TechRadar Konklusion
Sony WH-1000XM6 er et par fantastiske over-ear-hovedtelefoner, der kombinerer de bedste designelementer fraforgængerne, samtidig med at de forbedrer lyd- og ANC-funktionerne i forhold til de tidligere modeller. Med en super enkel touch-kontrol, en ultrakomfortabel pasform og et væld af funktioner til din rådighed er der meget at elske ved disse hovedtelefoner, selvom prisen er høj.
For
- +
Klasseledende støjreducering
- +
Fremragende lyd
- +
Super let og komfortabel
- +
Meget intuitiv touch-kontrol
- +
De kan foldes igen!
Imod
- -
Prisstigning i forhold til tidligere model
- -
Batterilevetiden er ikke noget særligt
- -
Materialet er ikke lækkert
Hvorfor du kan stole på TechRadar
Sony WH-1000XM6: Anmeldelsen kort
Sony WH-1000XM6 skal cementere Sonys status som noget af det bedste inden for hovedtelefoner, tre år efter lanceringen af den forrige flagskibsmodel.
Sony siger, at WH-1000XM6 er "det bedste støjreducerende produkt på markedet", og at de er "forbedret på hver eneste måde" i forhold til tidligere modeller - det er at sætte barren højt. Men heldigvis formår de at levere og forbedre på næsten alle parametre.
Som du måske forventer, kommer Sony WH-1000XM6 med en udtryksfuld og ren lyd fra en ny 30 mm driver sammen med en ny QN3-processor med en "noise shaper", der udjævner digital til analog konvertering og forhindrer pludselige udsving i lyden, hvilket resulterer i en mere kontrolleret lytteoplevelse. Der er også en mere afbalanceret lydsignatur fra starten, som ikke går på kompromis med den kraftige bas, de fyldige mellemtoner eller den energiske diskant.
Den nye QN3-processor får hjælp fra hele 12 mikrofoner - fire mere end forgængeren - til at levere helt utrolige støjreducering (ANC). De leverer bedre ANC end størstedelen af De bedste støjreducerende hovedtelefoner på markedet. Ja, de kan endda måle sig med de anmelderroste Bose QuietComfort Ultra-hovedtelefoner, som har ligget i toppen på markedet for støjreducering siden lanceringen. Når man bruger dem i offentlig transport, går rundt i trafikstøj eller arbejdede på kontoret, er der enten meget stille eller helt stille, så man kan slappe af og nyde de smukt isolerede lydoplevelser.
Men det er ikke det eneste, de har at byde på. Der er masser af andre funktioner at kaste sig over via Sonys Sound Connect-app. Der er blandt andet adaptiv lydstyring, LDAC og DSEE Extreme, omfattende EQ-muligheder, Cinema-tilstand til fordybende lyd og Auracast. Næsten alt, hvad man kan ønske sig af et par førsteklasses høretelefoner, er her samlet på ét sted.
Derudover er der et opdateret design, som samler det bedste af, hvad Sony WH-1000XM5 og Sony WH-1000XM4 havde at byde på. Det er nu muligt at folde dem igen, præcis som med WH-1000XM4, og detvil de fleste være taknemmelige for. Vi er ikke så vilde med materialevalget, der nærmest suger fedtede aftryk til sig.
Der er forbedrede, mere holdbare hængsler (XM5 havde et problem med hængslerne) og en lidt mindre og magnetisk bæretaske. Men det slanke look fra XM5 er stadig stort set bevaret.
Tilmeld dig de seneste nyheder, anmeldelser, meninger, topteknologiske tilbud og mere.
De har også en bredere hovedbøjle for øget komfort og en mere tætsiddende pasform omkring halsen, når hovedtelefonerne ikke er i brug. Alt i alt får du en fantastisk kombination af stil og komfort, selvom nogle måske stadig vil føle, at ørekopperne er en smule klodsede.
