I år brænder sankthansbålet på fladskærmen

Et knitrende bål på fladskærmen i stuen bliver det tætteste mange danskere kommer på et sankthansbål i år, hvor det aktuelle afbrændingsforbud truer midsommer-festlighederne i store dele af landet. I hvert fald oplyser den danske producent af en dvd med sankthansbål, Peter Bindner, at der har været så stor rift om dvd’en i år, at den nu er totalt udsolgt.

"Sankt Hans Bål på DVD blev produceret i 2007 som en sjov idé, " lyder det fra ejeren af PB Action Fest & Eventbureau, Peter Bindner, der i sin tid optog videoen på en mark ved sit eget sommerhus og derefter fik clearet musikken, den originale “Midsommervisen” sunget af Aksel Schiøtz.