Pixel 11 er landet: fire nye telefoner, nyt smartwatch og danske priser
Google har løftet sløret for sin nye serie af Pixel-mobiler: Pixel 11, Pixel 11 Pro, Pixel 11 Pro XL og den foldbare Pixel 11 Pro Fold. Alle får ny Tensor G6-chip, mere Gemini-AI og bedre holdbarhed. Samtidig kommer to Pixel Watch 5. Pixel Tag kommer senere.
Google udvider sin hardwarefamilie med fire nye Pixel 11-telefoner og et nyt Pixel Watch 5. De nye produkter bliver officielt præsenteret ved årets Made by Google-event i New York og kan forudbestilles med det samme. Salgsstarten er sat til 20. august.
På telefonerne er en af de største fælles nyheder Googles nye Tensor G6-chip. Ifølge Google giver den op til 20 procent bedre strømeffektivitet, 25 procent hurtigere browsing og 15 procent hurtigere indlæsning af apps sammenlignet med den foregående generation.
Samtidig skruer Google yderligere op for integrationen af Gemini. Gemini Nano kan arbejde på tværs af mere end 40 apps, mens den nye Rambler-assistent blandt andet kan samle oplysninger, strukturere opgaver og opsummere eller transskribere samtaler, noter og memoer.
Designet er også blevet justeret. Google fremhæver blandt andet et nyt kant-til-kant-glas over telefonernes karakteristiske kamerabånd samt nye farver.
Google Pixel 11 Pro Fold – lettere og mere robust foldbar
Pixel 11 Pro Fold er den dyreste telefon i Pixel 11-serien og samtidig Googles nye bud på en foldbar smartphone.
Google beskriver den som virksomhedens hidtil tyndeste og mest robuste foldbare telefon. Den er ifølge producenten omkring én millimeter tyndere og næsten 10 procent lettere end forgængeren, mens konstruktionen skal være op til tre gange stærkere.
Telefonen har 16 GB RAM og er blandt andet udviklet med multitasking for øje. Den store foldbare skærm kan deles mellem flere apps, mens funktionen Bobler skal gøre det muligt at have eksempelvis browseren, kalenderen eller Gemini liggende som flydende vinduer oven på hovedskærmen.
Tilmeld dig de seneste nyheder, anmeldelser, meninger, topteknologiske tilbud og mere.
Pixel 11 Pro Fold sælges med enten 256 GB eller 512 GB lagerplads.
Pixel 11 Pro Fold-priser:
View Original
View Original
View Original
View Original
- 256 GB: 15.799 kroner
- 512 GB: 16.799 kroner
- Telefonen kommer i farverne Olive og Obsidian.
Google Pixel 11 – den billigste vej til Tensor G6
Pixel 11 er den billigste telefon i den nye serie og begynder ved 7.799 kroner. Den får samme nye Tensor G6-processor som resten af familien og dermed også adgang til Googles seneste Gemini-funktioner.
Det betyder blandt andet bedre strømeffektivitet og højere hastighed ved browsing og åbning af apps end i den tidligere generation, hvis Googles egne tal holder stik.
Pixel 11 kan fås med enten 256 GB eller 512 GB lagerplads. 256 GB-versionen koster 7.799 kroner, mens modellen med 512 GB koster 8.799 kroner.
Pixel 11-priser:
- 256 GB: 7.799 kroner
- 512 GB: 8.799 kroner
- Telefonen kommer i farverne Frost, Hibiscus, Pistachio og Obsidian.
Google Pixel 11 Pro – bedre skærm og kraftigere zoom
Pixel 11 Pro er det første trin op i Googles Pro-serie. Her får man stadig Tensor G6-processoren, men Google har især opgraderet skærmen og kameraet.
Pro-modellerne får en ny Super Actua-skærm med en maksimal lysstyrke på op til 3.600 nits. Google oplyser samtidig, at skærmen er mere end dobbelt så modstandsdygtig over for ridser som forgængerens.
En mere usædvanlig nyhed er HiLight, som er et LED-lys i kamerabaren på bagsiden. Det kan blandt andet vise forskellige visuelle signaler ved opkald og pulsere under interaktion med Gemini, når telefonen ligger med skærmen nedad.
Kameraet får samtidig et nydesignet telefotokamera med op til 120x zoom. Funktionen Magic Capture kan desuden trække enkeltbilleder ud af videoer. Købere af Pro-modellerne får seks måneders Google AI Pro inkluderet.
Pixel 11 Pro fås med 256 GB, 512 GB eller 1 TB lagerplads.
Pixel 11 Pro-priser:
View Original
View Original
View Original
View Original
- 256 GB: 9.399 kroner
- 512 GB: 10.399 kroner
- 1 TB: 12.399 kroner
- Farverne er Canyon, Fog, Olive og Matte Obsidian.
Google Pixel 11 Pro XL – større Pro-model fra 10.899 kroner
Pixel 11 Pro XL bygger på de samme centrale funktioner som Pixel 11 Pro, men er den større model i serien.
