Flere end på en normal mandags aften søgte til danske nyhedssider, da de store sociale medieplatforme Facebook og Instagram mandag 4. oktober var nede om aftenen. Det viser tal fra Dansk Online Index, som udgives af Danske Medier Research. Det skriver brancheorganisationen Danske Medier i en pressemeddelelse.
- Clubhouse - her er alt, hvad du skal vide
- LinkedIn arbejder på rival til Clubhouse
- De bedste Android-mobiler i 2021
En sammenligning mellem trafikken på nyhedsmedier og hjemmesider på den pågældende mandag aften 4. oktober med den foregående mandag 27. september viser, at der 4. oktober var 19 pct. flere besøg på danske mediesider end 27. september. Det svarer til ca. 500.000 flere besøg på tværs af danske medier. Det rapporterer MediaWatch.
Antallet af sidevisninger steg samtidig med 40 pct. sammenlignet med mandagen forinden, hvilket er en stigning på ca. 5,5 mio. sidevisninger. Optællingen er foretaget mellem kl 19 og 23 i det tidsrum, hvor Facebook og Instagram var nede.
Ifølge Danske Medier stod de 20 største redaktionelle nyhedsmedier for 80 pct. af trafikken. Ser man på trafikken for hele dagen 4. oktober viser det sig, at de 20 største medier fik 23 pct. flere sidevisninger sammenlignet med tallene fra ugen før.
Det var en intern fejl, der var skyld i det timelange nedbrud. Ifølge Facebook skyldtes det et fejlslagent forsøg på at konfigurere Facebooks routere. Fredag blev der på ny rapporteret om tekniske problemer på det Facebook-ejede Instagram.
Udover den øgede trafik, det har givet traditionelle mediesider, har andre sociale medier også meldt om vækst under nedbruddet. Det gælder bl.a. den russiske beskedtjeneste Telegram, som tidligere på ugen meldte om en stigning på 70 mio. brugere under mandagens Facebook-nedbrud.