Tilbage til 1979: Sony genopliver Walkman-hovedtelefonerne med USB-C
Sonys nye MDR-3R ligner originalen fra 1979 til forveksling. Nu med USB-C, fjernbetjening på ledningen og en særudgave til Stranger Things-fans.
- Sony har lanceret MDR-3R, en opdateret version af virksomhedens klassiske Walkman-hovedtelefoner fra 1979
- Designet er stort set uændret – selv emballagen minder om originalen
- To vigtige opgraderinger er USB-C i stedet for et 3,5 mm-stik og en fjernbetjening på ledningen
- Du kan få en Stranger Things-version for kun 50 kroner ekstra
Retrotrenden er for alvor tilbage i lydverdenen, og Sony har bestemt ikke overset den. Sony siger, at den ser en stigende interesse for musikprodukter med ledning og fysiske formater, både ud fra et funktionelt og kulturelt perspektiv. Nu benytter Sony lejligheden til at hoppe med på trenden, ligesom Bose for nylig har gjort med sine nye, prisvenlige støjreducerende øretelefoner med ledning.
Vi husker tiden, da Sonys første Walkman blev lanceret i 1979, da Julia Roberts sang Prince i et badekar i Pretty Woman, og da Michael J. Fox charmerede os som Marty McFly, hvor han kørte på skateboard med en Aiwa CassetteBoy fastklemt i lommen på sin jeansjakke i Tilbage til fremtiden.
Spol frem ca. 40 år, og nutidens unge ser Max kæmpe mod Vecna med Kate Bushs Running Up That Hill og en Sony Walkman WM-8 som sit eneste våben i Stranger Things. Hvem kan desuden glemme Peter Quills Walkman (en Sony TPS-L2 Walkman med tilhørende hovedtelefoner og alternative orange ørepuder), som han fik af sin mor længe før han blev et af medlemmerne i Guardians of the Galaxy?
Vil du også gerne opleve lidt af den følelse? Længes du tilbage til en enklere tid, hvor den musik, du købte, faktisk tilhørte dig, og hvor Bluetooth-forbindelser ikke indebar registreringer, nye konti og indsamling af brugerdata? Du er ikke alene – og det er netop derfor, Sony nu har lanceret MDR-3R.
Klassisk design med moderne teknik
Det er ikke svært at se lighederne mellem de nye Sony MDR-3R fra 2026 og Sony MDR-3 fra 1979. Det er faktisk næsten umuligt at skelne de nye og de gamle fra hinanden. Det har vi hørt fra kolleger, som var til stede under præsentationen, hvor de fik lov til at se de gamle og nye hovedtelefoner side om side.
Det er gået næsten et halvt århundrede, siden originalen blev lanceret. Sony fortæller, at de endda vendte tilbage til deres enge håndtegnede konstruktionstegninger fra 70’erne, da de udviklede højttalerelementerne. En af de få reelle forskelle er, at de nye hovedtelefoner har et USB-C-stik.
Det betyder, at 3,5 mm-stikket er væk, men den ikoniske silhuet, den karakteristiske aluminiumsramme, designet og hængslerne er stort set identiske med originalen. Den typiske lille buede kurve i aluminiumsrammen lige over ørekopperne er bevaret, ligesom Sony-logoet, det bløde plaststykke til justering over hovedet, de firkantede justeringsklips og lydåbningerne (nej, de er faktisk ikke kun til pynt). Med en vægt på blot 38 gram er MDR-3R også langt den letteste on-ear-hovedtelefon i Sonys sortiment.
Tilmeld dig de seneste nyheder, anmeldelser, meninger, topteknologiske tilbud og mere.
Men hvordan lyder de? Sony siger, at lydkvaliteten på den originale MDR-3 var »overraskende god«, men virksomhedens lydingeniører har taget den klassiske analoge varme og forfinet den med et par justeringer. 23-mm-driveren i MDR-3R er stadig baseret på de originale håndtegnede tegninger fra 1979-modellen, men Sony hævder, at det er lykkedes at opnå et bredere frekvensområde, især i basområdet. Derudover får du nu en fjernbetjening i kablet med mikrofon til håndfri opkald samt et opdateret kabel og stik.
Spekulerer du på, hvordan du skal vælge mellem de orange skumpuder i Guardians of the Galaxy-stil og de originale blå ørepuder fra MDR-3? Ingen bekymringer – begge muligheder følger med i pakken!
Fjernbetjeningen på kablet har også knapper til at skrue op og ned for lydstyrken samt en afspil/pause-knap. Sidstnævnte kan trykkes to gange for at springe til næste sang eller tre gange for at gå tilbage til den forrige. Du kan også holde knappen nede for at aktivere din telefons stemmeassistent eller trykke på den for at besvare og afslutte opkald. Der er altså i alt tre knapper, men de tilbyder masser af funktioner.
En specialudgave til fans af »Stranger Things«
Emballagen til standardmodellen MDR-3R ligner i høj grad den originale æske fra 1979 med sin lyseblå farve og det geometriske design, men den er fremstillet ved hjælp af moderne produktionsteknikker og har funktioner, der tager højde for bæredygtighed. Der findes dog også et andet valg.
Sony lancerer også en særlig Stranger Things-udgave med røde ørepuder (sorte medfølger også) og en stemningsfuld sort hovedbøjle. Emballagen er sort, og hovedbøjlen er desuden forsynet med et Stranger Things-logo.
Måske har du lyst til at tage hele vejen til Upside Down med denne specialudgave. Personligt foretrækker vi dog muligheden for at vælge mellem blå og orange ørepuder og den autentiske æstetik fra 1979.
Sony MDR-3R koster 449 kroner, mens Sony MDR-3R Stranger Things Edition koster 499 kroner. Begge modeller kommer i butikkerne i november 2026. Så årets julegave til en eller anden er måske allerede på plads – og det ville ikke overraske os, hvis de dukker op i vores guide til de bedste kablede hovedtelefoner, forudsat at vi får mulighed for at teste dem grundigt i en fuldstændig anmeldelse.
Peter er journalist og har arbejdet som tech-journalist på forskellige tech-medier. Han har beskæftiget sig professionelt med tech og forbrugerelektronik siden 1996. Peter interesserer sig for mange forskellige områder inden for forbrugerelektronik. Han er vild med lyd – både høretelefoner og højttalere i alle mulige afskygninger. Men han kan også bruge rigtig langt tid på at teste mobiltelefoner og computere. Samtidig er han altid på udkig efter sære og skæve produkter, der kan være interessante at kigge nærmere på, selv om de måske ikke passer ind i de traditionelle produktgrupper.
- Becky Scarrott Audio Editor