Anmeldelse: Fantastisk skrivebord - Secretlab Magnus Pro hæve sænkebordet er den vildeste opgradering af skrivebordet

Secretlab Magnus Pro er fantastisk hæve sænkebord i metal. Det gør det nemt at indstille dine favoritpositioner og fjerner den normale skov af hængende ledninger under skrivebordet.

Secretlab Magnus Pro
(Image: © Peter Hoffmann)

TechRadar Konklusion

Secretlab Magnus Pro kommer med et enkelt og stilfuldt design. Strømkablet er skjult i det ene ben, og en indbygget og usynlig kabelbakke gør det nemt at gemme de sædvanlige ledninger af vejen. Så hvis du ønsker dig et overskueligt og enkelt skrivebord uden alt for mange ledninger, så er Magnus Pro virkelig en fantastisk investering. Men det koster, så du skal være sikker på, at du vil bruge det i mange år.

For

  • +

    Fantastisk kabelstyring

  • +

    Smarte indbyggede knapper

  • +

    Holdbar

  • +

    Magnetisk og har magnetisk tilbehør

  • +

    Elegant og professionelt

Imod

  • -

    Dyrt

  • -

    Kun strøm i venstre ben

  • -

    Sværere at montere tredjepartsudstyr

Hvorfor du kan stole på TechRadar Vores ekspert anmeldere bruger timer på at teste og sammenligne produkter og tjenester, så du kan vælge det bedste for dig. Find ud af mere om, hvordan vi tester.

Secretlab er kendt for sit gaming-tilbehør, skriveborde og stole. Med Magnus Pro giver Secretlab brugerne helt nye muligheder for at få et skrivebord, der ser virkelig professionelt ud. Og det sker uden at man behøver at gå på kompromis med sit udstyr. Faktisk er Secretlab Magnus Pro et virkeligt fleksibelt skrivebord at bruge. Det kan opgraderes med en masse virkelig smart udstyr, som både er fantastisk for gamere og for professionelle brugere. Det kan også ses på prisen. Men vi synes, at bordet er pengene værd.

Pris og tilgængelighed

Bordet kommer i to versioner:

Secretlab Magnus Pro: 150 x 70 centimeter - Pris: 898 euro (ca. 6.799 kroner)

Secretlab Magnus Pro XL: 170 x 70 centimeter - Pris: 999 euro (ca. 7.450 kroner)

Secretlab Magnus Pro

(Image credit: Peter Hoffmann)

Secretlab Magnus Pro: Udpakning og montering

Når man modtager et produkt fra Secretlab, så er de altid pakket utroligt godt ind. Det betyder, at du skal regne med et par ture til pap-containeren, når du er færdig med at samle produktet. Vores bord kom i to separate kasser, der hver var ret tunge og bøvlede at bikse rundt med. Til gengæld får man også altid en udførlig og brugervenlig manual. I manualen til bordet, anbefaler Secretlab, at man er to til at samle det. Både bord og bordben er af metal, så de er forholdsvis tunge at flytte rundt med, og jeg vil bestemt ikke anbefale det, hvis man f.eks. har små børn løbende rundt i området.

Det var dog ikke tungere, end at jeg godt selv kunne få det samlet. Det tager nok bare lidt længere tid, når man skal gøre det hele selv. Heldigvis er alt, hvad man skal bruge altid med i pakkerne. Så her er alt fra skruer til skruetrækkere med, hvilket gør arbejdet noget lettere. Alt i alt tog det cirka en times tid at samle bordet med en enkelt kaffepause og ekstra kig i manualen undervejs. Når bordet så er samlet skal man sådan set bare tilslutte sine gadgets. Vi havde også valgt Secretlabs Heavy Duty monitor-arm til vores Samsung Odyssey G8 skærm. Det er en fantastisk skærm, og ved at montere den på Secretlabs monitor-arm, bliver den nu mere fleksibel i brug.

Secretlab Magnus Pro

(Image credit: Collin Probst // Future)

Skrivebordets emballage var massiv og besværlig; alt kom i store kasser. Samlingen var ret ligetil. Delene passede godt sammen, og i stedet for at skulle sætte et beslag på en plade af træ eller trælignende materiale for at fastgøre benene til skrivebordet, kunne jeg nemt sætte benene på den monteringsplade, der allerede var på undersiden af skrivebordet.

Secretlab Magnus Pro: Design og byggekvalitet

Specs

Størrelse: Fås i 1,5 m og 1,7 m.

Højdejustering: 65 cm til 125 cm med tydelig højdeangivelse

Maks. belastningskapacitet: 120 kg

Konstruktion: Stålramme med MDF- og højtrykslaminatbordplade

Vægt: 1,5 meter - 57 kg. 1,7 meter 68 kg.

Garanti: 5 år.

Secretlab har givet bordet en metaloverflade, og det er smart. For det gør det muligt at bruge alverdens magnetiske tilbehør sammen med bordet. En af de helt store fordele ved bordet er også, at det har indbygget strøm, så man ikke behøver at trække ledninger fra alt sit udstyr hen til en stikkontakt. Magnus Por har også en indbygget kabelbakke, som man kan komme til oppefra. Så det er slut med at kravle rundt under skrivebordet, hver gang man skal flytte en ledning. Dækslet over kabelbakken har et hængsel og kan åbnes, når der er brug for det. Resten af tiden er det lukket, og det giver skrivebordet et virkelig flot og enkelt udseende i brug. Det er ganske enkelt fantastisk at slippe for den sædvanlige hængeskov af ledninger. Det burde være standard for alle skriveborde, men vi har ikke set det andre steder.

Der er én ting mere, som gør, at bordet skiller sig ud: Kontrolknapperne er integrerede i kanten af bordet. På de fleste andre hæve sænkeborde er der som regel tale om et eftermonteret modul, som stikker ud fra nederste kant af skrivebordet. Det er igen med til at give et rent og enkelt udtryk, som giver ro.

Secretlab Magnus Pro

(Image credit: Peter Hoffmann)

Masser af smart tilbehør

Secretlabs univers handler utroligt meget om brugervenlighed og funktionalitet. Derfor findes der også en masse tilbehør, som er designet til at optimere brugeroplevelsen med MAGNUS Pro hæve-sænkebordet. De giver dig flere funktioner og gør det lettere at tilpasse Secretlab MAGNUS Pro helt præcist til dine behov.

Her er det ekstraudstyr vi fik med til testen:

Secretlab Magnus Pro

(Image credit: Peter Hoffmann)

Heavy Duty Monitor Arm: Stabilitet for store skærme

MAGNUS Heavy Duty Monitor Arm er designet til at bære store og tunge skærme, herunder ultrabrede modeller op til 57 tommer og 16 kg. Armen er udstyret med en dobbeltlåsemekanisme og mekanismen kan justeres efter skærmens vægt. Det sikrer, at skærmen er stabil, men samtidig ret nem at flytte rundt med. Monitor armen kan vippe skærmen op og ned, fra side til side. Den kan også tilte skærmen, så du kan vippe den, hvis du f.eks. ligger ned, eller vippe den bagover, hvis du foretrækker og stå op op kigge ned på skærmen. Vi er vildt begejstrede for MAGNUS Heavy Duty Monitor Arm, selv om den er lidt dyr med en pis på 399 euro. Men den er nem at montere, fordi det kan gøres, uden at man skal skrue på den nedefra. Man kan stramme skruen oppefra, og monitorarmen kan monteres ved kabelbakken. Det gør den nem at flytte rundt på, når der er behov for det.

Secretlab Magnus Pro

Secretlab Magnus Pro PC mount5 (Image credit: Peter Hoffmann)

Premium PC Mount: Sikker og pladsbesparende montering

Premium PC Mount er udviklet specifikt til MAGNUS Pro og Pro XL og giver mulighed for at montere en PC direkte under bordpladen. Dette beslag understøtter kabinetter med en højde mellem 354 og 543 mm, bredde mellem 170 og 300 mm og en vægt op til 25 kg. Ved at placere PC'en i holderen opnår du hele tre fordele på en gang: For det første behøver du ikke tænke over, om ledningerne fra computeren til skærm osv. er lange nok, når du kører bordet op og ned. For det andet frigør du noget gulvplads, så du f.eks. nemt kan støvsuge under skrivebordet (det skal gøre ind imellem). Og så slipper du også for synlig ledninger, fordi de bare forsvinder op i kabelbakken.

Secretlab Magnus Pro

Kablehåndtering er super nemt med de magnetiske kabelholdere. Du får også en stak strips, så du kan samle ledningerne på en smart måde. (Image credit: Peter Hoffmann)

Magnetisk kabelhåndteringspakke: Effektiv kabelhåndtering

Secretlab Kabelhåndteringspakke - inkluderer magnetiske kabelankre, kabelskjulere og fastgørelsesstropper, der hjælper med at organisere og skjule kabler effektivt. Disse komponenter er designet til at arbejde sammen med MAGNUS Pro's indbyggede kabelkanal, hvilket resulterer i en ryddelig og professionel opsætning.

Secretlab Magnus Pro: I brug

Efter at have brugt Secretlab Titan Evo gamer-stolen i nogle måneder, har vi set frem til at teste dette bord. For Secretlabs produkter virker generelt ret gennemtænkte. Det gælder bestemt også Magnus Pro skrivebordet. Det har været fantastisk at have det stående, og det har været en fornøjelse at bruge. Dels fordi den skjulte kabelbakke giver et visuelt rent og overskueligt skrivebord, og fordi det er en stor fornøjelse at bruge det. Magnus Pro er utroligt fleksibelt, men samtidig er funktionerne ikke synlige, så hverken bord eller funktioner fylder mere end højst nødvendigt. Vi har afprøvet bordet med Secretlabs Heavy Duty skærmarm, der kan holde skærme på op til 16 kg og i størrelser op til 57 tommer.

Bordet er fantastisk nemt og lækkert at bruge. Når først det er samlet, udstråler det bare kvalitet og funktionalitet. Man skal lige kalibrere bordet ved at køre det helt ned og vente til det bipper. Så er klar til brug. Det er nemt at vælge højde, for på kontrolenheden kan du tydeligt se, hvor højt bordet er indstillet i centimeter. Det er genialt, for det gør det super nemt at huske sine yndlingsindstillinger for højden. Og hvis du hele tiden skifter imellem at sidde og stå, er Secretlab Magnus Pro også perfekt. Du kan nemt indstille tre forskellige højder, så bordet automatisk kører til den ønskede position med et tryk på en af de tre knapper. Det føles som ren luksus. Man kan også vælge at slukke for hæve sænke-funktonen, så bordet bare står i én bestemt højde. Det valgte vi efter kort tid at gøre ret konsekvent. For når vi kom til at støde ind i knapperne, bevægede bordet sig op eller ned med det samme. Det er ikke så praktisk, hvis man ofte går forbi det hjørne og ind imellem støder ind i bordet.

Den indbyggede strømføring i venstre ben betyder, at du blot skal tilslutte den medfølgende ledning fra foden af benet til nærmeste stikkontakt. Det giver både strøm til at køre bordet op og ned, og til den indbyggede stikkontakt lige ved siden af kabelbakken bagerst på skrivebordet. Det gør det utroligt nemt at tilslutte en stikdåse med flere udtag, som du kan have liggende i kabelbakken. Her kan du så tilslutte alt dit udstyr som skærm, computer, højttalere, printere, eksterne harddiske og så videre. Alle ledningerne ligger gemt i kabelbakken, så bordet altid ser nydeligt og pænt ud. Det gør en kæmpeforskel i den ro man mærker og gør det letter at koncentrere sig.

Secretlab Magnus Pro

(Image credit: Peter Hoffmann)

Hvis man er høj, vil man værdsætte, at Magnus Pro kan køre bordhøjden helt op til 125 cm, og hvis man ikke er så høj, er det måske meget rart, at bordet kan komme helt ned til 65 cm.

Alt i alt har dette skrivebord været dejligt at bruge. Det er stabilt, meget modulært, smukt og lavet af kvalitetsmaterialer. Det bygger sømløst bro mellem gamer-personliggørelse og forretningsproduktivitet og -funktion, hvilket gør det til et unikt skrivebord, som stort set alle vil elske at bruge.

Secretlab Magnus Pro

Der sidder en stikkontakt lige ved kabelbakken, så du nemt kan tilslutte en stikdåse med masser af udtag. (Image credit: Secretlab)
Swipe to scroll horizontally

Egenskaber

Noter

Bedømmelse

Design

Enkelt, brugervenligt og professionelt design med lidt sjov

⭐⭐⭐⭐⭐

Byggekvalitet

Materialer af høj kvalitet, god byggekvalitet

⭐⭐⭐⭐⭐

Opsætning

Let at sætte op og tilpasse

⭐⭐⭐⭐⭐

Brugervenlighed

Let at bruge

⭐⭐⭐⭐⭐

Praktisk anvendelighed

For mange features for nogle, perfekt for andre

⭐⭐⭐⭐

Pris

Premium prisklasse

⭐⭐⭐⭐

Secretlab Magnus Pro: Endelig vurdering

Secretlab Magnus Pro skiller sig ud som et unikt og virkelig gennemtænkt produkt. Det her hæve sænke skrivebord er ideelt til brugere, der vil have et velorganiseret og velfungerende skrivebord. Hvis du er vild med et rydeligt skrivebord, vil du absolut elske det her bord! Den fremragende byggekvalitet, den innovative kabelhåndtering og Secretlabs magnetiske tilbehør er med til at retfærdiggøre den høje pris. Det overordnede design og ydeevnen gør det til en god investering i et ergonomisk og ryddeligt arbejdsområde. Hvis du er på udkig efter et skrivebord, hvor du modulært kan tilføje udstyr og funktioner, så er der nærmest ingen vej uden om Secretlab Magnus Pro.

Skal du købe Secretlab Magnus Pro?

Køb det, hvis...

Du vil have et førsteklasses skrivebord med stil
Secretlab Magnus Pro er et virkeligt flot skribebord, som føles robust og samtidig stilfuldt.

Du skifter imellem at sidde og stå
Med forudindstillede højder er det nemt at køre skrivebordet op og ned i hverdagen.

Du vil have et bord uden en skov af hængende ledninger
I Vi er vilde med, hvor nemt det er at gemme grimme ledninger af vejen med Magnus Pro. