Efter en længerevarende kamp med amerikanske fagforeninger hæver Amazon nu lønnen for over 500.000 ansatte.
Tech-giganten øger lønnen med op til tre dollar i timen for medarbejdere i de amerikanske logistikafdelinger.
Det skriver Financial Times.
- Amazon gør klar til at lancere sin egen digitale valuta
- Hvornår kommer Amazon til Danmark?
- Hver 10. digitale annoncekrone i USA går nu til Amazon
"Dette lægges ovenpå vores startløn, der er førende i industrien, på mindst 15 dollar i timen, og de mere end 2,5 milliarder dollar, som vi har investeret sidste år i yderligere bonusser for vores ansatte, der står i fronten," siger Darcie Henry, vicedirektør for Amazon, i en pressemeddelelse ifølge Financial Times.
Amazon har høstet kritik for selskabets arbejdskultur, hvor medarbejdere bliver presset af krævende produktionsmål. Her har flere amerikanske fagforeninger kæmpet for bedre vilkår for frontlinjepersonalet.
Under pandemien har Amazon hyret tusindvis af medarbejdere hver måned og er nu nået op over 800.000 ansatte i USA, hvilket gør selskabet til landets andenstørste arbejdsgiver efter Walmart.