Anmeldelse: Samsung Galaxy S22 Ultra

Galaxy S22 Ultra tager det bedste fra Note- og S-serien og samler det i en lækkerbisken af en telefon.

Galaxy S22 Ultra
(Image: © Samsung)

TechRadar Konklusion

Samsung Galaxy S22 Ultra ser ud til at lykkes med at skabe en vellykket telefon, der forbinder Galaxy Note og Galaxy S-telefonerne i én og samme mobil. Specifikationerne er imponerende, S Pen er indbygget i telefonen, og med opgraderinger af både kameraer og chipsæt. Zoom funktionen er fremragende, og den store skærm er en fornøjelse for øjet. Der er der virkelig meget at holde af i denne mobil. Prisen er høj, men hvis du er ude efter en stor telefon med en stylus, vil dette sandsynligvis være det bedste valg i 2022.

For

  • +

    Utrolige kameraer og zoom

  • +

    Fremragende lille S Pen

  • +

    Smuk og flydende skærm

Imod

  • -

    Høj pris

  • -

    Intet microSD-slot

  • -

    Batterilevetid kunne være bedre

Hvorfor du kan stole på TechRadar Vores ekspert anmeldere bruger timer på at teste og sammenligne produkter og tjenester, så du kan vælge det bedste for dig. Find ud af mere om, hvordan vi tester.

Samsung Galaxy S22 Ultra ligner ikke meget et medlem af Galaxy S-familien, og det er fordi Samsung har medtaget mange af de features, der gjorde Galaxy Note-serien så populær, i designet af denne nye telefon.

Telefonen kombinerer alt det, der har gjort Galaxy S-serien og Galaxy Note-serien fantastisk populære, men dens udseende er udelukkende Note-serien. Mens de helt nye Samsung Galaxy S22 og Galaxy S22 Plus kun marginalt adskiller sig fra forgængerne på designet, så er der sket store ting fra S21 Ultra til den nye version. 

I 2021 sprang Samsung sin Galaxy Note-serie over, og selvom selskabet ikke har bekræftet, at produktlinjen er væk for altid, er S22 Ultra nok det sidste søm i Note-kisten. Både S Pen-stylusen og det firkantede design fra Galaxy Note-serien er med i Galaxy S22 Ultra, og hvis du leder efter en smartphone i topklasse med en stylus i 2022, får du nok svært ved at finde noget bedre.

 Anmeldelsen på to minutter

Hvis vi skulle bedømme Samsung Galaxy S22 Ultra udelukkende på kameraerne og især på de optiske og digitalt forstærkede zoomfunktioner, ville vi nok kalde den for den bedste smartphone nogensinde. 

Det er den naturligvis ikke - hver mobiltelefon består af design, funktioner, komponenter, anvendelighed og hver telefon har sine styrker og svagheder. Men som helhed betragtet er denne hybrid af Samsung Galaxy Series-Galaxy Note en fremragende, om end massiv Android-mobil, der ikke blot opfylder alle de vigtige krav, men som også leverer flere funktioner, end du måske nogensinde kan ønske dig - og måske også flere, end du kommer til at bruge.

Designet fører tankerne hen på Note-serien, men virker alligevel mere moderne end Samsungs sidste Note-enhed. Der er virkelig en hybrid telefon her. De fleste vil være begejstrede for den 6,8 tommer store skærm med ultrahøj opløsning, som giver strålende farver og flydende bevægelser ved 120 Hz, men som er smart nok til at skrue opdateringshastigheden helt ned til 1 Hz, når det giver mening, så den kan spare på batteriet.

Kameraet er virkelig godt. Selvfølgelig er det ikke en komplet nytækning af kamerasystemet set i forhold til  Galaxy S21, men der stadig tale om et virkelig godt kamera-setup, som rummer vigtige forbedringer - de optiske og rumzoomer er simpelthen vidundere af moderne teknologi.

