Salget af mikrochips rammer rekordhøjt niveau

microchips
(Foto: Pixabay)

Efterspørgslen på mikrochips er nu så enorm at markedet har ramt et rekordhøjt niveau. I 2021 passerede salget af chips 500 milliarder dollar.

Det præcise beløb lyder på 555,9 milliarder dollar, og er en stigning på 26 procent sammenlignet med året før.

Tal fra den amerikanske brancheorganisation for chipproducenter (SIA) viser desuden, at efterspørgslen kommer til at stige signifikant, skriver erhvervsmediet CNBC.

Det er første gang nogensinde, at salget af de eftertragtede chips passerer 500 milliarder dollar, svarende til 3.722 milliarder danske kroner.

"I 2021, under den fortsatte globale mangel på chips, har producenterne af halvledere øget produktionen markant til usete niveauer for at imødekomme den høje efterspørgsel, der giver det rekordhøje salg af enheder, der er blevet sendt afsted, " siger formand og administrerende direktør for SIA, John Neuffer til CNBC.

Kina er fortsat det land i verden, der står for den største globale omsætning. Landet købte chips for 192 milliarder dollar alene i 2021, og står altså for knap halvdelen af den globale handel.

Den massive efterspørgsel har dog fået både USA og EU til at skrue op for sin egen produktion. I USA har Intel investeret massivt i nye fabrikker, mens EU har sat gang i en række initiativer, der skal styrke EU's placering på markedet.

EU-Kommissionen har som erklæret mål, at 20 procent af verdens chips skal produceres i EU's medlemslande inden 2030.

Michael Kilschow Hansen
Redaktør / Nyhedsjournalist

Michael har arbejdet journalistisk næsten hele sit arbejdsliv - og har i årenes løb beskæftiget sig med online nyhedsmedier, radio, tv, ugeblade, magasiner, musik- og filmjournalistik. Michael har været en del af TechRadar Danmark-teamet siden januar 2021. 

Han eeelsker sin iPhone, sin iPad og sin iMac - men på et ikke-religiøst niveau, og er voldsomt nysgerrig på, hvad andre tech-brands kan tilbyde.

Arbejde og hobby mødes i en smuk fusion, når der skal skrives om streamingtjenester og deres indhold, nye premierer på serier, film og spændende dokumentarprogrammer.