Google afslører: Det har danskerne søgt på i 2018

Google har åbnet et vindue til den danske folkesjæl anno 2018 med deres nye opgørelse over, hvilke ord, personer og spørgsmål, vi har oftest har skrevet i søgefelterne herhjemme i år.

Tilsammen søgte vi 5.000.000 gange på ordet Facebook, som dermed er nummer ét på top 100-listen over de mest googlede ord i Danmark. I sig selv er det nok ikke er så overraskende endda. 

I år består overraskelsen i, at Facebook er det ord, det har haft det største fald sammenlignet med 2017, idet det er gået tilbage med hele 27 procent. Måske er danskernes begejstring over det sociale medie kølnet lidt efter Facebooks rolle i Cambridge Analytica-skandalen…

Til gengæld har vi danskere været ret varme på vejret i 2018. Ordet vejret er gået frem med 78 % i forhold til sidste år og er dermed er det søgeord, der har haft den største stigning i antallet af månedlige søgninger i år. 

Nummer to på listen over ord med størst fremgang er xvideos, om end søgningen efter de frække videoer "kun" er gået frem med 27 procent.

Fakta og finurligheder

Nysgerrigheden over for (andres) seksualitet er måske også forklaringen på, at politikeren og iværksætteren Tommy Ahlers er strøget helt til tops på top 10-listen over personer, der er gået mest frem i søgningerne i 2018. Uddannelses- og forskningsministeren, der sprang ud som biseksuel i sommer, er nemlig gået frem med gigantiske 1433 procent sammenlignet med året før.

Tommy Ahlers befinder sig dog ikke nær toppen af listen, når det handler om de 100 mest søgte personer i 2018. Her indtages førstepladsen suverænt af Kim Larsen, som vi jo desværre mistede i efteråret, og som vi danskere har søgt på 60.500 gange indtil videre i år. Det kan end ikke skandaleombruste Donald Trump komme i nærheden af, for den amerikanske præsident må nøjes med en fjerdeplads.

En af de mest underholdende kategorier er Googles top 100-liste over søgte spørgsmål i årets løb. Udover nogle ret forudsigelige spørgsmål, for eksempel om det aktuelle ugenummer, er der også en del finurligheder på listen: Hvordan laver man slim? (nr. 11), hvor gammel er jeg? (nr. 40), hvor er jeg? (nr. 78) og hvad er det der gør jul til noget særligt? (nr. 94).

Har du lyst til at gå på jagt efter flere Google-guldkorn, kan du se alle søgetjenestens nye top-lister her.

Foto: Pixabay