Vi elsker også den tynde og lette S Pen, og vi er begejstrede for, at den endelig er integreret - bogstaveligt talt - i Galaxy-serien. Den giver nye muligheder for at være produktiv og kreativ, så hvis du bruger mobilen til at være produktiv eller gøre lidt ekstra ud af opslag på sociale medier, så er du virkelig godt hjulpet med denne telefon. 

Samsung Galaxy S22 Ultra

Bagsiden ligner børstet metal, men det er altså Corning Gorilla Glass Victus + (Image credit: Peter Hoffmann)

Samsungs One UI 4.1-software er helte udmærket, selv om det helst ser dig bruge Samsung apps til nogle af opgaverne. Du får gode værtøjer som Expert Raw, en Samsung-app, der kan downloades gratis, og som giver dig fuld adgang til kameraets indstillinger og lader dig tage og gemme fotos i RAW-format og videokonference-appen Google Duo, virkelig viser telefonens styrker og alsidighed.

Vores version er som alle andre Galaxy S22 Ultra telefoner på det europæiske marked udstyret med Samsung egen Exynos 2200 chipset, hvor man I USA og Kina får modeller med Snapdragon 8 Gen 1 chipset. De er begge spritnye og de absolut bedste på markedet, så hvis der er forskel på dem, er det sandsynligvis ikke noget den almindelige bruger vil lægge mærke til. Vi kunne i hvert fald ikke finde nogen apps, der kørte langsomt eller på anden måde udfordrede Samsungs nyeste mobil. 

Samsung Galaxy S22 Ultra 2

Skærmen er sprød og levende at se på (Image credit: Peter Hoffmann)

Batterilevetiden ok uden at være prangende. Vi fik en hel dags brug (18 timer eller deromkring). Det er egentlig ganske udmærket, men vi havde måske forventet lidt mere ud fra kombinationen af en højtudende og mere energieffektiv CPU sammen med et stort 5.000 mAh batteri. Men det skal siges, at skærmen med sine 1750 nits også er noget af det mest lysstærke, vi nogensinde har set. Den slags bruger nok lidt ekstra strøm. 

Generelt set er det en telefon, der bliver svær at komme videre fra, når først du har vænnet dig til den. Hvis går tilbage til en mobil med mindre skærm, vil den efter S22 Ultra føles meget lille. Hvis du tidligere har haft svært ved at tage billeder af månen, vil du undre dig over, hvordan du har klaret dig før Samsung fandt en løsning, som selv Apple ikke har matchet. Hvis du kan lide redigere dine fotos i RAW-format, vil du glæde dig over endelig at have en mobil med kræfterne til at kunne klare opgaven. 

Galaxy S22 Ultra er en del af Samsungs nye S22-serie, men ligner på ingen måde sine søskende. De fleste vil nok mene, at Galaxy S22 Ultra en Galaxy Note i nye klæder. Den har en meget større og fantastisk kamerasetup (som er taget stort set intakt fra S21 Ultra), men ellers er det en snedig tilpasning af Note-stilen... S-series med en "Note Experience".

Samsung Galaxy S22 Ultra pris og tilgængelighed 

Samsung Galaxy S22 Ultra er i butikkerne nu. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt det er en topmodel, behøver du ikke kigge længere end til prisen. 

Priserne på de forskellige modeller:

Galaxy S22 Ultra (128 GB/8 GB) vejledende pris fra 9.899 kroner.

Galaxy S22 Ultra (256 GB/12 GB) vejledende pris fra 10.699 kroner.

Galaxy S22 Ultra (512 GB/12 Gb) vejledende pris fra 11.499 kroner.

Galaxy S22 Ultra (1TB/12 GB), vejledende pris fra 12.799 kroner.

Samsung Galaxy S22 Ultra

S Pen giver helt nye muligheder for S-serien og kan gemmes af vejen i bunden af mobilen. (Image credit: Peter Hoffmann)

Design og skærm

Galaxy S22 Ultra har et mere firkantet design end resten af S22-serien. Kanterne i top og bund og siderne er lige og flade og skærmen buer lidt langs kanterne, og det hele virker ret firkantet set i forhold til Galaxy S22 eller Galaxy S22 Plus.

