Disney+ haler ind på Netflix

Disney+
(Foto: Disney)

Streaminggiganten Disney+ runder 100 millioner brugere verden over.

Dermed har selskabet fordoblet antallet af brugere på platformen på bare et år. På samme tid sidste år havde platformen 57,5 millioner brugere, mens tallet nu lyder på 116 millioner.

Det viser selskabets seneste regnskab, skriver erhvervsmediet CNBC.

Selskabets mål er at lægge yderligere 100 millioner abonnenter oven i det nuværende antal. Dermed skal Disney ifølge sit eget mål ramme 260 millioner brugere inden 2024. Et mål analytikere mener er yderst realistisk.

Med de mere end 50 millioner nye brugere begynder Disney+ at hale ind på streaming giganten Netflix, der stadig er verdens største streamingtjeneste. Det skriver Computerworld.

Der er dog et stykke vej op til nummer et endnu. Ifølge en opgørelse fra tjenesten Statista nåede Netflix 207 millioner brugere i første del af 2021.

Det store antal nye brugere hos Disney+ kan også aflæses i selskabets regnskab. Indtægterne for en enkelt bruger er dog faldet en smule fra 4,62 dollar per bruger til 4,16. Det er muligvis en del af forklaringen på den høje brugertilslutning, skriver Computerworld.

Michael Kilschow Hansen
Redaktør / Nyhedsjournalist

Michael har arbejdet journalistisk næsten hele sit arbejdsliv - og har i årenes løb beskæftiget sig med online nyhedsmedier, radio, tv, ugeblade, magasiner, musik- og filmjournalistik. Michael har været en del af TechRadar Danmark-teamet siden januar 2021. 

Han eeelsker sin iPhone, sin iPad og sin iMac - men på et ikke-religiøst niveau, og er voldsomt nysgerrig på, hvad andre tech-brands kan tilbyde.

Arbejde og hobby mødes i en smuk fusion, når der skal skrives om streamingtjenester og deres indhold, nye premierer på serier, film og spændende dokumentarprogrammer.