Landsholdsstjerner sender millioner ind i fodbold-app

Football
(Foto: Pixabay)

En håndfuld succesrige iværksættere og landsholdsspillere sender en solid portion penge ind i fodbold-appen Tonsser.

Blandt de mange investorer findes Peakon-stifteren Kasper Hulthin samt landsholdsspillerne Yussuf Poulsen og Christian Nørgaard, skriver Børsen.

Tonsser blev stiftet i 2014 af Peter Holm og Simon Hjære, og de henter nu 18,6 millioner kroner i frisk kapital.

"Det har ikke været formålet at rejse et stort beløb, men formålet er at skabe en mere fodbolddrevet organisation. Vi har savnet nogle fodboldkompetencer fra øverste plan, og det får vi ind i virksomheden nu,” siger Peter Holm ifølge Computerworld til Børsen.

Tonsser har skabt en app, hvor fodboldspillere mellem 13 og 19 år kan oprette en profil, hvor deres resultater kan registreres og tilgås af blandt andet agenter.

Samtidig med millioninvesteringen vælger Tonsser at sætte ny bestyrelse. Her hentes blandt andet tech-profil Jannick Malling ind, der står bag den hurtigvoksende investeringsplatform Public.com.

Tonsser har over 1,3 millioner spillere, der benytter appen, og er nu til stede i ti lande. Det skriver Computerworld.

Michael Kilschow Hansen
Redaktør / Nyhedsjournalist

Michael har arbejdet journalistisk næsten hele sit arbejdsliv - og har i årenes løb beskæftiget sig med online nyhedsmedier, radio, tv, ugeblade, magasiner, musik- og filmjournalistik. Michael har været en del af TechRadar Danmark-teamet siden januar 2021. 

Han eeelsker sin iPhone, sin iPad og sin iMac - men på et ikke-religiøst niveau, og er voldsomt nysgerrig på, hvad andre tech-brands kan tilbyde.

Arbejde og hobby mødes i en smuk fusion, når der skal skrives om streamingtjenester og deres indhold, nye premierer på serier, film og spændende dokumentarprogrammer.