Her kan du streame tv helt gratis

Har du penge, er det ikke et problem at finde gode streamingtjenester, der viser alt fra Premiere League- og Champions League fodbold til gode film og forskellige former for underholdning. Men kniber det lidt med kontanter, eller vil du bare udvide din horisont en smule uden at det skal koste ekstra, så er der faktisk en række danske streamingtjenester, der er gratis - og helt lovligt.

Først og fremmest er der vores allesammens DR. Her har du naturligvis adgang til en række kanaler, der lige nu tæller DR, DR2, DR3, DR K, Ultra og Ramasjang. Det varer dog ikke læge, før et par stykker af dem bliver skyllet ud med badevandet. Men indtil videre er der tusindvis af timer med god underholdning.

Du kender sikker ViaPlay, som er en betalingsservice med masser af sport og underholdning. Men samme selskab har faktisk også en gratis streamingtjeneste ved navn Viafree. Her finder du en del af kanalen TV3's egenproduktion, ligesom der er en række udenlandske serier.

Hvad mange ikke ved, er, at de danske biblioteker også har en gratis streamingtjeneste, som kan bruges af alle, der er oprettet som bruger på det lokale bibliotek. Her finder du en række såkaldte smalle film, spillefilm og dokumentarfilm for både børn og voksne.

Nogle af tjenesterne kræver, at du opretter dig som bruger, men du skal ikke udlevere betalingsoplysninger.