"Det var Guds hånd": 5 VM-øjeblikke, vi aldrig glemmer
Når fodboldens største scene leverer et øjeblik, så leverer den virkelig.
VM i fodbold har været afholdt siden 1930. I næsten et århundrede har turneringen budt på øjeblikke, der har fået verden til at stå stille: umulige mål, direkte snyd, sammenbrud, der har præget generationer, og fejringer, der har sagt mere, end nogen pressekonference nogensinde har kunnet gøre. Nogle handlede om ren genialitet, andre om ren kontrovers – mange om begge dele.
Inden VM 2026 starter den 11. juni i USA, Canada og Mexico, ser vi tilbage på fem øjeblikke, der har gjort VM i fodbold til det, det er i dag.
Indædte fodboldfans elsker turneringen og alle de mindeværdige øjeblikke, den byder på, men de øjeblikke, vi nævner nedenfor, er sådanne, som selv den mest lejlighedsvise fodboldseer husker – på godt og ondt.
1. Miraklet i Bern (1954)
Vesttyskland skulle egentlig aldrig have vundet VM-finalen i 1954. Ungarn havde ikke tabt en eneste kamp i fire år. De havde knust Tyskland med 8–3 i gruppespillet blot få uger forinden og var store favoritter forud for kampen på Wankdorfstadion i Bern i Schweiz.
Tyskland kom hurtigt bagud med 0-2 i løbet af de første 8 minutter. Efter 10 begyndte det tyske hold dog selv at smækker kasser ind, og Helmut Rahn scorede sejrsmålet til 3-2 med seks minutter tilbage af den ordinære spilletid. Sejren er stadig kendt i Tyskland som Das Wunder von Bern, og for et land, der stadig var i gang med at genopbygge sig selv efter Anden Verdenskrig, betød pokalen langt mere end blot et sportstrofæ.
Kommentatoren Herbert Zimmermanns klassiske radioreportage ("Aus dem Hintergrund müsste Rahn schießen… Tor! Tor! Tor! Tor!") er stadig et af de mest afspillede lydklip i europæisk fodboldhistorie.
- Læs mere: De bedste tv-apparater i 2026
2. Guds hånd (1986)
Argentina mod England, kvartfinale på Estadio Azteca i Mexico City. I det 51. minut sprang Diego Maradona op ved siden af Englands målmand Peter Shilton og sendte – som gentagelser senere bekræftede – bolden i mål med venstre hånd. Den tunesiske dommer Ali Bin Nasser så aldrig håndspillet. Målet blev godkendt.
Tilmeld dig de seneste nyheder, anmeldelser, meninger, topteknologiske tilbud og mere.
Efter kampen blev Maradona spurgt, om målet virkelig var regulært, og han leverede da den klassiske replik: "Un poco con la cabeza de Maradona y otro poco con la mano de Dios" – lidt med Maradonas hoved og lidt med Guds hånd.
Fire minutter senere tog Maradona bolden på sin egen banehalvdel og drev den 60 meter forbi fem engelske spillere, før han rundede Shilton og sendte bolden i nettet. I 2002 kårede FIFA målet til "Århundredets mål". To øjeblikke, med fire minutters mellemrum, fra den samme spiller. Argentina gik derefter videre og vandt hele turneringen.
- Læs mere: De bedste soundbars i 2026
3. En skalle blev afslutningen for legendens karriere (2006)
Zinedine Zidane havde allerede meddelt, at VM 2006 ville blive hans sidste turnering. Frankrig nåede helt frem til finalen i Berlin mod Italien, hvor stillingen var 1–1 efter ordinær spilletid, og kampen gik i forlænget spilletid.
Så, i det 110. minut, tabte Zidan totalt sutten og gav Italiens forsvarsspiller Marco Materazzi et hovedstød lige i brystet.
Rødt kort. Zidane gik forbi VM-trofæet på vej ned i spillertunnelen. Det var sidste gang, han nogensinde rørte en fodbold i en turneringskamp. Italien vandt derefter på straffespark. Øjeblikket blev et af de mest analyserede øjeblikke i fodboldhistorien, og næsten 20 år senere er det stadig det første, mange tænker på, når VM 2006 kommer på tale.
4. Ydmygelsen i Mineirão: Tyskland 7, Brasilien 1 (2014)
Den 8. juli 2014 mødte værtslandet Brasilien Tyskland i semifinalen på Estádio Mineirão i Belo Horizonte. Tyskland scorede fem mål i løbet af de første 29 minutter. Thomas Müller åbnede scoringen i det 11. minut, Miroslav Klose gjorde det til 2–0 og overhalede dermed Ronaldo som den mest scorende spiller nogensinde i VM-historien, inden Toni Kroos og Sami Khedira hurtigt scorede flere mål.
Ved pausen stod det 5-0. Kameraerne klippede igen og igen til brasilianske tilskuere, der græd på tribunen. Nogle forlod arenaen allerede inden pausen. Indskiftede André Schürrle scorede yderligere to mål i anden halvleg og øgede til 7-0. Oscars sene reducering betød næsten ingenting.
Kampen blev kendt som "Mineirazo", en henvisning til Brasiliens nederlag mod Uruguay i VM-finalen på hjemmebane i 1950. Det var Brasiliens største hjemmenederlag nogensinde og den største sejrsmargen i en VM-semifinale.
5. Messi fik sin pokal efter 16 år (2022)
Lionel Messi havde forsøgt at vinde et VM siden 2006. Argentina tabte finalen mod Tyskland i 2014. Holdet røg ud allerede i den første slutspilsrunde både i 2010 og 2018. Da VM i Qatar 2022 gik i gang, var Messi 35 år gammel og havde offentligt udtalt, at det ville blive hans sidste turnering.
Finalen mod Frankrig gik i forlængelse, efter at kampen endte 3-3, hvor Kylian Mbappé scorede det første hattrick i en VM-finale siden Geoff Hurst i 1966. Kampen blev derefter afgjort på straffespark. Argentina vandt 4-2. Messi scorede to mål i den ordinære spilletid og scorede også sit straffespark i straffesparkskonkurrencen. Gonzalo Montiel scorede det afgørende straffespark.
Det var Argentinas første VM-titel siden Maradonas triumf i 1986, hele 36 år tidligere. Mange journalister har siden da kaldt kampen for den bedste VM-finale nogensinde. Det, der er sværere at argumentere imod, er, at det var den finale, Messi havde ventet på hele sin karriere.
Klar til 2026
Nu er det snart tid igen – 48 hold, 104 kampe, tre værtslande og 39 dages fodbold. VM 2026 bliver den største turnering i mesterskabets historie, og et eller andet sted undervejs vil vi næsten med sikkerhed se nye ikoniske øjeblikke blive skrevet ind i historiebøgerne. Hvad det bliver, må vi se, men før eller senere vil de nok ende på en liste som denne.

Peter er journalist og har arbejdet som tech-journalist på forskellige tech-medier. Samlet set har han beskæftiget sig professionelt med tech og forbrugerelektronik siden 1996. Peter interesserer sig for mange forskellige områder inden for forbrugerelektronik. Han er vild med lyd – både høretelefoner og højttalere i alle mulige afskygninger. Men han kan også bruge rigtig langt tid på at teste mobiltelefoner og computere. Samtidig er han altid på udkig efter sære og skæve produkter, der kan være interessante at kigge nærmere på, selv om de måske ikke passer ind i de traditionelle produktgrupper.
- Amanda WestbergChefsredaktör TechRadar Norden