Andre, mindre forbedringer omfatter muligheden for at oplade, mens man lytter til musik via Bluetooth, raffinerede touch-kontroller og bedre opkaldskvalitet. Og når alle de små justeringer går op i en højere enhed, står det klart, at det er de bedste Sony-hovedtelefoner, der er produceret til dato.
Alligevel er der et par områder, hvor WH-1000XM6 ikke når helt op på siden af konkurrenterne. Du får 30 timers batterilevetid med ANC, hvilket på ingen måde er dårligt, men mange konkurrenter (selv meget billigere) slår det, og nogle kan fordoble det.
Det hører også til i den dyrere del af markedet. Med en pris på 3.490 kroner er de faktisk lidt billigere end forgængeren lanceringen, da WH-1000XM5 kostede cirka 3.800 kroner (nu koster de cirka 2.500 kr.). Den lavere pris gør det værd at overveje, om du måske heller skal købe den gamle version, for de er stadig fremragende. Det er også værd at huske på de nyligt lancerede Bowers & Wilkins Px7 S3, som koster 3.199 kroner i Danmark. De har faktisk endnu bedre lyd end Sony WH-1000XM6. De matcher ikke helt XM6 med hensyn til ANC eller funktioner generelt, men de giver klart bedre lyd til prisen og så føles de også mere premium.
Alt i alt har Sony WH-1000XM6 dog stadig et stærkt bud på at være nogle af de bedste hovedtelefoner, der findes, med deres støjreducering som den absolut mest imponerende funktion. De mange funktioner og den fremragende lyd hjælper dem også med at stå stærkt på et uoverskueligt marked. Ja, de er dyre, men hvis du har budgettet mulighed for at købe dem, vil du næsten helt sikkert elske Sonys seneste hovedtelefoner.
Sony WH-1000XM6 review: Pris og tilgængelighed
- 3.490 kroner
Sony WH-1000XM6 blev lanceret i maj 2025, tre år efter den foregående WH-1000XM5-model. Sony skriver på hjemmesiden, at de bliver tilgængelige "fra 20. juni 2025". Ved lanceringen fås de i tre farver: Sort, sølv og midnatsblå. Der kan dog være plads til flere farvevarianter i fremtiden - vi så XM5 i en ny Smoky Pink tilbage i september 2024.
På udgivelsestidspunktet koster Sony WH-1000XM6 3.490 kroner hos Sony. Den pris sætter Sonys bedste hovedtelefoner i direkte konkurrence med Bose QuietComfort Ultra og Bowers & Wilkins Px7 S3 - mere om dem senere, men dybest set er de meget i premium-klassen.
På trods af den høje pris, Sonys hovedtelefoner stadig betydeligt billigere end Apple AirPods Max - som med 4.599 kroner har en virkelig høj pris.
Sony WH-1000XM6: Specifikationer
Drivere | 30mm dynamisk |
Aktiv støjreduktion | Ja |
Batterielevetid | 30 timer (ANC tændt) |
Vægt | 254g |
Forbindelse | Bluetooth 5.3, 3.5mm |
Frekvensområde | 20Hz-20kHz |
Vandtæt | Nej |
Sony WH-1000XM6: Funktioner
- Super-imponerende aktiv støjreduktion
- De bedste touch-knapper, vi har set
- Batterilevetiden er måske ikke fantastisk, men det er opladning under brug
Sony beskriver selv WH-1000XM6 som "det bedste støjreducerende produkt på markedet". Og ANC er langt hen ad vejen den vigtigste funktion i deres værktøjskasse.
Du får noget af den bedste støjreduktion, som nogen hovedtelefoner kan tilbyde med XM6. ANC er blevet forbedret i forhold til XM5 takket være Sonys nye QN3-støjreduktionsprocessor, som udnytter tolv mikrofoner til at lukke verden omkring dig ude.
Selv når de sammenlignes med de fantastiske Bose QuietComfort Ultra, klarer XM6 sig usædvanligt godt. Vi har prøvet begge par hovedtelefoner, mens vi blandt andet larmede med en støvsuger, og imens vi gik rundt i byen med masser af trafik. Begge håndterer ekstern støj fantastisk.
