Ifølge tidligere rygter forventedes det, at Apple vil introducere en foldbar iPhone tidligst i 2023. Nu forlyder det, at det måske først bliver i 2024. Meldingen kommer fra skærm-analytiker Ross Young. Det skriver MacRumors.
Det har været begrænset med rygter om en foldbar iPhone de seneste måneder, men det tyder altså på, at Apple fortsat arbejder på prototyper af foldbare enheder. Apple er vanen tro ikke ude med informationer på nuværende tidspunkt.
- Anmeldelse: Samsung Galaxy Z Flip 3
- De bedste billige tablets i 2021
- De bedste Android-tablets lige nu
I september 2020 var det forventet, at Samsung ville levere skærme til Apple til testformål, mens der også har været rygter om et samarbejde mellem Apple og LG Display.
Tilbage i maj udtalte Apple-analytiker Ming-Chi Kuo, at Apple arbejdede på at lancere en foldbar iPhone med en 8 tommer fleksibel OLED-skærm. Planen var dengang, at telefonen ville blive lanceret i 2023.
Kuo mener, at foldbare smartphones er et ”must-have” for alle smartphone-producenter fremadrettet.
Samsung er en af de producenter, som er længst fremme, når det kommer til de foldbare skærme. Tidligere i år introducerede de Samsung Galaxy Z Fold3.