Det flade kameramodul er droppet her. I stedet introducerer Samsung individuelle kameraelementer, der sidder ved siden af hinanden på bagsiden. Bagsiden af telefonen er lavet af metal med en børstet finish, der sikrer, at den føles førsteklasses at røre ved.

Hos de normale forhandlere får du fire farvemuligheder: Phantom Black, Phantom White, Burgundy eller Grøn.

Køber du telefonen hos Samsung får du tre ekstra farver at vælge imellem: Graphite, Skye Blue og Red. 

Det er vigtigt at nævne, at Galaxy S22 Ultra er en stor telefon. Hvis du har små hænder, vil vi anbefale, at du lige afprøver, hvordan en ligger i din ånd, inden ud investerer i den. 

Der er tale om en stor telefon. Den måler 77,9 x 163,3 x 8,9 mm, hvilket betyder, at den er en anelse tykkere end tidligere Galaxy Note-telefoner, og den har en vis vægt på 229 g. 

Samsung Galaxy S22 Ultra

(Image credit: Peter Hoffmann)

Den indbyggede S Pen-stylus kan gemmes af vejen i bunden af telefonen, hvilket er en nyhed for Galaxy S-serien. 2021s Galaxy S21 Ultra var kompatibel med en S Pen, men stylussen kunne ikke gemmes af vejen i mobilen. S Pen er alt det, som en Samsung S Pen skal være, og den fungerer præcis som du forventer det af en S Pen. Mere om stylussen senere.

Den 6,8 tommer store AMOLED-skærm er et andet højdepunkt. Den understøtter op til 3088 x 1440 pixels (WQHD+) opløsning, hvilket svarer til 500 ppi. iPhone 13 Pro Max har derimod 458 ppi på sin 6,7" 2778 x 1284-tommer skærm. Det er værd at bemærke, at S22 Ultras standardopløsning er 2316 x 1080 (FHD+), hvilket ifølge Samsung bruger noget mindre batteritid - selv om vi halvvejs gennem vores test skiftede til WQHD+ og ikke bemærkede, at batterilevetiden blev mærkbart forringet af den grund.

Skærmen benytter AMOLED-teknologi og har en variabel opdateringshastighed fra 1 Hz op til 120 Hz - det betyder, at du får et mere jævnt billede, når du spiller og scroller gennem sociale mediefeeds, og at opdateringsfrekvensen sænkes, når du f.eks. læser tekst eller kigger på et foto for at spare på batteriet.

Alt fra spil og videoer til apps ser fantastisk ud på skærmen, som nu kan skifte fra en opdateringshastighed på 1 Hz helt op til 120 Hz. Det er ikke noget, der er synligt for brugeren, fordi 1 Hz f.eks. kan bruges til startskærmen eller et hvis du skriver beskeder, mens 120 Hz kan bruges til spil eller video.

Pointen er, at skærmen registrerer, hvad du bruger den til, og når der er behov for at skrue op for opdateringshastigheden, så skærmbillede bliver glidende og lækker, så sker det automatisk. De lavere opdateringsfrekvenser hjælper primært med at spare på batteriet - der er ingen grund til at opdatere skærmen mere end hundrede gange i sekundet, hvis der ikke er noget, der bevæger sig.

Med en maksimal lysstyrke på 1750 nits og Samsungs nye Vision Booster-teknologi gør skærmen fint stykke arbejde med at være synlig selv i direkte sollys. Her bliver lysstyrken skruet op på 100 %, hvilket vil påvirke batterilevetiden.

Fingeraftrykslæseren ligger i skærmen. Den er hurtig og effektiv til at registrere fingeraftryk - og når du bruger dem til at låse mobilen op med, går det også lynhurtigt. Den anden biometriske sikkerhedsmulighed er ansigtsgenkendelse, men Samsung advarer om, at dette ikke er lige så sikkert som andre muligheder, f.eks. en pinkode eller et fingeraftryk. Der er også et lille hul tæt på øverste kant af skærmen til 40 MP frontkameraet. 

