Apple løfter sløret: Ny iPad Pro, MacBook Air og Mac Mini
Redesign og store opgraderinger - plus en ny pen
Takket være en syndflod af spekulationer og læk forud for Apples store lanceringsevent i går, tirsdag, bød begivenheden i New York ikke på kæmpe overraskelser.
Men der var bestemt heller ikke skuffede miner i salen i Brooklyn, for techgiganten leverede stort set det, som mange Apple-fans havde forventet og set frem til: To nye iPad Pro-modeller, en ny MacBook Air og Mac Mini – samt en ny Apple Pencil.
Alle de nævnte enheder kan forudbestilles nu og er klar til levering fra den 7. november 2018.
iPad Pro
Den nye 2018-model af iPad Pro har været genstand for en større overhaling. For det første er enheden i sig selv blevet mindre, idet kanten omkring skærmen er blevet markant smallere hele vejen rundt.
Samtidig er den med en tykkelse på 5,9 mm er skrumpet hele 10 mm i forhold til den foregående generation. Det gælder både den mindste model på 11 tommer (før var det 10,5 tommer) og den største model på uændrede 12,9 tommer.
Med det nye design går skærmen næsten helt ud til kanten. Og som vi havde forventet, er der ikke blevet plads til en Hjem-knap på de nye iPad Pro'er, hvor du i stedet skal svirpe opad på skærmen ligesom på de seneste iPhones, såsom iPhone XS.
Der er heller ingen fingeraftryksscanner, da der nu skal låses op med Apples Face ID-funktion til ansigtsgenkendelse.
Få daglig indsigt, inspiration og tilbud i din indbakke
Tilmeld dig de seneste nyheder, anmeldelser, meninger, topteknologiske tilbud og mere.
Desuden har Apple erstattet deres Lightning-port med en almindelig USB-C port, hvilket gør det muligt at forbinde iPad Pro med et større udvalg af eksterne enheder. Til gengæld er 3,5 mm jack-stikket forsvundet, så nu må du købe en omformer fra 3,5 mm til USB-C, hvis du vil bruge hovedtelefoner med kabel.
Under den nye Liquid Retina-skærm, som iPad Pro 2018 er blevet udstyret med, gemmer der sig en A12X Bionic chip. Apple siger selv, at det er "den stærkeste og mest intelligente chip", de nogensinde har lavet.
Endelig må vi ikke glemme eventens mindste nyhed i fysik forstand: Den nye Apple Pencil, som kun er kompatibel med iPad Pro 2018. Pennen har blandt andet fået et nyt design med flade kanter, så den ikke så let ruller væk, ligesom den kan oplade automatisk, når du sætter den fast på din iPad Pro ved hjælp af en indbygget magnet.
Prisen for en nye iPad Pro starter ved 6.699 kroner for basismodellen på 11 tommer med 64 GB lagerplads, mens den nye Apple Pencil koster 1.049 kr.
Læs vores første indtryk af de to nye iPad Pro-modeller her og her (hhv. den lille og den store model).
Du kan også få flere detaljer om den nye pen her.
Macbook Air
Fra starten satte MacBook Air standarden for nye bærbare, og med den nye udgave er Apple gået endnu længere. Den er både tyndere og lettere – den vejer blot 1,25 kilo – men ikke mindst, så er MacBook Air 2018 blevet udstyret med en 13,3 tommer stor Retina-skærm. Den kan ifølge Apple prale af 48 procent flere farver end før og fire gange så mange pixels, som du får med en HD-skærm.
Den sorte ramme om skærmen er desuden blevet 50 procent tyndere, og skærmglasset går helt ud til kanten af kabinettet.
Med hensyn til den for mange brugere altafgørende batteritid, så lover Apple, at den kan holde til en hel dags arbejde. Om det passer vender vi tilbage til, når vi har haft den under kærlig behandling.
Med hensyn til de rå kræfter, så er der også her kælet for brugeren. Som vi tidligere har gættet på, så får du ganske rigtigt en får en 8.-generations Intel Core i5-prosessor, op til 16 GB RAM samt op til 1,5 TB SSD-disk. Dermed skulle der være kræfter til de fleste opgaver.
Det nye tastatur er udstyret med en 'sommerfugle'-mekanisme, der ifølge Apple giver fire gange så stor stabilitet i tasterne i forhold til et traditionelt tastatur. Hertil kommer, at de individuelle taster er udstyret med baggrundsbelysning, som gør det nemmere at arbejde ved dårlig belysning.
Af andre features kan vi nævne Force Touch-pegefeltet, der gør, at man ved hjælp af små forskelle i, hvor hårdt man trykker, kan bruge Mac'en på forskellige måder. Den kommer også med Touch ID, der nu er indbygget. Det vil sige, at man kan logge på med en berøring med fingeren, og bruger man Apple Pay, er det noget nemmere at shoppe på nettet.
Endelig kan den nye MacBook Air fås i farverne space, grå og guld, og selvfølgelig er selve kabinettet lavet af 100 procent genanvendt aluminium, så man ikke skal være flov over at medbringe den til mødet i Greenpeace.
Med 128 GB disk og 8 GB RAM er prisen 10.499 kroner, og med 256 GB disk og 16 GB RAM er prisen 12.299 kroner.
Mac Mini
Som ventet fik vi også en ny Mac Mini at se, og den har også fået sig en gevaldig overhaling. Mac Mini anno oktober 2018 kommer i to forskellige udgaver med henholdsvis med en 8. generations 3,6 GHz quad-core i3 processor og 3,0 GHz 6-core i5 processor med Turbo Boost op til 4,1 GHz.
Begge udgaver har 8 GB RAM og Intel UHD Graphics 630, men hvor den "lille" Mac mini har 128 GB disk, så kommer den "store" 6-kerne udgave med dobbelt så meget plads, nemlig 256 GB disk.
De nye Mac Minier kan selvfølgelig opgraderes med op til 64 GB RAM og 2 TB SSD disk. Derudover kommer de små enheder, der i designet minder mere om Apple TV, end nogen anden Mac, med Thunderbolt 3, HDMI 2.0 og mulighed for 10 Gb Ethernet.
Vi har tidligere skrevet om et læk, der forudsagde en billigere pris på Mac Mini, men nu kan vi altså konstatere, at prisen for versionen med 3,6 GHz quad-core i3-processor og 128 GB lagringsplads er 6.999 kroner, og at den større model med 3,0 GHz 6-core i5-processor med 256 GB disk kan købes for 9.699 kroner.
Fotos: Apple