TechRadar Konklusion
Apple Mac mini (2018) var lang tid undervejs, men den har været ventetiden værd. Denne brilliant designede mini-computer rummer nogle imponerende specifikationer og benytter samtidigt nogle smarte tricks til at opnå den imponerende ydeevne. Den er ikke billig, men har stadigvæk en meget konkurrencedygtig pris sammenlignet med andre mini-pc’er, især når man tænker på, hvad den er i stand til.
For
- +
Voldsomt imponerende specifikationer
- +
Samme kompakte design
- +
Fire USB-C Thunderbolt 3-stik
- +
Giver en masse for pengene
Imod
- -
Den integrerede grafik er ikke prangende
- -
Højere startpris
Hvorfor du kan stole på TechRadar
Med den nye Apple Mac mini (2018) viser Apple nu, at de mente, hvad de sagde, da de forsikrede os om, at de ikke havde glemt mini-udgaven af deres Mac. Til trods for at den har været et stort hit hos mange fans, så har Mac mini ikke været igennem en ordentlig opdatering i efterhånden fire år, men med ankomsten af den nye Mac mini, så har det i den grad ændret sig.
På papiret ser det ud til, at det har været ventetiden værd, da Apple hævder at Mac mini (2018) er fem gange hurtigere end den foregående Mac mini. Den forbedrede ydeevne kommer i form af nogle imponerende specifikationer, herunder en maksimal RAM-størrelse på 64GB og processorer med op til seks kerner.
Mac mini bliver nu også positioneret som et værktøj for kreative, hvor Apple hævder at den nye model er 30 gange hurtigere til at kode HEVC-video. Den har også en række tilslutningsmuligheder på bagsiden, og selv om der kun er et HDMI-stik, er der fire Thunderbolt 3 USB-C-stik til at klare det nødvendige.
Så har ventetiden på en opdateret Mac mini været det hele værd? Vi tager Apple’s mini-pc ud på en prøvetur, for at finde ud af det.
Her er den Apple Mac mini-konfiguration, som er sendt til TechRadar til anmeldelse:
CPU: 3.6GHz Intel Core i3-8100 (quad-core, 4 tråde, 6MB cache)
Grafik: Intel UHD Graphics 630
RAM: 8GB (2.666 MHz DDR4)
Lager: 128GB PCIe SSD
Stik: 4x Thunderbolt 3 (USB-C), 3,5mm hovedtelefon-stik, 2x USB 3, HDMI 2.0, Gigabit Ethernet
Tilslutninger: 802.11ac Wi-F, Bluetooth 5.0
Vægt: 2.9 pounds (1.3kg)
Størrelse: 19,7 x 19,7 x 3,6cm; B x D x H)
Pris og tilgængelighed
Dette års Apple Mac mini starter ved 6.999 kroner og går op til 9.699 kroner med de forskellige præ-konfigurationer. Hvis du ændrer disse konfigurationer, vil prisen også ændre sig, hvilket giver en vis fleksibilitet, når det handler om at få ydeevnen til at balancere i forhold til budgettet.
Hvis du kigger efter en Mac til at arbejde med kreative programmer, så er dette uden tvivl en mere overkommelig løsning end for eksempel iMac Pro, der koster 42.999 kroner for den grundlæggende model og på samme måde er rettet mod kreative.
Mere interesseret i Mac mini som en lille pc? Så må den nærmeste konkurrent være Intel Hades Canyon NUC, som er en kraftfuld, men barebones, mini-pc, som kører enten Windows eller Linux og koster omkring 6.500 kroner.
Det får prisen på Apple Mac mini til at virke ganske fornuftig, især når man tænker på, at man er nødt til at købe lager, hukommelse og operativsystem separat til NUC, hvilket giver nogle betydelige ekstraudgifter (selvom du selvfølgelig ikke behøver betale for Linux).
Design
Fans af de kompakte og rene linjer hos de tidligere Mac mini-udgaver, kan glæde sig over at den nye Mac mini i bund og grund holder sig til det samme design, med det samme lille, kvadratiske metal-design, som måler 19,7 x 19,7 x 3,6 cm og kun er en anelse tungere end den forrige Mac mini med en vægt på 1,3 kg, hvor de ældre mini’er vejede 1,19 kg.
