TDC om sivende tv-kunder: Forandring vil vare mange år frem

yousee
(Foto: yousee)

Engang var Yousee og alle kabel-tv-kunderne en klippestabil indtægtskilde for TDC-koncernen. Ingen ville undvære deres tv-kanaler. Og måned efter måned, år ud og år ind, var tv-pakken et lige så sikkert indslag på Betalingsservice-oversigten, som vand, strøm og varme. 

Sådan er det langt fra i dag, hvor et væld af streamingtjenester totalt overtaget agendaen, og konstant bombarderer danskerne med tilbud om indhold, hvor abonnementet som oftest er billigere end den store pakke hos Yousee.

Markedsituationen har sendt Yousee ud i en evig blødning, hvor næsten hvert eneste kvartalsregnskab viser færre tv-kunder og færre indtægter fra tv-kunder, der vælger mindre pakker. TDC har svaret igen ved at lancere appen YouTV og mere fleksible bredbåndspakker. Men lige meget hjælper det: Kunderne siver - i det foregående kvartal 7000 styks.

"TV-markedet forandrer sig nu. Og det vil forandre sig i fremtiden. Det vil ikke fortsætte som det er i dag," siger Lasse Pilgaard, finansdirektør i TDC. Han arbejder i disse dage på at splitte TDC op, så der fremover bliver et infrastrukturselskab og en indholdsdel i form af Nuuday, hvor tv-kunderne hører til.

TDCs modsvar til tendensen er YouTV, hvor kunderne netop kan finde indhold på tværs af tjenester. Men trods tidligere meldinger om fremgang her, formåede appen ikke at afværge en kundeblødning i det nyligt overståede kvartal.

"En stor del af kunderne, er glade for deres tv-pakke, og det er fortsat kun et par procent årligt, der forlader den. Vi ved, at folk ser mere kvalitetsindhold end nogensinde før, og indhold af høj kvalitet og sport, er bare blevet dyrere, ikke kun hos YouSee. Vi mener, at vi er konkurrencedygtige," siger han.

Michael Kilschow Hansen
Redaktør / Nyhedsjournalist

Michael har arbejdet journalistisk næsten hele sit arbejdsliv - og har i årenes løb beskæftiget sig med online nyhedsmedier, radio, tv, ugeblade, magasiner, musik- og filmjournalistik. Michael har været en del af TechRadar Danmark-teamet siden januar 2021. 

Han eeelsker sin iPhone, sin iPad og sin iMac - men på et ikke-religiøst niveau, og er voldsomt nysgerrig på, hvad andre tech-brands kan tilbyde.

Arbejde og hobby mødes i en smuk fusion, når der skal skrives om streamingtjenester og deres indhold, nye premierer på serier, film og spændende dokumentarprogrammer.