pro endda kan ringe op og bestille biografbilletter for dig eller optage en samtale og transskribere den til tekst, med tydelig markering af de forskellige stemmer, der taler. Disse sprogfunktioner er dog ikke tilgængelige på danske endnu. Ifølge Google vil telefonen endda kunne navigere igennem telefonsystemer, så du slipper for selv at skulle bruge til på at lytte til flere muligheder og taste to eller vente, når du vil have personlig betjening. Funktionerne kommer sandsynligvis på dansk på et tidspunkt, men Google kan ikke sige noget konkret om, hvornår det sker.
Google vil løbende tilføje nye funktioner til sine Pixel-telefoner via software-opdateringer- Google kalder det Feature Drops - og de kommende features til Pixel 7 Pro kan være meget interessante. Google tilføjer f.eks. en Clear Calling-funktion, der gør, at opkald lyder bedre, når du hører dem på Pixel 7 Pro og Pixel 7, og den funktion vil også komme til ældre Pixel 6- og Pixel 6 Pro-telefoner.
Pixel 7 Pro vil få sikkerhedsopdateringer i fem år, men vil kun være garanteret Android OS-opdateringer i tre år, ifølge Google. Det er meget skuffende, især når det er det samme firma, der laver telefonen og styresystem.
Apples iPhone 8 kan bruge den seneste iOS 16-opdatering, og den iPhone udkom i 2017, hvilket giver den fem års OS-opgraderinger. Hvis man giver en telefon en længere opgraderingslevetid, giver det den en højere gensalgsværdi, hvilket er en del af det, der gør en premium-telefon til den bedste telefon, du kan købe.
Google Pixel 7 Pro Ydelse og specifikationer
- Google Tensor G2 forbedrer grafikken
- Søgninger i brugerfladen er meget hurtige
- 12 GB RAM uanset lagerplads
Selv om Pixel 7 Pro på papiret virker mindre kraftig end andre Android-flagskibstelefoner som OnePlus 10 Pro, har Google har givet grafikken et betydeligt løft i forhold til forgængeren, og det betyder, at vi på intet tidspunkt har følt, at telefonen har manglet kræfter til spil, film eller andre opgaver.
Det er måske, fordi Google selv står for OS og hardware, men telefonen føles faktisk tit endnu hurtigere end andre mobiler, når det gælder om at finde apps eller navigere på startskærmen.
Pixel 7 Pro gør dette meget nemt at søge efter app og indstillinger. Når du åbner din app-skuffe, er der et søgefelt, og når du skriver, kommer resultaterne frem med det samme uden den lille forsinkelse, vi ser på andre telefoner. Det går også hurtigt at åbne apps på mobilen.
Hver Google Pixel 7 Pro har 12 GB RAM, uanset hvilken lagerversion du køber. Det betyder, at ydeevnen er god, og vi kan uden problemer køre et flere apps på én gang og skifte mellem dem, selv om Google ikke har samme evner for multitasking, som du finder på topmodeller fra Samsung.
Pixel 7 Pro får al den nyeste netværksteknologi, herunder 5G til netværk, der bruger Sub6 5G eller den mere eksklusive mmWave 5G. Du får også Wi-Fi, der er opgraderet til det nyeste Wi-Fi 6e, som giver lynhurtigt og stabilt netværk, hvis du har udstyret til det.
Google Pixel 7 Pro Batterilevetid
- Batterilevetid på op til en dag
- Opladningshastighed er gennemsnitlig
- Understøtter trådløs strømdeling
Batterilevetiden på Pixel 7 Pro er god, og den holdt for det meste en dags tid uden problemer, og ved normal brug var der op til 10-20 % batteri tilbage. Bruger du telefonen på ferien, hvor du tager masser af billeder og video, kan det godt være nødvendigt at lade op i løbet af dagen.
Skærmen kan blive lys, og Googles adaptive lysstyrke sørger automatisk for at tilpasse sig til omgivelserne (medmindre du slår funktionen fra i indstillingerne). Det er dog ret irriterende, at det kræver to swipes at justere skærmens lysstyrke fra kontrolpanelet, uanset om man vil skrue op eller ned for lysstyrken. Skærmen er som standard indstillet til 1080p FHD+-opløsning for at spare strøm, og selv om det er mindre skarpt og glidende end de1440 QHD+ opløsningen, så ser det stadig skarpt og lækkert ud.
