Apple på vej med over 70 nye emojis

Apple har i anledning af World Emoji Day i dag meldt ud, at selskabet er på vej med over 70 nye emojis til iPhone, iPad, Apple Watch og Mac. De nye muligheder for at udtrykke sig via små grafik-tegn kommer senere på året med en gratis softwareopdatering.

De nye emoji-tegn er skabt på baggrund af godkendte figurer i Unicode 11.0 og byder blandt andet på endnu flere hår-muligheder, så folk med rødt, gråt og krøllet hår er bedre repræsenteret. Der kommer også en emoji for skaldede mennesker samt nye smileys, for eksempel i form af et frysende ansigt, et festansigt, et tryglende ansigt og et ansigt med hjerter

Endelig er der mange flere tegn på vej inden for sport, symboler og andet godt, herunder en ny superhelte-emoji, en softball, en nazar-amulet samt et uendelighedstegn.

Den gratis opdatering til iOS 12 kommer som nævnt i løbet af 2018, men Apple har ikke oplyst præcis hvornår, at det sker.