TechRadar Konklusion
Garmin Vivosmart 5 er en let og kompakt fitnesstracker til dem, der vægter data højere end design. Den har ikke samme smarte udseende som en Fitbit Luxe eller Inspire 2, men den byder på en hel del mere info og indsigt, og bruger du Garmin Connect-mobilappen, som er gratis at bruge, får du endnu flere muligheder. Det er lidt en skam, at den ikke har indbygget GPS, men leder du efter en god fitnesstracker, der kan holde styr på dit daglige velbefindende, aktiviteter og restitutionsstatistikker, er det en fremragende mulighed.
For
- +
Veldesignet interface
- +
Utrolig let og behagelig at bære
- +
Automatisk aktivitetssporing
- +
Virkelig god søvnsporing
Imod
- -
Monokrom skærm
- -
Ingen indbygget GPS
- -
Skærm af polykarbonat i stedet for hærdet glas
Hvorfor du kan stole på TechRadar
Garmin Vivosmart 5: Kort gennemgang
Garmin Vivosmart 5 er en meget let fitnesstracker, der har taget kampen op mod Fitbit, og den klarer sig temmelig godt. Trackeren har helt sikkert ikke det samme attraktiv look som fx Fitbit Charge 5 og Fitbit Luxe. Den er mere funktionsorienteret og har en monokrom skærm, men den er praktisk og giver dig masser af data lige ved hånden.
Størrelse: 19,5 x 10,7 x 217 mm (lille), 19,5 x 10,7 x 255 mm (stor)
Vægt med rem: 24,5 g (lille), 26,5 g (stor)
Skærmtype: OLED i gråtoner
GPS: Nej
Sportstilstande: 14 i alt, 10 tilgængelige på uret ad gangen
Operativsystem: Garmin Watch OS
Den mest åbenlyse opgradering fra Vivosmart 4 er den større skærm med højere opløsning. Garmin gør god brug af den ekstra plads og har proppet den med en imponerende mængde data, som bl.a. inkluderer grafer og diagrammer med trends. Det er noget, du ikke får med mange fitnesstrackere i den størrelse. Selvom skærmen ikke byder på forskellige farver, er den let overskuelig og nem at aflæse.
Vivosmart 5 har ikke indbygget GPS som fx Fitbit Charge 5. Det betyder, at den er afhængig af en Bluetooth-forbindelse til din telefon for at overvåge din rute og dit tempo under udendørs aktiviteter. Du kan også bruge det indbyggede accelerometer til at estimere distance og tempo, men da det kun er en grov estimering, er det ikke 100% nøjagtigt.
Nogle af Fitbits bedste funktioner (som fx avanceret sporing af søvn og stress) er kun tilgængelige, hvis du har et Fitbit Premium-abonnement. Garmins data og statistikker er derimod tilgængelige helt gratis i den fantastiske Garmin Connect-app. Her kan du også finde et udvalg af guidede træningsprogrammer og tilpassede træningsprogrammer for cykling og løb. Du får ikke det samme store videobibliotek, som du gør med Fitbits premium-tjeneste. Til gengæld er der ingen låst indhold, som du skal betale for at få adgang til.
Vivosmart 5 er ikke helt så begyndervenlig som de mere simple Fitbit-modeller. Den er meget mere funktionsorienteret, men hvis du elsker data og statistikker, er det helt sikkert lige noget for dig.
Vivosmart 5 kan også være et smart valg, hvis du allerede ejer et fedt Garmin-sportsur men har brug for et mindre aktivitetsarmbånd til hverdagsbrug, når du ikke træner. Garmin Connect-appen understøtter nemlig flere enheder, og på den måde har du altid adgang til alle dine data, uanset hvilket ur du har på.
Pris og tilgængelighed
- Tilgængelig hos danske forhandlere
- Vejledende pris: 1.199 kr.
Garmin Vivosmart 5 blev lanceret i april 2022, 4 år efter Vivosmart 4 kom på markedet. Fitnesstrackeren kan i øjeblikket købes hos forskellige danske forhandlere, og den vejledende pris er 1.199 kr.
Det er mere eller mindre standardpris for en avanceret fitnesstracker, men hvis du er en mere seriøs løber og leder efter et aktivitetsarmbånd med indbygget GPS, er Garmin Forerunner 55 muligvis et bedre valg.
Batterilevetid
- 7 dage i smartwatch-tilstand
- 4 dage med alle sensorer og søvnsporing aktiveret
Vivosmart 5 har den samme batterilevetid som Vivosmart 4. Garmin lover at det kan holde i op til 7 dage i smartwatch-tilstand, men hvis du aktiverer SpO2-overvågning reduceres batterilevetiden en del. I vores test klarede batteriet 4 dage og nætter med 24-timers SpO2-overvågning aktiveret og sporing af én træning pr. dag. Det tog os lidt over 2 timer at genoplade batteriet fra 0-100%.