Kort sagt er det en dejlig skærm til at se og skrive på.

Kamera

Samsung Galaxy S22 Ultra

Kameramodulet er væk, så objektiverne stikker frem hver for sig. (Image credit: Peter Hoffmann)

Kameraerne er næsten præcist de samme som på S21 Ultra: Der er to 10 MP-telelinser: Det ene er f/2,4 med et synsfelt på 36 grader og det andet er f/4,9 med et synsfelt på 11 grader. Der er også et 12 MP ultravidvinkelkamera med et 120-graders synsvinkel, og så er der 108 MP hovedkameraet med vidvinkel (f/1.8) med et 85-graders synsvinkel. 

Teknologien bag disse objektiver har dog fået en opgradering. Mens billedsensorerne ikke har ændret sig siden S21 Ultra, har Samsung arbejdet på optisk billedstabilisering, digital billedstabilisering (til et bedre Super Steady-system) og billedbehandling. Resultatet er en bedre ydeevne fra alle objektiverne, men især på zoomområdet. 

Zoomfunktionerne på Samsung Galaxy S22 Ultra overgår simpelthen alt, vi nogensinde har på et mobilkamera. 3x og 10x optiske zoom giver utroligt tydelige og klare billeder af ting, der er langt væk, og billederne er gode og skarpe nok til at du kan zoome yderligere ind og beskære billeder, uden at få grimme pixels eller grumsede detaljer. 

Zoom på 30x og især 100x viser også, at Samsung er blevet endnu bedre til billedbehandling. Selv om det er bliver mere synligt, at der er tale om stor zoom, så er billederne stadig brugbare. Generelt set er kvaliteten mærkbart forbedret i forhold til tidligere versioner.

Nu bliver zoom-billeder imidlertid chokerende gode, i hvert fald ved første øjekast. Selvfølgelig kan man ikke beskære for meget, uden at pixelering bliver meget synlig i billederne, men uden beskæring er der tale om billeder, som du sagtens kan dele.

En del af dette har at gøre med billedstabiliseringen, som ved 100x stort set tager kontrol over objektivet og holder et motiv (som f.eks. månen) i billedet. Det kan ind imellem føles lidt som om, det ikke længere er dig, der styrer kameraet, hvilket føles sært, men billedstabiliseringen gør et godt stykke arbejde for at modvirke rystende hænder.

Brede og ultrabrede billeder nyder også godt af nogle nye pixel-tryllerier. Med Galaxy S22 Ultra introducerer Samsung Adaptive Pixel-teknoloti. Dette tager nona-binning (først introduceret med S21 Ultra), som tager informationer fra ni pixels  og kombinerer dem for at opnå bedre farver og kontrast. Herefter bliver dén information så kombinerer informationerne fra den fulde opløsning af 108MP vidvinkel-originalen. Det kamera får også hjælp til autofokus fra det, der ligner en femte linse på bagsiden af telefonen - det er faktisk en Laser Auto Focus-sensor. Hvis du kigger godt efter, kan du se det lille røde laserlys kigge frem bag glasset.

Stort set alle de billeder, vi tog, så godt ud, selv om vi opdagede en antydning af overmætning af farverne (det ville ikke være Samsung, hvis de ikke overmættede farverne i billedet).

Selfiekameraet bruger i tetra-binning til at kombinere fire pixels til ét for at opnå et 10 MP-billede af høj kvalitet.