Men XM6 klarer sig en anelse bedre og vi kan normalt ikke høre verden omkring os med musikken på 50-70 % lydstyrke. Det er klart, at nogle lyde trænger igennem, hvis de er høje nok. Men generelt set, er dette den ægte vare, hvad angår ANC.
Hvis du vil være mere opmærksom på dine omgivelser er der heldigvis en meget effektiv Ambient Sound-tilstand. Den har en slider, der går fra 1 til 20, og som lader mere støj udefra trænge igennem, jo højere du sætter den. Derudover an du vælge et afkrydsningsfelt for voice passthrough, som lader tale trænge igennem, mens andre lyde stadig dæmpes.
Ambient mode fungerede meget fint; vi kan sagtens høre lyden af tastaturer på kontoret, mumlen fra samtaler i nærheden og døre, der bliver åbnet. Det er også værd at bemærke Auto Ambient Sound-tilstanden, som justerer lydstyrken på omgivende lyde afhængigt af støjniveauet omkring dig. Vi vil dog stadig fraråde, at man kører bil med hovedtelefoner på.
En anden af vores yndlingsfunktioner på Sony WH-1000XM6 er deres fremragende touch-kontrol. Noget, der kan virke som en gimmick, men som faktisk er utroligt nyttigt, er, at du kan lægge din hånd over den højre ørekop for at reducere medielydstyrken og dæmpe de støjreducerende effekter gradvist, men alligevel markant.
Dette er ikke nyt, men det er virkelig en praktisk funktion. Det var utroligt nyttigt i et kontormiljø, når andre vil tale med os, eller når man bare har behov for at snakke, men ikke gider tage hovedtelefonerne af.
Generelt har XM6 de mest gennemførte og intuitive touch-kontroller, vi nogensinde har oplevet på et par hovedtelefoner. På den højre ørekop kan du skubbe fingeren op eller ned og holde den i position for at hæve eller sænke lydstyrken kontinuerligt. Det er en forbedring i forhold til XM5, som krævede, at man hele tiden skubbede op eller ned for at ændre lydstyrken.
Du kan også dobbelttrykke for at sætte musikken på pause og bladre frem eller tilbage for at springe over eller vende tilbage til det forrige nummer. Touch-kontrollerne er kun låst til højre ørekop, ligesom på WH-1000XM5-modellen.
Og der er masser af tilbagevendende funktioner fra den tidligere model at nyde. Du har selvfølgelig multipunktsforbindelse, registrering når du tager dem af eller på og en god app i Sony Sound Connect. Selv om vi synes, det er bøvlet at skulle logge ind i appen.
Men der er mere: Adaptiv lydkontrol justerer automatisk lydstyrken afhængigt af dine omgivelser og bevægelser; overvågning af hovedbevægelser til at tage eller afvise opkald; og understøttelse af stemmeassistenter.
Der er endda et par nye guldkorn med, når det gælder funktioner. En af de største nyheder er måske Auracast. Det er en type Bluetooth-teknologi, der gør det muligt at stille koble sig på lyden fra understøttede fjernsyn, lyden i et stadion eller endda fra mobiltelefoner - så flere kan lytte til samme lydkilde uden behov for Bluetooth-parring og uden begrænsning i antal af tilkoblede hovedtelefoner.
Desuden kan du nu slå mikrofonen fra på XM6 ved blot at trykke to gange på den støjreducerende knap. Du skal aktivere dette i indstillingerne, men det er meget nyttigt, når du f.eks. er i gang med et Microsoft Teams- eller Slack-opkald.
Der er kun ét område, hvor Sony WH-1000XM6 ikke har imponeret mig med hensyn til funktioner: Batterilevetiden. Du får 30 timers spilletid fra denne model, hvilket på ingen måde er dårligt - det er det samme, som du får fra XM5 og en lang række konkurrenter. Men der findes mange hovedtelefoner, der kan spille meget længere. Sennheiser Momentum 4 Wireless kan f.eks. klare 60 timer med ANC slået til - det er imponerende.
