Stor trussel mod Apple og Googles app-model

Apps
(Foto: Apps)

Tiderne hvor man, som indehaver af en appbutik, kunne opkræve op til 30 procent i provision af alt omsætning i en app, er måske ved at være forbi. Det skriver MereMobil.dk

Hvis en ny lov, som netop er vedtaget i Sydkorea, danner præcedens, skal Google og Apple gentænke deres forretningsmodel i henholdsvis Play Store og App Store.

Parlamentet i Sydkorea har besluttet, at det skal være ulovligt for appstore-indehavere, som Google og Apple, at tvinge udgivere af apps til udelukkende at køre betalingen igennem ejerne af appbutikkerne.

Udgivere af apps skal have mulighed for at bruge andre betalingsløsninger, uden om Google og Apple, og dermed slippe for at betale op til 30 procent af hvert eneste køb, skriver CNBC.

Det betyder, at Google og Apple nu skal i gang med at implementere appstores, som er tilpasset det sydkoreanske marked.

Der er stort fokus på techgiganterne milliardindtjening på appbutikkerne fra flere sider. Senest kører der en sag mellem Epic Games, udgiverne af Fortnite, og Apple.

Epic Games blev smidt på porten fra App Store og Google Play Store, fordi de tilbød kunderne at betale uden om Apple og Google.

Som et led i den sag har Apple sat provisionen ned til 15 procent for ”mindre udviklere”, hvilket har betydning for op mod 99 procent af alle betalingsappsudbydere i Play Store. Det skriver MereMobil.dk

Halveringen af provisionen er som at smide et kødben til kritikere. Sandheden er nemlig, at op mod 95 procent af omsætningen i App Store kommer fra cirka 1-2 procent af appudviklerne. Derfor er nedsættelsen af provisionen næsten en gratis omgang for Apple.

Derudover er Apple i gang med at lempe reglerne yderligere for de mindre udviklere, så de må kontakte brugerne på f.eks. mail og tilbyde en alternativ betalingsmetode uden om Apple. Det kræver samtykke fra brugeren, før en udvikler må sende en mail og tilbyde dette, rapporterer MereMobil.dk

Der er ingen tvivl om, at udfaldet af retssagen mellem Epic Games og Apple bliver afgørende. Det vil også få stor betydning, hvis andre lande rasler med sablerne, mens de rømmer sig og kigger mod den nye sydkoreanske lovgivning.

Man skal huske på, at det handler om milliarder af dollars. Alenen i 2020 faciliterede Apple 643 milliarder dollars via betalingssystemet i App Store, hvilket er en stigning på 24 procent i forhold til 2019.

Michael Kilschow Hansen
Redaktør / Nyhedsjournalist

Michael har arbejdet journalistisk næsten hele sit arbejdsliv - og har i årenes løb beskæftiget sig med online nyhedsmedier, radio, tv, ugeblade, magasiner, musik- og filmjournalistik. Michael har været en del af TechRadar Danmark-teamet siden januar 2021. 

Han eeelsker sin iPhone, sin iPad og sin iMac - men på et ikke-religiøst niveau, og er voldsomt nysgerrig på, hvad andre tech-brands kan tilbyde.

Arbejde og hobby mødes i en smuk fusion, når der skal skrives om streamingtjenester og deres indhold, nye premierer på serier, film og spændende dokumentarprogrammer.