Samsung Galaxy S22 Ultra

Ud fra billedet kunne man tro, at jeg bor ud til den bedst oplyste går i Kbh. Det gør jeg ikke. Normalt kan jeg se oplyste vinduer og altaner og resten er svært at skelne. Men kameraet i Galaxy S22 Ultra laver nærmest nat om til dag. (Image credit: Peter Hoffmann)

Samsungs kameraer, stabilisering, billedsensorer og algoritmer muliggør det, som producenten kalder "Nightography". Selv om vi ikke bryder os om det marketingudtryk, er telefonens fotografiske evner om natten og i svagt lys overbevisende gode. Den kan næsten lysne en nattehimmel op til dagslys, fange månen eller dit ansigt i dårlig belysning og så kan den også noget med lang lukkertid.

Front- og bagkameraerne gør et godt stykke arbejde med portrætfotografering, takket være en Portrættilstand, der nu er god nok til at adskille de enkelte hårstrå fra en bokeh-baggrund. Forindstillingerne, som omfatter muligheden for at lave en virtuel baggrund er også ret gode.

Du kan også optage 4K-videoer i høj kvalitet med 60fps og op til 8K med 24fps. Vi var tilfredse med resultaterne.

Vi var mindre imponerede over telefonens muligheder for Portrætvideo, som ikke er i nærheden af at ramme magien i Apples Cinematic mode-video fra Apple iPhone 13-serien (den har brug for et ansigt i billedet for at fungere). Den automatiske indramningsfunktion, som bogstaveligt talt zoomer kameraet ind og ud for at holde folk i billedet, virker ikke så nyttig - vi har mistanke om, at den har brug for noget mere udviklingsarbejde.

En ting, som vi sætter pris på ved Samsungs videomuligheder, er, at telefonen i modsætning til en iPhone lader dig optage video, trykke på pause og fortsætte optagelsen, mens hele optagelsen holdes i én videofil. Det er en genial funktion, som Apple bør tilføje hurtigst muligt.

Foto eksempler

S Pen

Bortset fra de fantastiske kameraer er den integrerede S Pen hovedårsagen til, at du skal bruge  penge på en Samsung Galaxy S22 Ultra. Den lette og alsidige stylus er gemt inde i telefonens krop; den er lille, tynd og føles som om den er så let at tabe, at du ville ønske, at der var magneter i S Pen og på S22 Ultras krop for at holde dem samlet, når du ikke har puttet pennen på sin plads inde i telefonen.

Samsung Galaxy S22 Ultra S Pen

Samsung Galaxy S22 Ultras fantastiske S Pen (Image credit: Future)

Med S Pen kan du tage noter på en låseskærm (det er hvidt blæk på en sort baggrund og har den sprødeste pen-på-papir-lyd) eller åbne telefonen og få adgang til en side-menu med pen-apps og indstillingsmuligheder

Du kan blandt andet tage noter, se dem, foretage smarte valg af alt på skærmen, tegne på et skærmbillede, lave livebeskeder, tegne i augmented reality og lave oversættelser. 

Det hele fungerer, som det skal, og giver dig hurtige (og sjove) måder bruge eller lave indhold på. Du kan nemt tage fotos og video, finde indhold på nettet, ændre ved at beskære det, tegne eller skrive på det med S Pen og dele det med familie, venner og kolleger.

Galaxy S22 Ultra

Det er en fornøjelse at skrive på skærmen med S Pen  (Image credit: Peter Hoffmann)

Der er ingen tvivl om, at S Pen et yderst nyttigt stykke værktøj, og på trods af den lille størrelse (i hvert fald for denne anmelders hænder) er den et effektiv at tegne med. Vi hyggede os i hvert fald meget med at sidde og tegne i tegneprogrammer. Det bliver kun bedre af, at skærmen genkender tryk og vinkel, når vi tegner. 

S Pen er også et solidt produktivitetsværktøj. Vi kradsede nogle noter i Samsung Notes og lod derefter systemet konvertere skriblerierne til rigtig tekst. Det virker, selv om det kræver noget tilvænning. Men S22 Ultra er virkelig god til at læse mine kragetæer. 