Heldigvis kan du oplade XM6, mens du bruger dem, og endda lade op til tre timers spilletid med bare tre minutters opladning - hvis du altså har understøttet oplader.
Hvis du er på udkig efter over-ear med en meget skarp samtalekvalitet, kan XM6 levere varen. Ligesom Technics EAH-AZ100 eller Jabra Elite 10 Gen 2, er de fremragende til at fjerne baggrundsstøj fra larmende omgivelser. Så dem man taler med oplever faktisk en helt klar og tydelig samtale, hvor stemmer er helt adskilt fra larm og støj i omgivelserne.
Generelt går tale rent og klart igennem. Det er til dels takket være de ekstra stråleformende mikrofoner på XM6 - der er seks af dem - mens AI også kommer ind i kampen for at fjerne eksterne lyde.
- Funktioner: 5/5
Sony WH-1000XM6: Lydkvalitet
- Smukt afbalanceret og fordybende lyd
- DSEE extreme og LDAC til forbedret Bluetooth-streaming
- Standardindstillingen er god, men der findes også gode EQ-muligheder
Ligesom deres forgængere bruger Sony WH-1000XM6 en 30 mm driver i stedet for den større 40 mm, der blev brugt til den legendariske XM4-model. Men selve driveren er ny og forbedret og designet til at give en mere afbalanceret lyd på tværs af alle frekvenser.
QN3-processoren har en "noise shaper", som forfiner den digitale til analoge konvertering og gør det muligt for hovedtelefonerne at forudse pludselige lydændringer, hvilket skal reducere forvrængning og give en mere kontrolleret lytteoplevelse.
Så ja, der er masser af prangende ny teknologi i XM6-hovedtelefonerne, og de leverer rent faktisk en førsteklasses lydydelse. Du får en rytmisk, detaljeret og velafbalanceret lytteoplevelse med Sony WH-1000XM6, der stadig ikke sparer på slagkraftig bas og spændende diskant. Og det er uanset, om du lytter med ANC slået til eller fra.
Det afbalancerede output på tværs af alle frekvenser er virkelig behageligt, og der ser ud til at være lidt mindre vægt på bassen sammenlignet med Sonys tidligere par flagskibshovedtelefoner - i hvert fald før justering.
Standard EQ-kalibreringen er god nok til at sikre, at du kan høre de finere detaljer på tværs af frekvensområdet. Der er ingen grund til at bekymre sig om anmassende bas, hård diskant eller alt for tilbagetrukne mellemtoner.
Da vi lyttede til I Want You af Moloko, blev vi imponerede over den klare og udtryksfulde vokal, de slagkraftige bækkener og den pumpende, men disciplinerede bas. Denne sang tilføjer instrument efter instrument, mens den udfolder sig, hvilket resulterer i et tæt lagdelt klimaks. Alligevel har XM6 evnen til at holde styr på tingene og levere en klar, forvrængningsfri lyd hele vejen igennem.
Der er en utrolig hård konkurrence for Sonys nye hovedtelefoner. Vi har også testet konkurrenter som Bowers & Wilkins Px7 S3 og sammenlignet med Bose QuietComfort Ultra.
Vokaler og nogle finere detaljer lyder lidt klarere på XM6 sammenlignet med Boses hovedtelefoner, selvom Bose stadig lyder godt i betragtning af, at du nu mange steder kan købe dem fra ca. 2.350 kroner.
Px7 S3 kom på markedet næsten samtidig med XM6. Og de har en lidt mere luksuriøs lyd. De kan løfte vokaler ud af mixet og skubbe dem fremad lidt mere præcist end XM6, og det åbne og brede lydbillede, de skaber er virkelig dybt imponerende.
Du får lidt bedre ANC fra Sony XM6, og Sony-hovedtelefonerne er meget komfortable - men hvis vi taler om ren lyd, kan du få lidt bedre til samme pris. Samtidig føles Bowers & Wilkins og Sennheiser mere luxuriøse.
