Trump går rettens vej for at få adgang til Twitter igen
Efter stormløb på Kongressen suspenderede Twitter Trumps konto
USA's tidligere præsident Donald Trump vil gå rettens vej i et forsøg på at få genoprettet sin konto på Twitter.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
Det sociale medie suspenderede i januar kontoen "permanent", få dage efter at tilhængere af Trump havde stormet Kongressen i Washington D.C.
Det skete af bekymring for, at Trump med sine beskeder ville "opildne" til yderligere vold, lød begrundelsen.
En politibetjent mistede livet, da uromagere tiltvang sig adgang til Kongressen.
Kort tid forinden havde Trump i en tale gentaget sin påstand om, at præsidentvalget blev stjålet fra ham.
- Trump sagsøger Facebook, Twitter og Google
- Facebook udelukker Trump i to år
- Twitter er seneste sociale medie, der sætter en stopper for Donald Trump
Inden den permanente udelukkelse havde Twitter spærret Trumps konto i 12 timer, efter at han havde betegnet de personer, der deltog i stormløbet, som "patrioter".
Få daglig indsigt, inspiration og tilbud i din indbakke
Tilmeld dig de seneste nyheder, anmeldelser, meninger, topteknologiske tilbud og mere.
I et søgsmål, der blev indleveret til en forbundsdomstol i Miami i Florida fredag, hævder Trumps advokater, at det var medlemmer af Kongressen som "tvang" Twitter til at udelukke ham.
Advokaterne beskylder desuden Twitter for at censurere Trump og påstår, at det er i strid med den amerikanske forfatning.
Trump var dagligt aktiv på Twitter og havde næsten 89 millioner følgere, da han blev fjernet fra platformen.
Efter sin udelukkelse reagerede Trump ved at antyde, at han ville undersøge muligheden for at etablere sin egen platform.
Twitter afviste lørdag at kommentere søgsmålet.
Facebook og Googles videoplatform YouTube har også suspenderet Trump af samme årsag som Twitter.
Facebooks forbud gælder indtil 7. januar 2023, mens YouTubes er permanent, skriver AP.
I juli sagsøgte Trump net-giganterne Facebook og Google. Han beskyldte dem for at have censureret ham og forsøgt at undertrykke konservative synspunkter.
Michael har arbejdet journalistisk næsten hele sit arbejdsliv - og har i årenes løb beskæftiget sig med online nyhedsmedier, radio, tv, ugeblade, magasiner, musik- og filmjournalistik. Michael har været en del af TechRadar Danmark-teamet siden januar 2021.
Han eeelsker sin iPhone, sin iPad og sin iMac - men på et ikke-religiøst niveau, og er voldsomt nysgerrig på, hvad andre tech-brands kan tilbyde.
Arbejde og hobby mødes i en smuk fusion, når der skal skrives om streamingtjenester og deres indhold, nye premierer på serier, film og spændende dokumentarprogrammer.