Elon Musk truer med at droppe Twitter-køb

Elon Musk
(Foto: No credit)

Mangemilliardæren Elon Musk har mandag sagt til Twitter, at han kan droppe at købe det sociale medie, hvis Twitter ikke giver ham den data om falske konti og spamkonti, som han har efterspurgt.

Det er ikke første gang, at Musk har sået tvivl om købet af Twitter. Denne gang kommer advarslen dog med et brev fra hans advokater til Twitters juridiske chef, Vijay Gadde.

I brevet beskyldes Twitter for brud på den aftale, der var indgået mellem Elon Musk og Twitter.

I brevet gentager Musks advokater hans ønske om at få kendskab til omfanget af såkaldte spambots på det sociale medie.

Spambots kan beskrives som profiler, der ikke bruges til normalt brug af en person, men som i stedet kun ønsker at sprede et budskab om et eller andet - også kendt som spam.

Advokaterne skriver også, at Elon Musk har ret til at annullere købet af Twitter, fordi selskabet begår ”et klart aftalebrud” ved ikke at dele oplysningerne med ham.

Twitter har svaret, at det har tænkt sig at sikre gennemførslen af salget på de aftalte vilkår.

"Twitter har og vil fortsætte med samarbejdsvilligt at dele information med Musk for at fuldføre transaktionen i overensstemmelse med vilkårene i fusionsaftale", lyder det fra Twitter i en udtalelse.

Elon Musk, der kalder sig selv ytringsfrihedsfundamentalist, siger, at en af hans prioriteter vil være at fjerne spambots fra det sociale medie.

I midten af maj oplyste Musk, at hans aftale om at købe Twitter var ”sat midlertidigt i bero”, og at han ikke vil gå videre med købet, før Twitter kunne bevise, at mindre end fem procent af dets samlede antal brugere er spambots.

Han mener selv, at spambots udgør mindst 20 procent af brugerne, mens uafhængige forskere estimerer, at det er mellem 9 og 15 procent.

Twitters aktie faldt med 1,5 procent mandag. Investorer forventer, at Musk vil overbevise Twitter om at sælge billigere eller helt droppe at købe Twitter.

Musks aftale med Twitter lyder lige nu på, at han kan købe selskabet for 44 milliarder dollar - svarende til omkring 306 milliarder kroner. Det skriver MediaWatch.

Michael Kilschow Hansen
Redaktør / Nyhedsjournalist

Michael har arbejdet journalistisk næsten hele sit arbejdsliv - og har i årenes løb beskæftiget sig med online nyhedsmedier, radio, tv, ugeblade, magasiner, musik- og filmjournalistik. Michael har været en del af TechRadar Danmark-teamet siden januar 2021. 

Han eeelsker sin iPhone, sin iPad og sin iMac - men på et ikke-religiøst niveau, og er voldsomt nysgerrig på, hvad andre tech-brands kan tilbyde.

Arbejde og hobby mødes i en smuk fusion, når der skal skrives om streamingtjenester og deres indhold, nye premierer på serier, film og spændende dokumentarprogrammer.