Men der er stadig masser af muligheder for at få en lyd, der matcher din stil, med XM6. Hvis du virkelig vil tilpasse dem til din smag, skal du gå ind på Sonys Sound Connect-app og lege med EQ-justering.
Og der er endnu mere at eksperimentere med i Sound Connect-appen, som kan løfte din lyd til det næste niveau. Specifikt får du adgang til DSEE Extreme, en teknologi, der opmixer lydfiler af lavere kvalitet for at få den mest detaljerede, kvalitetslydende lyd frem som muligt. Det fungerer rigtig godt på musikplatforme som Spotify, som endnu ikke tilbyder streaming i højere opløsning. Vi oplevede dog ind imellem, at Sound Connect-appen - selv når vi allerede lyttede til musik i hovedtelefonerne via Bluetooth, - skulle bruge ekstra tid på at oprette forbindelse.
Du får også LDAC-understøttelse, som giver dig adgang til 'hi-res' Bluetooth-lytning. Og hvis du vil holde det old-school, er der også en 3,5 mm-port på hovedtelefonerne samt et kabel i æsken, så du kan lytte med ledning.
Sony WH-1000XM6 er dog designet til mere end bare musiklytning. XM6's lydbillede er blevet bredere, hvilket er nyttigt, hvis du f.eks. ser film eller tv-serier på din telefon. Og derudover er der en biograflyttetilstand, som udnytter Sonys 360 Reality Audio Upmix og kan konvertere et stereosignal til en fordybende, omsluttende lydoplevelse.
Vi testede med prøvede at se Drengen og hejren på Netflix i Cinema-tilstand og blev her imponeret over lydens rummelighed og retningsbestemthed. Stemmer, for eksempel, var måske ikke så krystalklare som i Standard-tilstand, men hvis det er fordybelse, du er ude efter, er det værd at prøve.
Der er også en Background Music-indstilling, som kan få din musik til at lyde, som om den bliver afspillet på en café eller i en stue. Spatial audio og head tracking er også inkluderet - men fungerer kun på visse enheder, der understøtter Androids indbyggede head tracking, og det inkluderer f.eks. ikke Samsung-telefoner (og udelukker naturligvis Apple-enheder).
- Lydkvalitet: 4.5/5
Sony WH-1000XM6: Design
- Det foldbare design er tilbage og bedre end før
- Ultra-komfortabelt hovedbøjle
- Nogle vil måske synes, at de er lidt klodsede
- Nyt magnetisk etui er meget mere praktisk
WH-1000XM6 ser måske ikke drastisk anderledes ud end deres forgænger, men Sony har lavet en håndfuld små, men smarte justeringer.
Syningerne på forsiden af hovedbøjlen er væk til fordel for et glattere, mere førsteklasses look, og selve hovedbøjlen er lidt bredere for at forbedre komforten.
Ørekopperne sidder også komfortabelt rundt om halsen i en nedadvendt position, hvilket er super nyttigt, hvis du er på farten eller bare har brug for at stoppe op for at snakke.
Der den mest mærkbare forskel mellem XM6 og XM5 er at XM6 nu har fået den foldbare hovedbøjle tilbage. Det var kontroversielt, at XM5 droppede dette til fordel for et slankere look med et enkelt hængsel - men nu er der altså godt nyt for XM4-fans. De nye, mere holdbare hængsler på XM6, gør det muligt at folde dem pænt sammen i den nye magnetisk lukket bæretaske.
Men hvordan ser hovedtelefonerne ud og føles, når de er i brug? Ret godt! De er designet på en måde, så de ser mere lige ud på hovedet. Den bredere hovedbøjle er også med til at forbedre komforten ved flere timers lyttesessioner. Sammen med smukt polstrede ørekopper og lettilgængelige knapper er der ikke meget mere, man kan ønske sig.