Pixel 7 Pro kan klare opladning på 30W. Opladeren følger ikke med, kun et USB-C kabel. Du kan lade batteriet op fra 0-50 % på cirka en halv time og fuld opladning tager lidt over en time. Det er nok en hastighed, de fleste kan leve med. Men der er stadig plads til forbedring, hvis du kigger på konkurrenter som OnePlus 10T, der kan lades op på e påstande præcise med få minutters nøjagtighed. Vi ville gerne se endnu hurtigere opladning - måske en turbotilstand, der kan fylde batteriet op på få minutter, som på OnePlus 10T. der kan turbolades fra 0-100% på under 20 minutter.
Pixel 7 Pro understøtter trådløs opladning og trådløs strømdeling, så du kan oplade telefonen på en Qi-oplader, eller du kan placere en anden enhed, f.eks. Pixel Buds Pro, på bagsiden af Pixel 7 Pro og hente lidt ekstra strøm fra telefonens batteri.
Skal du købe Google Pixel 7 Pro
Skal du købe Google Pixel 7 Pro?
Køb den, hvis...
Du vil have en mobil, der er god til alt
Pixel 7 Pro er en telefon, der simpelthen er god, uanset hvad du bruger den til. Den tager gode billeder, reagerer hurtigt og den har fremragende zoom. Du får rigtig mange gode funktioner, og flere vil komme til med tiden.
Du vil fikse dine gamle fotos
Pixel 7 Pro giver dig mulighed for at redde dine uskarpe og rystede fotos, du har uploadet til Google Fotos gennem årere, uanset hvilken mobil, du har taget dem på. Det er der ingen andre telefoner, der kan præstere.
Du vil have en fremragende mobil, uden at bruge en formue
Der er ingen tvivl om, at Pixel 7 Pro kan konkurrere med de bedste telefoner, selv om den koster mindre. Den er billigere end iPhone 14 Pro og Galaxy S22 Ultra.
Køb den ikke, hvis...
Du vil have mobilen med de bedste specifikationer
Du får ingen stylus eller markedets bedste zoom-kamera, hurtig opladning eller den hurtigste skærm, du kan købe. Så hvis du er en fanatiker af specifikations, så er Galaxy S22 Ultra eller en OnePlus 10 Pro måske et bedre valg for dig.
Du drømmer om en foldbar mobil
Flat Den kan meget, men Google Pixel 7 Pro er ikke foldbar, så her skal du lede andre steder. Heldigvis er har Samsung vist, at foldbare telefoner kan fungerer og være ret fantastiske at bruge, så der er ingen tvivl om, at vi vil se mange flere foldbare mobiler i fremtiden, hvilket også vil få prisen til at falde.
Du vil have en mobil mange, mange år ud i fremtiden
Selv om Google både står bag Pixel 7 Pro og Android styresystemet, så betyder det ikke, at firmaet vil understøtte telefonen for evigt. Du er kun garanteret tre års Android-opdateringer, og det er skuffende.
Alternative mobiler
Der findes masser af andre mobiltelefoner, der kan noget særligt og som skiller sig ud. Her er nogle alternativer til Google Pixel 7 Pro:
Apple iPhone 14 Pro
Google kan finpudse Pixel 7 Pro så meget de vil, men den får aldrig iMessage, iCloud og alle de andre låste Apple-tjenester. Hvis du har brug for Apple-universet, så er en Pixel-mobil ikke til meget nytte.
Læs hele anmeldelsen af Apple iPhone 14 Pro
Samsung Galaxy Z Flip 4
Pixel 7 Pro kan ikke matche stilen og de unikke foldemuligheder, som du finder i Galaxy Z Flip 4. Galaxy Z Flip forsøger ikke at konkurrere på kameraer eller processorkraft; den er bare cool og lækker og skiller sig ud
Læs anmeldelsen af Samsung Galaxy Z Flip 4
Google Pixel 7
Ligesom 7 Pro får Pixel 7 det fulde Tensor G2-chipsæt, hvilket betyder, at den kan bruge alle Pixel 7 Pro's mest kraftfulde AI-softwarefunktioner, herunder Photo Unblur. Ligesom Pro starter Pixel 7 også til en billigere pris end konkurrenterne.
Læs anmeldelsen af Google Pixel 7
Peter er journalist og har arbejdet som tech-journalist på forskellige tech-medier. Samlet set har han beskæftiget sig professionelt med tech og forbrugerelektronik siden 1996. Peter interesserer sig for mange forskellige områder inden for forbrugerelektronik. Han er vild med lyd – både høretelefoner og højttalere i alle mulige afskygninger. Men han kan også bruge rigtig langt tid på at teste mobiltelefoner og computere. Samtidig er han altid på udkig efter sære og skæve produkter, der kan være interessante at kigge nærmere på, selv om de måske ikke passer ind i de traditionelle produktgrupper.
- Philip BerneUS Mobiles Editor