Apple har foretaget enkelte mindre design-justeringer, hvor den nu findes i Space Gray så den matcher iMac Pro (det er nu den eneste farve, man kan vælge), og Apple fortæller med stolthed, at Mac mini i visse dele indeholder 60% genbrugsplast, og at kabinettet er fremstillet af 100% genbrugs-aluminium.
Apple har også præsteret den imponerende bedrift, det er at presse den mere kraftfulde hardware ind i det samme trange område, ved hjælp af en redesignet termisk arkitektur, som indbefatter en større blæser, udvidede ventilationsporte og en nyudviklet strømforsyning.
Skiftet til et PCIe solid state drev (SSD) som lager, gør ikke blot Mac mini hurtigere, det betyder også, at den kører ved en køligere temperatur, og at den er mere lydssvag – hvilket er essentielt for så lille en pc.
Med hensyn til stik, er Apple Mac mini (2018) forsynet med fire Thunderbolt 3 USB-C-stik, et HDMI 2.0-stik, to USB-A-stik, lydstik og Gigabit Ethernet sammen med muligheden for at vælge 10Gb Ethernet. I et af hjørnerne på bagsiden, er der en tænd/sluk-knap samt det stadigt mere sjældne (i hvert fald for Apple-produkter) 3,5 mm hovedtelefonstik.
Alle disse stik er placeret på bagsiden for at give et renere look, hvilket betyder, at der ikke stikker ledninger ud forskellige steder.
Med kun et enkelt HDMI-stik, skal du enten opgradere til en Thunderbolt 3-monitor eller leve med en adapter, hvis du vil tilslutte mere end en skærm. I betragtning af at Mac mini er bygget som et værktøj for kreative, er det ofte nødvendigt mere flere skærme, så mange brugere vil være nødt til at købe det ekstra tilbehør.
De gode nyheder er, at du med Thunderbolt 3 vil være i stand til at køre med to 4K-skærme ad gangen, og stadigvæk have to stik til overs – måske et til et eksternt grafikkort, som Mac mini 2018 understøtter. Som sædvanligt er der ikke inkluderet et tastatur, så det skal anskaffes som ekstra-tilbehør.
Som det også er almindeligt med Apple’s produkter, kan de ikke uden videre opgraderes, hvor det forholder sig anderledes med mini-pc’er, som Intel NUC eller Zotac ZBox. Det betyder, at når Mac mini på et tidspunkt begynder at trænge til en opdatering, så vil det ikke være så ligetil at åbne den og tilføje mere tidssvarende komponenter – ud over hukommelsen.
For dem, der kommer fra en pc-baggrund, hvor det ofte er af afgørende betydning, at der er mulighed for opgraderinger, vil dette virke frustrerende, men for dem, der er vant til Apple’s måde at gøre tingene på, vil det ikke være specielt overraskende.
Der er dog et par ting, som Apple har gjort, for at lindre brugernes problemer i forhold til at opgradere. For det første har man fra starten af gode muligheder for at konfigurere Apple Mac mini (2018), så man på den måde kan opgradere forskellige komponenter, inden man køber den, og være sikker på at få den Mac mini, der bedst passer til ens behov og pengepung.
Det er også værd at bemærke, at takket være den moderne teknologi i Apple Mac mini, skulle du forhåbentlig ikke have brug for at opgradere den foreløbigt. Og når man tænker på det slip, der er mellem hver ny udgave af Mac mini i disse tider, så er det nok godt det samme.
Alt i alt er vi glade for, at Apple har holdt fast i den lille størrelse på Mac mini, samtidigt med at de har fyldt den med mere kraftfulde komponenter og rigeligt med tilslutningsmuligheder. De, der gerne vil tilslutte flere skærme, skal dog tænke sig om en ekstra gang, på grund af det enlige HDMI-stik og fraværet af DisplayPorts.
