Waoo hopper også på streaming-bølgen

Ikke mange minutter efter, at YouSee meddelte, at de nu satser på streaming tv, lød de samme toner fra fiberselskabet Waoo. Her er man nemlig nået til samme erkendelse i kampen om de troløse tv-kunder, som de senere år har fravalgt tv-bokse og traditionel tv-kigning. Derfor går Waoo nu ind i den nye streaming-tidsalder med produktet Waoo TV Go.

Det betyder med andre ord, at kunden ikke længere er afhængig af paraboler eller kabel-tv for at få adgang til en større eller mindre tv-pakke.

"Vi er kommet til et punkt, hvor man ikke længere er bundet af at have for eksempel kabel-tv eller satellitmodtager for at kunne abonnere på en TV-pakke. Streaming-teknologien er blevet så veludviklet og robust, at den nu er blevet et alternativt på lige fod med de gammeldags tv-løsninger," meddeler administrerende direktør Jørgen Stensgaard, Waoo, i en pressemeddelelse.

• Nogle links i denne artikel henviser til artikler, der er skrevet på engelsk. Vi arbejder løbende på, at flere sider bliver vist på dansk.

Det nye tiltag får ingen konsekvenser for firmaets nuværende tv-kunder, der kan kigge videre som sædvanligt via den traditionelle tv-boks.

Waoos nye tilbud når dog ikke ud til alle danskere. Firmaet forlanger stadigvæk, at man skal have sit fiberabonnement hos Waoo for at kunne få de nye streaming-tjenester.