Samsung dropper Rusland

Samsung Logo
(Foto: Samsung)

Smartphone-producenten Samsung standser sine forsendelser af mobiltelefoner og hukommelseschips til Rusland.

Årsagen er af den 'aktuelle geopolitiske udvikling', oplyser selskabet.

Den sydkoreanske elektronikgigant er verdens største producent af hukommelseschips.

Samsung er desuden den førende spiller på markedet for smartphones i Rusland foran Kinas Xiaomi og amerikanske Apple.

"På grund af den geopolitiske udvikling er forsendelser til Rusland blevet standset. Vi fortsætter med at overvåge den komplekse situation og overvejer, hvad vi vil gøre herfra", skriver Samsung i en meddelelse.

Beslutningen kommer, i takt med at vestlige regeringer, sportsorganisationer og store virksomheder isolerer Rusland og indfører strenge sanktioner på grund af invasionen af Ukraine.

Erhvervsmediet Bloomberg anslår, at Samsung sidder på 30 procent af markedet for smartphones i Rusland. Det russiske marked udgør fire procent af virksomhedens globale smartphone-omsætning.

Sydkorea, der er en vigtig allieret med USA, meddelte tidligere denne uge, at det vil blokere for overførelser fra russiske banker og datterselskaber underlagt amerikanske sanktioner.

Samsung donerer også seks millioner dollar til humanitært arbejde og flygtningehjælp i regionen.

Beløbet svarer til cirka 40 millioner kroner.

TOPICS
Michael Kilschow Hansen
Redaktør / Nyhedsjournalist

Michael har arbejdet journalistisk næsten hele sit arbejdsliv - og har i årenes løb beskæftiget sig med online nyhedsmedier, radio, tv, ugeblade, magasiner, musik- og filmjournalistik. Michael har været en del af TechRadar Danmark-teamet siden januar 2021. 

Han eeelsker sin iPhone, sin iPad og sin iMac - men på et ikke-religiøst niveau, og er voldsomt nysgerrig på, hvad andre tech-brands kan tilbyde.

Arbejde og hobby mødes i en smuk fusion, når der skal skrives om streamingtjenester og deres indhold, nye premierer på serier, film og spændende dokumentarprogrammer.