iOS 14.5 kommer i næste uge og den skal man installere, hvis man vil kunne gøre brug af de nyeste funktioner.
Netop version 14.5 af Apples mobile styresystem kommer til at være mindstekravet, hvis man vil bruge de spritnye Air Tags sammen med sin iPhone eller iPad via den nye Items fane i Find My-appen. Det er også den nye opdatering, der bringer den nydesignede Podcast-app med sig.
Derudover får man mulighed for at låse sin iPhone op med Face ID, selvom man har en ansigtsmaske på, hvis man altså også har et Apple Watch. Med er også en opdateret Musik-app med strygefunktioner og deling af tekster, AirPlay 2-understøttelse af Fitness+-workouts, Waze-agtige funktioner i Apple Maps, understøttelse af PS5 og Xbox Series X-kontroller og muligvis også understøttelse af det nye Apple Card Family.
iOS 14.5 er installeret på forhånd i de nye lilla iPhones, der lige er annonceret, samt i de nye iPad Pro 11 og iPad Pro 12,9.