Den nye Space Gray-farve ser godt ud, ligesom den gør på andre Apple-produkter, og kabinettet i 100% genbrugs-aluminium er også et positivt træk, som samtidig er med at give Mac mini’en en solid og robust udstråling.
Sådan klarede Apple Mac mini (2018) sig i vores række af benchmark-tests:
Cinebench CPU: 587 point;
Grafik: 40,75 fps
Geekbench 4 Single-Core: 4.733;
Multi-Core: 14.447
Ydeevne
Mac mini kører med 8. generation Intel Core-processorer i quad- og hexa-core udgaver, så vi havde store forhåbninger til dens ydeevne. Ifølge Apple leverer deres nye desktop-computer en ydeevne, der er fem gange højere end forgængeren.
Da Apple Mac mini er beregnet til kreativt brug, hvilket som regel indebærer noget krævende software og redigering af meget store filer, så er Apple Mac mini (2018) i højere grad end tidligere nødt til at kunne holde trit med kravene.
Valget af quad- og hexa-core 8. generation Intel Core processorer med Turbo Boost-hastigheder på op til 4,6GHz og understøttelse af op til 65GB 2.666 MHz-hukommelse (hvilket er fire gange den mængde, Mac mini 2014 kunne håndtere), vil uden tvivl sikre, at Apple mini føles hurtig og responsiv til de fleste opgaver, og har mulighed for at håndtere flere opgaver samtidigt takket være den store mængde RAM.
Den seneste Mac mini er udstyret med Apple’s T2 sikkerheds-chip, der er forsynet med en SSD-controller med simultan HEVC video-kodning, som er op til 30 gange hurtigere, hvilket er godt nyt for dem, der arbejder med video-redigering, og som gerne vil bruge Apple Mac mini i deres kreative arbejde.
Det eneste sted, hvor Apple Mac mini (2018) ikke helt lever op til sin egen høje standard, er i forhold til dens Intel UHD 630 integrerede grafik-chip. Vi ville meget hellere have set en eller anden form for dedikeret grafik-løsning, og enhver som bruger Apple Mac mini til grafisk krævende arbejde, såsom video-redigering og 3D-redigering, vil muligvis finde den integrerede grafik en smule begrænsende.
På den anden side, kan de der er ude efter nogle bedre præstationer på dette felt, altid tilslutte en eGPU.
Vi fik mulighed for at opleve, hvor fleksibel Mac mini (2018) er med en Black Magic eGPU sluttet til. Redigering af 4K-video med simultane effekter i Final Cut, kørte imponerende godt for så lille en maskine. Det var selvfølgelig det eksterne grafikkort, der klarede alt det tunge arbejde, men det var en god indikation af, hvordan den nye Mac mini kan bruges til kreative opgaver.
Apple viste os også en interessant opsætning, hvor en enkelt Mac mini (2018) var forbundet via en netværks-klynge med fem Mac mini (stablet oven på hinanden). Ved at benytte 10Gb Ethernet-stikket (hvis du vælger den mulighed, når du køber en Mac mini) så vi, hvordan man kan afvikle intensive processer (såsom at rendere video) over de tilsluttede Mac mini’er. Selve processen med at gøre dette er imponerende enkel i Final Cut, hvor det blot var et spørgsmål om at åbne en menu og vælge de tilsluttede Mac mini’er.
Når det var gjort, blev opgaven udført af de andre Mac mini’er, mens hoved-computeren stadigvæk kunne bruges til at arbejde på, uden at det havde nogen mærkbar betydning for dens ydeevne. Måske det mest imponerende af det hele var, at stablen af Mac mini-computere stort set forblev lydløse, selv når de arbejdede med disse intensive opgaver. For enhver, som har brugt flere pc’er sammen på komplekse projekter, og har måttet leve med lyden af blæsere, der larmede højlydt, vil dette være en anderledes behagelig løsning.
Der vil selvfølgelig ikke være mange, som kommer til at bruge en stabel Mac mini’er på den måde, men det er en god demonstration af, hvor alsidig den nye Mac mini er.
