Google lancerer Fitbit Edge – en blanding af fitness-tracker og smartwatch med op til en uges batteritid

Google Fitbit Edge
(Foto: Google)
  • Fitbit Edge er kun 11,5 mm tyk og har Googles hidtil største og mest lysstærke skærm i en fitness-tracker
  • Den har indbygget GPS og kan automatisk genkende mere end 100 forskellige træningsformer
  • Fitbit Edge koster 1.299 kroner og kommer i butikkerne den 27. oktober

Google udvider Fitbit-familien med Fitbit Edge, der forsøger at kombinere det kompakte design fra en fitness-tracker med flere af de funktioner, vi normalt forbinder med et smartwatch.

Fitbit Edge har en Hybrid OLED-skærm og en tykkelse på 11,5 mm. Ifølge Google er skærmen markant større end på tidligere Fitbit-modeller, mens batteritiden er op til en uge. Fem minutters opladning skal samtidig være nok til op til et døgns brug.

Brugerfladen har hentet inspiration fra Pixel Watch 5 og kan blandt andet vise skridt, vejr og træningsdata direkte på skærmen. Fitbit Edge understøtter desuden Google Maps, medieafspilning samt notifikationer om opkald og beskeder.

Latest Videos FromTechRadar

Google Fitbit Edge

(Image credit: Google)

GPS og automatisk registrering af træning

Google har især haft fokus på træning. Fitbit Edge understøtter registrering af mere end 50 forskellige træningsformer i træningsappen, hvor brugeren også kan få vejledning i realtid. Det kan eksempelvis være pulszoner eller hjælp til at holde en bestemt hastighed under løb.

En væsentlig opgradering i forhold til flere af Fitbits traditionelle aktivitetsarmbånd er indbygget GPS, så Edge kan registrere eksempelvis løberuter uden at være afhængig af telefonens GPS. Der er også et integreret altimeter til registrering af højdeforskelle.

Fitbit Edge kan desuden automatisk genkende og kategorisere mere end 100 forskellige former for aktivitet. Det gælder blandt andet løb, cykling og gåture, så træningen fortsat kan blive registreret, hvis man glemmer at starte den manuelt.

Fitbit Edge

Fitbit Edge med urlænke i metal (tilkøb). (Image credit: Google)

Nye sundhedsfunktioner

Under OLED-skærmen sidder en række biometriske sensorer. En af de nye funktioner kaldes Health Guardian og skal ifølge Google holde øje med ændringer i blandt andet blodtryk, insulinresistens samt unormalt høj eller lav puls. Med et Google Health Premium-abonnement kan brugeren desuden få personlige anbefalinger baseret på dataene.

Søvnmålingen er også blevet udbygget. Edge kombinerer pulsvariation med en sensor, der registrerer ændringer i hudtemperaturen om natten, hvilket skal give et mere detaljeret billede af brugerens søvnmønster.

Fitbit Edge understøtter derudover registrering af blandt andet søvn, menstruationscyklus og hjertefrekvens.

Fitbit Edge kommer i fire farvekombinationer: Obsidian, Fog, Olive og Canyon. Der kommer desuden forskellige udskiftelige remme, herunder en særlig udgave udviklet i samarbejde med basketballspilleren Stephen Curry.

Fitbit Edge

(Image credit: Google)

Pris og tilgængelighed

Google Fitbit Edge får en dansk pris på 1.299 kroner, mens Stephen Curry-versionen koster 1.699 kroner.

Begge kan forudbestilles nu og kommer i butikkerne den 27. oktober 2026. Alle får tre måneders Google Health Premium med i prisen.


Peter Hoffmann
Redaktør TechRadar Danmark

Peter er journalist og har arbejdet som tech-journalist på forskellige tech-medier. Han har beskæftiget sig professionelt med tech og forbrugerelektronik siden 1996. Peter interesserer sig for mange forskellige områder inden for forbrugerelektronik. Han er vild med lyd – både høretelefoner og højttalere i alle mulige afskygninger. Men han kan også bruge rigtig langt tid på at teste mobiltelefoner og computere. Samtidig er han altid på udkig efter sære og skæve produkter, der kan være interessante at kigge nærmere på, selv om de måske ikke passer ind i de traditionelle produktgrupper.