Design og display
- Større skærm end Vivosmart 4
- Fås i to størrelser
- Ny fysisk knap på fronten
Garmin Vivosmart 5 fås i to forskellige størrelser: small/medium (til håndled med en omkreds på 122 mm-188 mm) og stor (til håndled med en omkreds på 148 mm-228 mm).
Ved første øjekast minder Vivosmart 5 meget om Vivosmart 4. Selve trackeren har et slankt design, og sidder i en rem lavet af blødt silikone. Med 5’eren kan du dog udskifte remmen - helt uden brug af værktøj! Det eneste, du skal gøre, er at bøje remmen lidt bagud, indtil selve enheden popper ud, og herefter placere den i den nye rem.
Vivosmart 5 har ikke den samme aluminiumsrammen som sin forgænger. Det er muligt, at det får den til at se knapt så stilfuld ud, men til gengæld betyder det også, at den vejer mindre. Den lille/mellemstore version, som vi testede, vejer kun 24,5 g (inklusive rem), mens den store model vejer 26,5 g, så det er virkelig en letvægter.
Garmin har også skiftet berøringsknappen ud med en fysisk knap. Det virker måske som et mærkeligt valg, da det går lidt udover det stilfulde look, men vi synes faktisk, at det er en fantastisk smart og praktisk ændring, da det gør Vivosmart 5 meget nemmere at betjene, når du har handsker på, eller hvis du har våde hænder. Enheden er nemlig også vandtæt og kan bruges til svømning (dog ikke til dykning eller ekstreme vandsportsdiscipliner).
På bagsiden finder du de optiske puls- og SpO2-sensorer samt opladningsstikket. Vivosmart 5 bruger det samme opladningskabel som alle de nyere Garmin-enheder.
Den måske mest åbenlyse forskel mellem Vivosmart 5 og Vivosmart 4 er dens nye, større OLED-skærm. Vivosmart 5 har en skærm med højere opløsning end forgænger, men den er stadig monokrom. Det gør den lidt mindre iøjnefaldende end Fitbit Luxe, men Garmins designere har virkelig formået at udnytte den begrænsede plads, og du får en imponerende mængde data på skærmen. På Vivosmart 4 blev længere tekststykker nogle gange afskåret, men på 5’eren kan du nemt scrolle i teksten, og du får mindst 3 statistikker på skærmen ad gangen.
Vivosmart 5 er også udstyret med en lyssensor, som automatisk justerer lysstyrken på skærmen alt efter omgivelserne. Det fungerer ret godt, men du har også mulighed for at vælge lysstyrkeniveauet manuelt, justere timeout-perioden, før skærmen går i dvale, eller vælge at displayet altid skal være tændt. Det kan selvfølgelig påvirke batterilevetiden.
Sundhedssporing
- Fremragende søvnsporing
- SpO2-overvågning dræner batteriet hurtigt
- Stressovervågning fungerer godt
Vivosmart 5 overvåger automatisk din søvn, og i vores test registrerede den nøjagtigt, hvornår vi faldt i søvn og vågnede. Sporingen af søvnstadiet var stort set det samme som det, vores Withings Sleep Analyzer registrerede. Hver morgen får du en minirapport med en søvnscore (baseret på din søvnvarighed og de forskellige søvnstadier), en lille vejrudsigt for den kommende dag og et hurtigt overblik over dine kommende kalenderbegivenheder. Du kan udforske dine søvndata mere detaljeret ved hjælp af Garmin Connect-appen.
Den eneste ulempe er, at Garmins søvnsporing ikke tager højde for, om du tager dig en lur i løbet af dagen. Hvis du fx snupper en lille skraber om aftenen, kan det lave rod i hele søvnovervågningen. Amazfit-enheder er ret gode til at spore en lur midt på dagen, og vi kan kun håbe, at Garmin inden alt for længe får opdateret sine søvn- og restitutionsalgoritmer.
Du kan også vælge at aktivere SpO2-overvågning om natten eller i alle døgnets 24 timer, men som vi nævnte tidligere, påvirker det batteriets levetid temmelig meget. Medmindre du fx lider af søvnapnø eller træner i højereliggende områder og har brug for at holde øje med iltmætning, kan det være fornuftigt at holde den slukket.