Ved almindelig dagligdags brug, var vi virkelig imponeret over den nye Mac mini, der virkede hurtig og responsiv med macOS 10.14 Mojave installeret. Programmerne åbnede og lukkede øjeblikkeligt, og selv mere krævende processer, såsom video-kodning, blev udført hurtigt – og lydløst.
Noget, som vi virkelig er begejstrede for ved denne nye Mac mini, er at Apple har skabt en kraftfuld og alsidig mini-pc, som er tilstrækkelig kompakt til, at man kan have den med sig rundt, eller gemt af vejen bag en skærm.
I vore benchmark-tests når Mac mini ikke op på de samme højder som Apple’s professionelle enheder, såsom MacBook Pro eller iMac Pro, men den klarer sig stadigvæk glimrende, især i multikerne-tests, takket være dens quad-core Intel-processor. Hvis du vælge Mac mini-konfigurationen med en hexa-core processor, kan du forvente endnu bedre resultater.
Det er også værd at huske på, at Mac mini er en del mindre bekostelig end begge de to andre enheder, selv når du medregner det faktum, at du skal bruge skærm, mus og tastatur til Mac mini.
Sammenlignet med den tidligere generation af Mac mini, er der ingen sammenligning: dette års Mac mini er i en helt anden kategori, når det handler om ydeevne. Hvis du er vild med Mac mini og har ventet på en opgradering, så vil du blive meget tilfreds med den nye Mac mini.
Vurdering
Vi er mange, der i årevis har gået og håbet på, at Apple ville udsende en opdateret version af den populære Mac mini, så vi var behørigt begejstrede, da det Cupertino-baserede firma endelig præsenterede den nye Mac mini tidligere på året. Og dette er ikke bare en hurtig opdatering til at holde de mere højrøstede Mac mini-fanatikere i ro.
Det, vi har fået, er en Mac mini, der har fået en gennemgribende overhaling, som på visse områder ligger langt over, hvad vi havde håbet på. Dette er en meget kompetent lille maskine, som rummer nogle fremragende moderne funktioner og komponenter, og leverer en ydeevne på et niveau, som sætter mange andre mini-pc’er i skyggen.
Apple har erkendt at computer-landskabet har ændret sig siden den forrige Mac mini blev lanceret. Dengang var Mac mini tænkt som en computer til den mere sporadiske bruger, såvel som en enhed, der med sin høje tilgængelighed kunne lokke brugere til fra Windows-platformen.
Med den stigende udbredelse af laptops, og hvor den billigste MacBook nu fungerer som en slags krydsning, har Apple rettet Mac mini mod kreative bruger og professionelle.
Det lyder måske mærkeligt, men det virker faktisk. Dette er en fremragende lille maskine, som er helt sin egen, men kombineret med en eGPU (eller sågar nogle få ekstra Mac mini’er), så har du en kraftfuld maskine, som kan klare de helt tunge opgaver. Det, at den kan skaleres på denne måde, samtidigt med at den giver mulighed for at bruge en eksisterende skærm og andet tilbehør, giver tilsammen en meget fleksibel maskine.
Den har også en meget konkurrence-dygtig pris, sammenlignet med andre mini-pc’er med en tilsvarende ydeevne. Vi har ventet længe på en opdateret Mac mini, men efter vores mening har det afgjort været ventetiden værd.
Matt is TechRadar's Managing Editor for Core Tech, looking after computing and mobile technology. Having written for a number of publications such as PC Plus, PC Format, T3 and Linux Format, there's no aspect of technology that Matt isn't passionate about, especially computing and PC gaming. He’s personally reviewed and used most of the laptops in our best laptops guide - and since joining TechRadar in 2014, he's reviewed over 250 laptops and computing accessories personally.
How to watch CMA Awards 2024 online – stream the 58th Annual Country Music Association Awards from anywhere tonight as Jelly Roll performs live
How to watch Night Court season 3 online: live stream the hit sitcom starring Melissa Rauch free from anywhere now
How to watch Based on a True Story season 2 online from anywhere for FREE – stream new episodes of dark comedy