Med en formue på omkring to milliarder dollars er Apples topchef Tim Cook blandt de rigeste mennesker på planeten.
Og ved årsregnskabets time valgte Apple at øge den formue signifikant.
Det fremgår af dokumenter indleveret til de amerikanske myndigheder, at Tim Cook har modtaget lige under 100 millioner dollars, svarende til 647 millioner danske kroner i skrivende stund, i løn, bonus og kompensation for sit arbejde i 2021 for den amerikanske techgigant. Det skriver Ekstra Bladet.
- Nu igen: Margrethe Vesager i krig mod Apple
- Anmeldelse: Apple AirTag
- Loyaliteten i top til Apple - Samsungs falder
Størstedelen af lønningen er givet i såkaldte betingede aktier for en værdi af 82,3 millioner dollars.
Betingede aktier er et løfte om at opnå ejerskab til aktierne på et fremtidigt tidspunkt under visse opfyldte betingelser.
Men årslønnen har ifølge Ekstra Bladet skabt oprør.
Det magtfulde rådgivningsfirma Institutional Shareholder Services (ISS), der er en såkaldt proxyrådgiver, som rådgiver om etik og moralske gråzoner, anbefaler nu Apples aktionærer at stemme imod lønpakken. Det skriver Financial Times.
Der er slet ikke belæg for at give så mange penge til den 61-årige CEO, lyder det.
'Der er betydelige bekymringer med hensyn til udformningen og størrelsen af den aktietildeling, der blev givet til CEO Cook i FY21 (regnskabsår, red.) (...)', lyder det fra ISS.
'Halvdelen af bonussen mangler præstationskriterier'.
Med andre ord er de mere end 40 millioner dollars i aktier, som Tim Cook har fået, slet ikke fortjent ifølge ICC.
Apple har ifølge Ekstra Bladet ikke ønsket at kommentere udmeldingen fra ISS.