Der er dog en enkelte ting, som trækker designet på XM6 lidt ned. For ørekopperne ser ret klodsede ud, hvilket betyder, at du ikke får det mest slanke, stilfulde look sammenlignet med noget som Sonos Ace. Og så føles materialet blødt og lækkert, men tiltrækker samtidig også fedtfingre.
Alt i alt er der dog stadig meget at elske ved XM6, når det gælder design. De har en førsteklasses, næsten papirlignende, mat konsistens i kabinettets finish. Og de er dejligt lette igen med en vægt på kun 254 g.
Der er to fysiske knapper - en til at slukke og tænde for hovedtelefonerne eller parre dem via Bluetooth og en til at skifte mellem støjreducerende tilstande eller slå mikrofonen fra under opkald.
- Design: 4.5/5
Sony WH-1000XM6: Værdi
- En høj pris
- Virkelig fantastisk støjreduktion og fantastisk lydkvalitet
- Det bedste fra begge verdener fra de to foregående generationer
Sony WH-1000XM6 er et par dyre hovedtelefoner med en pris på 3.490 kroner. Selv om det er en høj pris, så får man også en række væsentlige forbedringer på denne model. Men det er stadig meget at betale for nogle over-ear i betragtning af, at der er så mange fremragende konkurrenter på markedet til betydeligt mindre.
For eksempel er Bose QuietComfort Ultra - som har en utrolig støjreduktion, god lyd og et godt udvalg af smarte funktioner - nu mere end et år gamle, så du kan jævnligt finde dem på tilbud til under 2.400 kroner. Det er over 1.000 kroner du sparer i forhold til XM6.
WH-1000XM5 sælges nu i stor stil for omkring 2.500 kr. Og for mange mennesker vil den prisforskel nok gøre XM5 mere interessante, selv om XM6 altså stadig er en opgradering.
Men vil du have støjreducering, bliver det virkelig ikke meget bedre end XM6. Du får støjreducering i topklasse samt fantastisk lydkvalitet, et væld af funktioner og et design, der forener det bedste fra XM4 og XM5. Selvfølgelig foretrækker du måske Bowers & Wilkins Px& S3, når det gælder lyd, men WH-1000XM6 er uden tvivl stadig blandt 2025's allerbedste over-ear-hovedtelefoner.
- Værdi: 4/5
Skal du købe Sony WH-1000XM6?
Egenskaber | Kommentarer | Vurdering |
|---|---|---|
Funktioner | Opladning under brug er smart, men den fantastiske ANC og de smarte funktioner er smartere. | 5/5 |
Lydkvalitet | Udtryksfuld, effektfuld lyd, der kan tunes mere end nogensinde. | 4.5/5 |
Design | En anelse klodset, men behageligt sammenklappelig og meget komfortabel. | 4.5/5 |
Værdi | Lidt mere end XM5, og der er hård konkurrence, men de er svære at slå som allroundere. | 4/5 |
Køb dem, hvis ...
Du vil have utrolig støjreduktion
Sony WH-1000XM6 har en imponerende støjreduktion. Vi kunne næsten ikke høre andet end vores musik, selv når vi gik rundt i områder med tæt trafik eller støvsugede. Hvis du er træt af at høre togets buldren på din daglige pendlertur - eller din nabos uafbrudte gør-det-selv-projekter, er det måske på tide at få fat i disse høretelefoner.
Du vil have funktioner i topklasse
Sonys hovedtelefoner har et væld af funktioner, man kan lege med. Du får adaptiv støjreduktion, cinema upmixing, 'hi-res' musikstreamingmuligheder og en fremragende EQ... Hvad mere vil du have? Stort set alt, hvad du nogensinde kunne ønske dig af nogle hovedtelefoner, er lige ved hånden med XM6. Du skal bare downloade Sound Connect-appen, så er du i gang.
Køb dem ikke, hvis...
Du er på budget
Med en pris på 3.490 kroner er de ikke ligefrem billige. Du kan få mange af funktionerne fra XM5 for langt mindre, og der er nogle fantastiske prisvenlige alternativer på markedet.
