Twitters fremtid uvis efter Musk-køb

Twitter logo displayed on a smartphone
(Image credit: Shutterstock/XanderSt)

Fremtiden for det sociale medie er uvis, efter at Twitter er blevet solgt til milliardæren Elon Musk.

Det har Twitters administrerende direktør, Parag Agrawal, sagt til sine ansatte på et medarbejdermøde mandag.

”Så snart aftalen er lukket, ved vi ikke, i hvilken retning platformen vil bevæge sig,” siger han.

På mødet har medarbejderne fået at vide, at Elon Musk på et senere tidspunkt vil møde dem og svare på deres spørgsmål.

Et af de spørgsmål, som medarbejderne ønsker svar på, er, om USA’s tidligere præsident Donald Trump får lov til at komme tilbage på Twitter.

”Når vi får mulighed for at tale med Elon, er det et spørgsmål, vi bør stille ham,” siger Parag Agrawal.

Trump fik lukket sin Twitter-profil efter et dødeligt stormløb på Kongressen i Washington D.C. i januar 2021. Twitter mente, at han havde brudt mediets regler mod at opildne til vold.

Inden nyheden om, at Elon Musk er ny ejer af Twitter, kom frem, sagde den tidligere præsident dog, at han ikke har planer om at vende tilbage til Twitter, hvis han får mulighed for det.

Medarbejderne spurgte også Twitters topchef til Elon Musks planer for fremtiden, mulige fyringer og bestyrelsens rationale bag salget. Mange af de spørgsmål har Agrawal bedt de ansatte om at stille Elon Musk i stedet.

Salget af Twitter til Elon Musk er blevet mødt med vidt forskellige reaktioner på de politiske fløje i USA.

Republikanske politikere jubler over salget, mens Demokraterne er mere bekymrede.

Republikaneren Jim Jordan skriver på Twitter, at ”ytringsfriheden er på vej tilbage”.

En anden republikaner, Marsha Blackburn, jubler også over salget.

”Jeg håber, at Elon Musk vil hjælpe med at tøjle store tech-virksomheders censur af brugere, der har andre synspunkter.”

Hos Demokraterne er reaktionen den stik modsatte.

Demokraten Elizabeth Warren, der generelt er kritisk over for tech-firmaer, kalder salget ”farligt for vores demokrati”.

”Milliardærer som Elon Musk spiller efter et andet sæt regler end alle andre. De akkumulerer magt til deres egen fordel,” skriver hun blandt andet på Twitter.

Michael Kilschow Hansen
Redaktør / Nyhedsjournalist

Michael har arbejdet journalistisk næsten hele sit arbejdsliv - og har i årenes løb beskæftiget sig med online nyhedsmedier, radio, tv, ugeblade, magasiner, musik- og filmjournalistik. Michael har været en del af TechRadar Danmark-teamet siden januar 2021. 

Han eeelsker sin iPhone, sin iPad og sin iMac - men på et ikke-religiøst niveau, og er voldsomt nysgerrig på, hvad andre tech-brands kan tilbyde.

Arbejde og hobby mødes i en smuk fusion, når der skal skrives om streamingtjenester og deres indhold, nye premierer på serier, film og spændende dokumentarprogrammer.