EU's konkurrencekommissær Margrethe Vestager vil i denne uge præsentere en sag mod Apples udskældte betalingsmodel bag App Store.
Modellen har været under kritik i årevis fra flere sider, og nu ser det ud til, at EU er klar til at rejse en sag mod selskabet.
Det skriver Financial Times, der har talt med flere anonyme kilder tæt på processen.
Sagen udspringer af en to år gammel klage fra den svenske streaminggigant Spotify. Selskabet er - på linje med en stribe andre udviklere - utilfredse med, at Apple tager op imod 30 procent af indtjeningen fra køb gennem App Store.
Derfor mener udviklerne, at Apple misbruger sin dominerende position til at opkræve et uhørt højt gebyr for, at udviklerne kan bruge Apples platform.
Det er som bekendt ikke muligt at hente apps til sin iPhone på andre måder end gennem App Store.
Ifølge finansavisen er denne sag mod Apple en af de største, EU har taget fat på over for amerikanske it-giganter.
Sagen startede officielt i juni måned, hvor EU indledte en undersøgelse af Apples betalingsmodel. Det er den, der nu fører til, at Margrethe Vestager forventes at åbne en konkret konkurrencesag mod selskabet.