Pennen kan også bruges som fjernudløser, når du har åbnet kamera-app'en. Så hvis du tager S Pen i hånden og trykker på knappen, tager kameraet automatisk et foto. Du skal selv indstille, om du vil tage foto eller video på mobilen. Men det er utroligt praktisk at have en fjernudløser, til at fotografere eller til at starte/stoppe videoptagelser med. 

Det er også sjovt at optage videoklip, og så skrive tekst på klippet. Du kan tilføje tekst eller tegne på tidslinjen, og så ser modtageren f.eks. teksten blive skrevet på skærmen, når de afspiller videoen. Genialt. 

Alt i alt er der meget, du kan gøre med S Pen, og jo mere du bruger den, jo flere ting vil du sikker opdage at den kan. 

Ydelse og batterilevetid

Samsung Galaxy S22 Ultra

Her de tre nye Galaxy S22-mobiler ved siden af hinanden (Image credit: Peter Hoffmann)

Der er forskellige varianter af chipsættet i Galaxy S22 Ultra alt afhængig af, hvor i verden du bor. Hvis du bor i USA, får du et Qualcomm Snapdragon 8 Gen 1-chipsæt i telefonen, mens de i resten af verden er udstyret med Samsungs eget Exynos 2200-chipsæt.

Begge chipsæt er nye på markedet og noget af det mest avancerede inden for mobile processorer. Så vi forventer at se fremragende ydelse og hastigheder.  Benchmarking-lækager har antydet, at begge chips kun vil tilbyde mindre forbedringer i forhold til Galaxy S21-serien, men selv hvis det viser sig at være rigtigt, vil telefonen være kraftig nok til at indlæse alle apps, spil og meget mere på et øjeblik.

Hvis du vælger den billigste variant af S22 Ultra, vil den komme med 8 GB RAM, mens de dyrere varianter kommer med 12 GB. Her har Samsung altså droppet den 16 GB RAM-version, som kom med S21 Ultra. Det er nu ret usandsynligt, at du vil kunne bemærke en synderlig stor forskel på disse modeller, men hvis du er på udkig efter den absolut bedste ydelse, bør du måske investere i en af 12 GB-modellerne.

8 GB-modellen leveres med 128 GB lagerplads, mens 12 GB-modellerne har et valg mellem 256 GB, 512 GB eller 1 TB - bemærk, at der ikke er microSD-understøttelse på disse telefoner, så du skal overveje dit behov for lagerkapacitet inden du trykker på Køb-knappen.

Galaxy S22 Ultra

(Image credit: Samsung)

Ligesom Galaxy S21 Ultra har S22 Ultra et kraftigt batteri på 5.000 mAh og trådløs opladning. I vores test var batteriet godt nok til en hel dag med varieret aktivitet (groft sagt fra kl. 7 til 23), men så var det også  tid til en opladning. 

Det er egentlig som forventet med den store og meget lysstærke skærm. 

Ligesom Galaxy S21 Ultra har S22 Ultra et kraftigt batteri på 5.000 mAh og trådløs opladning. I vores test var batteriet godt nok til en hel dag med varieret aktivitet (groft sagt fra kl. 7 til 23), men ikke meget mere (dette var det samme for skærmindstillingerne i mellemklasse og høj opløsning). 

Vi var lidt overraskede over, at et så stort batteri ikke gav halvanden dags batterilevetid. Måske er den nye 4nm-chip ikke så effektiv, som Samsung havde håbet. 

Samsung Galaxy S22 Ultra

I bunden finder du S Pen, mikrofon, USB-C port og SIM-port (Image credit: Peter Hoffmann)

Telefonen har et indbygget såkaldt vapor chamber (damp kammer) og radiatorer af varmeledende materiale. Alligevel kan vi ind imellem mærke noget varme på bagsiden af telefonen, når vi bruger den i længere perioder til f.eks. spil og fotografering. Det er ikke tale om en håndvarmer, men dog nok til at vi kan mærke, at telefonen arbejder.

