Loyaliteten i top til Apple – Samsungs falder

iPhone vs Samsung
(Foto: Future)

”Once you go mac, you will never go back,” sådan blev der sagt for mange år siden blandt Mac-entusiaster. Det ligger ikke lige så rigtigt i munden, hvis man erstatter 'mac' med 'iPhone' - men det ser imidlertid ud til at være gældende for iPhone-ejere også. Altså hvis man skifter en iPhone til en ny iPhone.

En ny undersøgelse viser i hvert fald at brand-loyaliteten er klart stærkest hos iPhone-købere. Undersøgelsen er foretaget af SellCell og bygger på udsagen fra 5.000 personer.

Faktisk viser den nye undersøgelse, at brand-loyaliteten til Apple er højere end nogensinde før. Ifølge undersøgelsen køber tæt på 92 procent af alle iPhone-ejere en iPhone igen, når den gamle skal skiftes.

Deltagerne i undersøgelsen blev også spurgt, hvorfor de foretrak iPhone. Her svarede 65 procent, at de bedst kan lide iPhone og aldrig har oplevet problemer med mærket. 21 procent svarede, at de føler sig låst af økosystemet og 10 procent mener det er for svært at skifte fra iOS til Android. 8 procent køber iPhone, da de holder sig til det de kender.

Mens der er grund til jubel hos Apple, hænger mundvigene nok lidt mere hos konkurrenten Samsung. Her er loyaliteten blevet mindre end i 2019. Der ville 85,7 procent købe Samsung igen. Og i 2021 er dette altså faldet til 74 procent.

Problemet er dog ikke, at brugerne ikke er glade for Samsung telefonerne. Men de har blot ikke investeret i Samsungs økosystem, hvilket gør det nemmere for køberne at skifte mærke.

26 procent af Samsung-ejerne vil skifte til et andet mærke, når de skal have ny telefon. 53 procent af disse vil skifte til en iPhone. De primære grunde til at skifte væk fra Samsung oplyses at være bedre privatlivsbeskyttelse og ”value for money”.

Mens de iPhone-ejere der vil skifte til Android har 38 oplyst bedre teknologi (skærm, kamera, batteri m.m.) som grund, 26,4 procent angav designet og 12,9 procent ville skifte til den nyeste Android telefon for at få alle de nyeste funktioner.

Endnu mindre loyale er ejere af LG og Motorola telefoner. Der er det henholdsvis 62,6 procent og 71 procent af mobilkøberne, som vil købe en ny mobil af samme mærke igen.

Ud af de 5.000, som deltog i undersøgelsen, har 46,6 procent svaret at iPhone 12-serien er deres favorit, mens 30,4 procent har svaret at Samsung Galaxy S21-serien er deres favorit.

TOPICS
Michael Kilschow Hansen
Redaktør / Nyhedsjournalist

Michael har arbejdet journalistisk næsten hele sit arbejdsliv - og har i årenes løb beskæftiget sig med online nyhedsmedier, radio, tv, ugeblade, magasiner, musik- og filmjournalistik. Michael har været en del af TechRadar Danmark-teamet siden januar 2021. 

Han eeelsker sin iPhone, sin iPad og sin iMac - men på et ikke-religiøst niveau, og er voldsomt nysgerrig på, hvad andre tech-brands kan tilbyde.

Arbejde og hobby mødes i en smuk fusion, når der skal skrives om streamingtjenester og deres indhold, nye premierer på serier, film og spændende dokumentarprogrammer.