Du vil have masser af spilletid
30 timers spilletid med ANC aktiveret er ikke så dårligt. Det er bare heller ikke noget særligt. Sennheiser Momentum 4 Wireless leverer en forbløffende høj batterilevetid på 60 timer. Og det er med ANC aktiveret!
Sony WH-1000XM6: Overvej også
| Header Cell - Column 0 | Sony WH-1000XM6 | Bowers & Wilkins Px7 S3 | Bose QuietComfort Ultra |
|---|---|---|---|
Pris | 3.490 kroner | 3.199 kroner | 2.350 kroner |
Drivere | 30 mm dynamiske | 40mm dynamiske | 35mm dynamiske |
Aktiv noise cancellation | Ja | Ja | Ja |
Batterilevetid | 30 timer (ANC tændt) | 30 timer (ANC tændt) | 24 timer (ANC tændt) |
Vægt | 254g | 300g | 250g |
Forbindelse | Bluetooth 5.3, 3.5mm | Bluetooth 5.3, 3.5mm | Bluetooth 5.3, 3.5mm |
Frekvensområde | 20Hz-20kHz | 10Hz-20kHz | 20Hz-20kHz |
Vandtæt | Nej | Nej | Nej |
Bowers & Wilkins Px7 S3
Vi testede også Bowers & Wilkins Px7 S3 i undervejs i denne anmeldelse, og de slog benene ærligt talt benene væk under os. Deres evne til at løfte vokalen frem i forgrunden, samtidig med at de leverer dunkende bas og stram diskant, er noget, man skal høre for at tro på. ANC er ikke helt så god som XM6, og nogle funktioner, som f.eks. rumlig lyd, kommer kun via en opdatering. Men for 3.199 kroner får du her virkelig lyd i topklasse.
Bose QuietComfort Ultra Hovedtelefoner
Selvom det er mere end et år siden, at Bose QuietComfort Ultra kom på markedet, er de stadig blandt de bedste over-ear-hovedtelefoner, man kan købe for penge. Hvorfor er det sådan? Det handler i virkeligheden om ANC. Du får en fænomenal isolering fra omverdenen her, og da prisen nu er faldet en hel del, er de en stærk kandidat til at blive din næste lydkammerat.
Sony WH-1000XM6 review: Sådan testede vi
- Testet hen over sommeren
- Brugt på rejser, på kontoret og derhjemme
- Hovedsageligt testet med Spotify og Tidal-streaming
Vi testede Sony WH-1000XM6 hen over sommerferien og brugte dem en række forskellige scenarier, herunder på gåture i storbyens larm og trafik og i offentlig transport. Vi brugte dem mest til afspilning med Tidal med LDAC-codec aktiveret for at få den bedste lydkvalitet. Men vi prøvede også Spotify og testede Cinema-tilstand på Netflix og brugte DSEE Extreme på Spotify-musikfiler.
Til at teste med musik, brugte vi blandt andet TechRadar test playliste, som omfatter numre fra en række genrer og et generelt bredt musikudvalg. Vi testede også hovedtelefonerne med en Windows-laptop for at afprøve kvaliteten ved hjælp af en kablet forbindelse. Derudover sammenlignede vi WH-1000XM6 med en række konkurrenter, som vi anbefaler, herunder Sonys egne WH-1000XM5, Bose QuietComfort Ultra Headphones og Bowers & Wilkins Px7 S3.
- Læs mere om hvordan vi tester

Peter er journalist og har arbejdet som tech-journalist på forskellige tech-medier. Samlet set har han beskæftiget sig professionelt med tech og forbrugerelektronik siden 1996. Peter interesserer sig for mange forskellige områder inden for forbrugerelektronik. Han er vild med lyd – både høretelefoner og højttalere i alle mulige afskygninger. Men han kan også bruge rigtig langt tid på at teste mobiltelefoner og computere. Samtidig er han altid på udkig efter sære og skæve produkter, der kan være interessante at kigge nærmere på, selv om de måske ikke passer ind i de traditionelle produktgrupper.
- Harry PadoanStaff Writer