Som nævnt ovenfor leveres telefonen ikke med en oplader, kun USB-C-kablet til tilslutning til en oplader - et potentielt chok for folk, der opgraderer fra den tidligere Note. Desuden indeholder pakken i kassen ikke længere et sæt øretelefoner, og selv om det giver mening, fordi telefonen ikke længere har et 3,5 mm hovedtelefonstik, begynder man at føle, at Samsung beder om flere penge, mens man som forbruger får mindre end tidligere. 

Endelig dom

Samsung Galaxy S22 Ultra er nok ikke for alle. Den er stor og dyr og kan være alt for meget for folk, der bare ønsker en flot skærm, gode billeder og rimelig hurtig mobil. Men for folk, der kan lide at være kreative med deres SoMe eller som vil arbejde med RAW-fotoredigering, tegne på skærmbilleder, lave detaljerede tegninger på skærmen eller tage virkelig gode zoom-fotos - ja for dem vil Samsung Galaxy S22 Ultra være hver en krone værd. 

Telefonen og ikke mindst den indbyggede stylus giver brugeren så mange muligheder for at udfolde sig, at de fleste nok får svært ved at tage alle funktioner i brug. Men det gør ikke noget, for vi vil mene, at man stille og roligt bliver nysgerrig efter at afprøve og bruge dem. Samsung Galaxy S22 Ultra er en mobil, der giver brugerne uhørt mange muligheder til at være kreative, så her er vi enige i Samsungs udsagn om at Galaxy S22 Ultra sprænger rammerne. 

Skal du købe den?

Køb den, hvis...

Du elsker at være produktivt

Du vil få svært ved at finde en mobil, der gør det nemmere (og sjovere) at være kreativ end Samsung Galaxy S22 Ultra.

Du elsker at skrive notater eller du er kunstner

Hvis du elsker at tage noter i hånden, eller hvis du er en kunstner, der får sine geniale idéer på farten, er S Pen nu altid med dig, og Galaxy S22 Ultra er smart nok til at understøtte konvertering fra håndskrift til tekst, en er alsidig nok til at understøtte konverteringer fra kladder til tekst, kunstnerisk arbejde, hyggetegninger og markeringer på billeder, hjemmesider og hvad du ellers arbejder med. 

Du elsker at fotografere

Kameraet i Galaxy S22 er ganske enkelt fremragende,  og zoomfunktionerne gør det nærmest muligt at tage billeder af alt i synsafstand. Billeder taget i lav belysning ligner nærmest dagslys, så der er stort set ikke noget, Galaxy S22 ikke kan fotografere. 

Køb den ikke, hvis...

Du har brug for to dages batterilevetid

Telefonens batteri på 5.000 mAh er stort, men det er telefonen også. Den lyseste mobilskærm nogensinde og en af de kraftigste CPU´er på markedet kræver noget strøm. Men du får trods alt en hel dag fra morgen til sengetid, inden du skal have strøm. 

Du har små hænder

Det her er en stor telefon. Det er en stor og lidt glat mobil, så det er en god ide at tjekke, om du kan holde om den, inden du køber.

Du ikke vil have en dyr telefon

Selv om Samsung Galaxy S22 Ultra er en virkelig god mobil, så er det altså også en af de dyreste på markedet. Du får meget for pengene - men måske også flere muligheder og funktioner, end de fleste har brug for.

Peter Hoffmann
Redaktør TechRadar Danmark

Peter er journalist og har arbejdet som tech-journalist på forskellige tech-medier. Samlet set har han beskæftiget sig professionelt med tech og forbrugerelektronik siden 1996. Peter interesserer sig for mange forskellige områder inden for forbrugerelektronik. Han er vild med lyd – både høretelefoner og højttalere i alle mulige afskygninger. Men han kan også bruge rigtig langt tid på at teste mobiltelefoner og computere. Samtidig er han altid på udkig efter sære og skæve produkter, der kan være interessante at kigge nærmere på, selv om de måske ikke passer ind i de traditionelle produktgrupper.

Med bidrag fra