Det betyder blandt andet Tensor G6-processoren, Super Actua-skærmen med op til 3.600 nits, HiLight-funktionen og Googles opgraderede telefotokamera med op til 120x zoom.
Pixel 11 Pro XL kommer ligeledes med enten 256 GB, 512 GB eller 1 TB lagerplads.
Pixel 11 Pro XL-priser:
View Original
View Original
View Original
View Original
- 256 GB: 10.899 kroner
- 512 GB: 11.999 kroner
- 1 TB: 13.999 kroner
- Den fås ligesom Pixel 11 Pro i Canyon, Fog, Olive og Matte Obsidian.
Google Pixel Watch 5 – hurtigere chip og op til 40 timers batteritid
Google lancerer også Pixel Watch 5, som kommer i både 41 mm og 45 mm samt med enten Wi-Fi eller LTE.
Indvendigt sidder Qualcomm Snapdragon W5 Gen 2 Accelerated, som ifølge Google giver 20 procent højere ydelse end den tidligere generation. Batteritiden angives til mellem 30 og 40 timer afhængigt af modellen, og Google lover desuden hurtigere opladning.
En af de nye funktioner er Raise to Talk, der gør det muligt at aktivere funktioner uden først at trykke på skærmen. Uret understøtter desuden betjening med håndbevægelser.
Google har også udvidet sundheds- og søvnfunktionerne. Ifølge producenten kan de nye sensorer blandt andet bruges til at følge langsigtede sundhedstendenser. Dertil kommer funktionerne Sleep Breathing Quality og Smart Wake Alarms, hvor sidstnævnte forsøger at vælge et passende tidspunkt i søvncyklussen til at vække brugeren.
Pixel Watch 5-priser:
- 41 mm Wi-Fi: 3.190 kroner
- 41 mm LTE: 3.990 kroner
- 45 mm Wi-Fi: 3.490 kroner
- 45 mm LTE: 4.290 kroner
- Pixel Watch 5 kommer i farverne Obsidian, Fog, Olive og Canyon.
Pris og tilgængelighed
Google Pixel 11-serien og Pixel Watch 5 kan ifølge Google forudbestilles fra lanceringsdagen via Google Store og udvalgte forhandlere. Produkterne kommer officielt i butikkerne den 20. august.
Den billigste nye telefon er Pixel 11 til 7.799 kroner, mens Pixel 11 Pro Fold starter ved 15.799 kroner. Pixel Watch 5 begynder ved 3.190 kroner for 41 mm-modellen med Wi-Fi.
Google satser dermed både på forholdsvis traditionelle hardwareopgraderinger som højere ydelse, stærkere skærme og forbedrede kameraer og på en stadig tættere integration mellem Pixel-hardwaren og Gemini. Hvor stor forskellen bliver i praksis, må kommende tests vise.
Google Pixel Tag – Googles svar på AirTag
Google udvider også Pixel-familien med Pixel Tag, som er virksomhedens første sporingsbrik til nøgler, tasker, bagage og andre genstande. Den fungerer sammen med Googles Find Hub-netværk, som ifølge Google omfatter mere end en milliard Android-enheder og kan hjælpe med at lokalisere en Pixel Tag, selv når den befinder sig uden for Bluetooth-rækkevidde.
Pixel Tag understøtter både Ultra Wideband (UWB) og Bluetooth Channel Sounding til præcis lokalisering. Med en kompatibel Android-telefon kan Find Hub vise både afstand og retning til sporingsbrikken, og den indbyggede højttaler kan afspille en lyd, hvis den er blevet væk i nærheden. Knappen på selve Pixel Tag kan omvendt bruges til at få en forlagt telefon til at ringe.
Google Pixel Tag måler 28 x 46,1 x 5,4 mm, vejer 11,8 gram inklusive batteri og er IP67-certificeret mod vand og støv. Strømmen leveres af et almindeligt udskifteligt CR2032-knapcellebatteri, som ifølge Google holder i mere end et år.
Pixel Tag fungerer med Android 9 eller nyere og kan deles med op til 10 personer, hvilket eksempelvis kan være praktisk til fælles nøgler eller bagage.
Google oplyser en amerikansk pris på 29 dollar (ca. 190 kroner) for én Pixel Tag og 99 dollar (ca. 640 kroner) for en pakke med fire, med salgsstart den 11. november. Der er endnu ikke nogen dansk pris på Pixel Tag, så vi må vente på at høre, hvad Pixel Tag kommer til at koste herhjemme.
Peter er journalist og har arbejdet som tech-journalist på forskellige tech-medier. Samlet set har han beskæftiget sig professionelt med tech og forbrugerelektronik siden 1996. Peter interesserer sig for mange forskellige områder inden for forbrugerelektronik. Han er vild med lyd – både høretelefoner og højttalere i alle mulige afskygninger. Men han kan også bruge rigtig langt tid på at teste mobiltelefoner og computere. Samtidig er han altid på udkig efter sære og skæve produkter, der kan være interessante at kigge nærmere på, selv om de måske ikke passer ind i de traditionelle produktgrupper.