Unik chance: Prøv et F-35 kampfly

Som noget helt unikt er det den 6. og 7. juni muligt at prøve kræfter med at flyve et F-35 kampfly, når Lockheed Martin sender deres flysimulator forbi Haderslev. Flysimulatoren er forbeholdt 15-30-årige, men der bliver noget at se på for alle.

Flyvevåbnets Officersskole har tidligere i år haft besøg af Lockheed Martins F-35-flysimulator i forbindelse med et rekrutteringsarrangement. Som noget helt unikt har Folk og Sikkerhed sammen med en række samarbejdspartnere arrangeret, at flysimulatoren kommer forbi Haderslev den 6. og 7. juni 2018.

Lockheed Martin, der skal levere Danmarks nye kampfly af typen F-35, stiller flysimulatoren til rådighed i to dage, og det er Flyvevåbnets Officersskole, der står for at afvikle prøveflyvningerne, der foregår i det tidligere Kreditbanken i Nørregade 15 i Haderslev.

Begivenheden er et led i Forsvarets rekruttering af nye jagerpiloter, og tilbuddet er derfor forbeholdt 15-30-årige, men bliver der ledige pladser, vil de kunne fordeles til andre interesserede.

For at prøve F-35-flysimulatoren, skal man være dansk statsborger og være tilmeldt, men alle kan komme forbi og kigge.

Tilmeldingen sker hos Forsvaret, og link til tilmelding kan findes på haderslev.dk/F35simulator

Mens simulatoren er i Haderslev, vil det den 6. og 7. juni også være muligt at møde Fighter Wing Skrydstrup, Flyvevåbnets Officersskole, Flyverhjemmeværnet og Folk og Sikkerhed begge dage fra klokken 10-20.

Foto: Pixabay