Garmin kombinerer data fra din søvn og daglige aktiviteter for at generere en Body Battery-score, som er et estimat for, hvor meget energi du har til at tackle dine opgaver i løbet af dagen. Det svarer nogenlunde til Fitbits Readiness Score, men med Garmin-enheder som Vivosmart 5 se ændringer i realtid og tilpasse dine planer, mens du er på farten.
Body Battery-score er et nyttigt værktøj, og det er nemt og hurtigt at få adgang til. Det giver dig også en praktisk graf, der viser, hvordan din score har ændret sig i løbet af de sidste 4 timer, og om dit energiniveau 'oplader' eller 'drænes'. Selvom det er en forholdsvis lille skærm, er pladsen udnyttet godt, så du har ikke brug for hele tiden at skulle åbne appen på din telefon for at se mere.
Stressovervågning er et andet praktisk værktøj i hverdagen. I modsætning til Fitbit Sense og Charge 5, som måler stress ved at måle elektrodermal aktivitet, det vil sige udsving i hudens temperatur, bruger Vivosmart 5 en algoritme kaldet Firstbeat Analytics der er baseret på pulsvariabilitet.
Funktionen kan ikke altid skelne mellem fysisk og følelsesmæssig stress, men det slår fra under sporede træningssessioner, så det burde give dig en nogenlunde idé om din mentale tilstand. Hvis du begynder at mærke spændinger, kan Vivosmart 5 (som alle de seneste Garmin-ure) guide dig gennem en meget grundlæggende, men effektiv vejrtrækningsøvelse for at sænke din puls.
Sporing af træning
- Kan gemme 10 træningstilstande
- Ingen indbygget GPS
- God pulsmåler
Som vi nævnte tidligere, har Garmin Vivosmart 5 ikke et indbygget GPS-modul. I stedet bruger den din telefons GPS til at spore dit tempo og din rute under udendørsaktiviteter, så hvis du vælger at løbe eller cykle uden din mobil, vil du kun få de grundlæggende træningsstatistikker.
Du får et stort udvalg af forskellige sportsaktiviteter at vælge imellem, men Vivosmart 5 kan kun gemme 10 ad gangen, så du er nødt til at bruge et øjeblik på at konfigurere dine foretrukne aktiviteter i Garmin Connect-appen først. Herefter kan du nemt og hurtigt vælge din aktivitet på uret og komme i gang.
Automatisk aktivitetssporing fungerer også ret godt, og du kan vælge, hvor længe Vivosmart 5 skal vente, før den begynder at tracke.
Du skal dog være opmærksom på, at enheden ikke opretter forbindelse til din telefons GPS, medmindre du påbegynder tracking af din træning manuelt. Du får stadig afstandsmåling ved hjælp af enhedens accelerometer, men det vil ikke være ligeså nøjagtigt. Under en løbetur på 5 km var afstanden målt til at være 150 meter kortere, og under en intervaltræningssession var tempoet skudt helt ved siden af.
Vivosmart 5 bruger ikke den samme pulsmåler som de nyere Fenix 7 og Forerunner 55-sportsure, men alligevel var den ret præcis under vores intervaltræningstest. Du kan også vælge at sende pulsmålingerne til en parret enhed via ANT+ -kompatible enheder som fx løbebånd.
Når din træningssession er slut, deles dataene næsten øjeblikkeligt med Garmin Connect-appen, forudsat at din telefon er inden for Bluetooth-rækkevidde. Uret kan gemme data fra syv trackede aktiviteter, så der er ingen grund til panik, hvis du ikke kan synkronisere med det samme.
Andre funktioner
- Ingen indbygget musikafspilning
- App- og opkaldsnotifikationer
Du kan desværre ikke lagre musik på din Vivosmart 5, men det er heller ikke den helt store overraskelse, når man tænker på den lille størrelse. Du kan dog bruge den som fjernbetjening til din telefons medieafspiller, så du slipper for at skulle hive din mobil op af en lommen, hver gang du vil skifte sang.
Du kan heller ikke bruge den til at fortage opkald. Hvis det er vigtigt for dig, er Garmin Venu 2 Plus muligvis en bedre løsning til dig. Du får dog vibrationsnotifikation om indgående opkald og sms'er, og du kan se små uddrag af SMS-, e-mail- og app-notifikationer ved at trykke på dem, når de popper op på dit Vivosmart 5-display.
En anden praktisk funktion er, at du kan bruge Vivosmart 5 til at finde din telefon - eller omvendt. Det gælder også selvom din telefon er på lydløs.
Tilhørende app
- Data synkroniseres næsten øjeblikkeligt
- Velorganiseret og nem at forstå
- Alt indhold er gratis
Som alle andre Garmin fitnesstrackere og sportsure synkroniserer Vivosmart 5 data med Garmin Connect. Appen understøtter flere enheder samtidig, så du kan nemt og uden problemer skifte mellem et stort GPS-sportsur og et mindre Vivosmart-aktivitetsarmbånd. Alle data og aktiviteter samles i appen uanset, hvilken enhed der blev brugt til at registrere dem.
Garmin Connect er en af de bedste apps af slagsen. Den giver dig en enormt mængde data, der er enkelt, overskuelig og nemt at forstå. Startskærmen i appen er et dashboard, der indeholder statistik for den aktuelle dag som bl.a. puls, stressniveau, energiniveau, menstruationscyklus og seneste træningssessioner. Du kan tilføje, fjerne og arrangere dem alle, så opsætningen passer bedst til dig og dine behov.
Ved at trykke på en af statistikkerne, kan du få adgang til endnu flere detaljer og information om dit helbred, fitness og træning.
Alt, hvad der findes i Garmin Connect, er gratis, men hvis du tænker på at bytte din Fitbit ud med en Garmin-enhed, skal du være opmærksom på, at der er knapt så mange guidede træningsprogrammer til rådighed. Hvis du er løber eller cykelrytter, vil du helt sikkert sætte pris på de adaptive træningsplaner, der er designet til at hjælpe dig med at nå et bestemt træningsmål, men du får ikke det samme store udvalg af guidede videoer som med et Fitbit Premium-abonnement.
Hvad er den bedste fitnesstracker for dig? Det afhænger helt og holdent af dine personlige præferencer og behov. Hvis du allerede er glad for en træningsrutine, kan den dataspækkede Vivosmart 5 være lige noget for dig. Leder du derimod efter inspiration og mere af en fællesskabsoplevelse, så er det måske bedre at overveje, om et Fitbit-abonnement kan passe ind i dit månedlige budget.
Se også:
Garmin Fenix 7
Hvis du virkelig vil gå all-in og leder efter et avanceret multisportsur i ekstra slidstærkt design med GPS, plads til musiklagring, lang batterilevetid, avancerede træningsfunktioner og meget mere, er Fenix 7 måske lige noget for dig. Godt nok er vi oppe i en helt anden prisklasse, men hvis du er seriøs omkring din træning og leder efter en sportsur i topklasse, er det en god mulighed.
Læs vores fulde anmeldelse: Garmin Fenix 7
Fitbit Luxe
Hvis Vivosmart 5 er for almindelig til din smag, og du vil have noget mere attraktivt på dit håndled, er Fitbit Luxe et godt alternativ. Selvom den har en AMOLED-farveskærm, har den nogenlunde den samme batterilevetid som Vivosmart, og så tilbyder den alle de vigtigste funktioner til fitnesstracking.
Læs vores fulde anmeldelse: Fitbit Luxe
Køb den hvis...
Du elsker data og statistikker
Vivosmart 5 indsamler en enorm mængde data om dine aktiviteter, og det er imponerende, hvor meget Garmins interfacedesignere har formået at proppe ned i sådan en lille skærm.
Dit almindelige sportsur er for stort til hverdagsbrug
Hvis du ejer et Garmin-sportsur men føler at det er for stort til hverdagsbrug, kan du bruge Vivosmart 5 til at indsamle data i løbet af dagen og skifte til dit primære sportsur, når du skal træne. Alle dine data fra begge enheder samles i Garmin Connect-appen.
Køb den ikke hvis...
Udseende betyder alt
Vivosmart 5 er en af de mest funktionsorienterede fitnesstrackere, vi har testet for nyligt. Det er absolut ikke fordi den er grim, og det, at du kan skifte rem på få sekunder, er en lækker bonus, men den er primært designet med funktionalitet for øje.
Du har brug for en robust og holdbar enhed
Skærmen på Vivosmart 5 er lavet af polykarbonat i stedet for hærdet glas som de fleste andre Garmin-enheder. Det gør selvfølgelig, at den ikke vejer så meget, men det betyder også, at den er mere udsat for skrammer og ridser. Vi havde ingen problemer i vores test, men det er noget, man lige skal være opmærksom på.
Vivi har flere års erfaring inden for en bred vifte af emner og arbejdet for højt profilerede virksomheder i bl.a. tech-branchen med fokus på nyheder, anmeldelser, guides og idéer til problemløsninger. Hun elsker at være i stand til at hjælpe folk med at finde måder og produkter, der gør livet lidt lettere i hverdagen. Vivi har arbejdet det meste af sit liv i musik- og underholdningsbranchen. Hun har stor passion for alt, hvad der har med musik og film at gøre, og streaming ligger højt på listen over hendes interesser.
- Cat EllisHomes Editor