TV 2 Play rykker op i hierarkiet
Ny dokumentar om Olsen-banden er en del af satsningen på streamingkanalen
Siden TV2 Play startede i 2004 under navnet TV 2 Sputnik (skiftede navn til TV 2 Play i 2012), har den danske streamingkanal levet en lidt underdrejet tilværelse. Indtil for nylig. Ligesom andre tv-producenter og udbydere har fundet ud af, så er streaming vejen frem, og bare at lade Netflix stikke af med hele markedet er ikke en god idé.
Derfor indgik TV 2 for nylig en aftale med tv-udbyderne Boxer og Stofa, hvilket næsten fordobler TV 2 Plays nuværende abonnenter fra 350.000 til 650.000, når aftalen træder i kraft. Aftalen er også et led i kampen mod Waoo og YouSee, der ligeledes satser voldsomt på den omsiggribende streamingbølge.
Men ikke nok med det. I TV 2's store strategi for fremtiden, er TV 2 Play nu rykket gevaldigt op i hierarkiet, og "TV 2 PLAY har nu dermed en afgørende rolle i TV 2s nye koncernstrategi - og det samme har det gode indhold. "
Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra TV 2, hvor stationens nye koncernstrategi lægges frem. I fremtiden vil der blive lagt vægt på meget mere egenproduceret indhold, og de nye toner kan opleves allerede fra torsdag 11. oktober klokken 20.00, hvor TV 2 Play i anledningen af 50-års jubilæet for den første 'Olsen-banden'-film viser første del af dokumentaren "Olsen-banden for altid". (Anden del sendes søndag 14. oktober klokken 20.00.)
I den grundige dokumentarfilm kommer du blandt andet med bag kameraet under optagelserne til "Olsen-bandens sidste bedrifter" fra 1974, hvor Ove Sprogøe nær havde mistet livet, og i anden del bliver det afsløret, hvordan den kendte scene med uret på Københavns Rådhus blev lavet i 1978.
Ifølge TV 2's direktør, Merete Eldrup, er den nye satsning ikke et forsøg på at trække seerne væk fra de "gode gamle TV-pakker". Det er mere et spørgsmål om at komme med på streamingbølgen og samtidigt samle de kunder op, der falder fra hos tv-distributørerne.
"Vi skal i de kommende år fortsat tjene penge for at producere dansk kvalitetsindhold, men vi skal i højere grad gøre det via TV 2 PLAY på en måde, der gør det nemt og attraktivt for abonnenterne at finde og forbruge indholdet", siger Merete Eldrup.
Få daglig indsigt, inspiration og tilbud i din indbakke
Tilmeld dig de seneste nyheder, anmeldelser, meninger, topteknologiske tilbud og mere.