Waoo hæver prisen på tv-pakker

Waoo
(Foto: Waoo)

Waoo hæver tv-priserne et nøk fra nytår og gør samtidig det attraktive sportsindhold, der typisk ligger i de største og dyreste pakker, mere tilgængeligt. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Waoo.

Fremover bliver samtlige sportskanaler en del af mellempakken, der samtidig tager et hop opad i pris på 40 kr. til 549 kr. månedligt - uden tv-boks er prisen 529 kr. Kanalerne, der typisk ligger i de største og dyreste pakker, skriver Waoo.

Den dyreste tv-pakke stiger ligeledes 40 kr. til henholdsvis 719 kr. med boks månedligt og 699 kr. uden og her indgår streamingtilbuddene TV 2 Play og Viaplay. Den lille tv-pakke stiger 20 kr. til 319 kr. med boks og 299 kr. uden - og her rykker TV 2 Charlie og Kanal 4 ind som noget nyt. Samtidig bliver Sport Live, der sender dansk idræt, en del af alle tre tv-pakker.

"Vi er landet på en løsning, hvor alle sportskanaler, trods stigende priser på sportsrettigheder, bliver tilgængelige for endnu flere," siger Brian Lønroth, markedsdirektør for Waoo og Fibia i meddelelsen.

"Vores mål er at tilbyde et samlet, stærkt tilbud af tv-pakker; den rette balance mellem det rette indhold i tv-pakkerne, både streaming og flow, at kunne tilbyde ekstra services, samt at pris og kvalitet hænger nøje sammen.”

Han uddyber, at mixet af flow og streaming er udtryk for den strategi Waoo forfølger på tv-distributionsmarkedet, hvor selskabet er nr. 3 efter YouSee og Norlys, og hvor der også satses på sampakningen med bredbåndsløsninger.

"I en tid, hvor danskerne har ufatteligt meget at vælge imellem og hvor priserne på de internationale streamingtjenester falder voldsomt, så er Waoos fornemste opgave fortsat at samle det bedste indhold på vegne af vores kunder. Den fiberforbindelse, partnere ruller ud, skal udnyttes maksimalt og det håber vi, kunderne kan se, at vi kan give dem," siger Brian Lønroth.

Michael Kilschow Hansen
Redaktør / Nyhedsjournalist

Michael har arbejdet journalistisk næsten hele sit arbejdsliv - og har i årenes løb beskæftiget sig med online nyhedsmedier, radio, tv, ugeblade, magasiner, musik- og filmjournalistik. Michael har været en del af TechRadar Danmark-teamet siden januar 2021. 

Han eeelsker sin iPhone, sin iPad og sin iMac - men på et ikke-religiøst niveau, og er voldsomt nysgerrig på, hvad andre tech-brands kan tilbyde.

Arbejde og hobby mødes i en smuk fusion, når der skal skrives om streamingtjenester og deres indhold, nye premierer på serier, film og spændende dokumentarprogrammer.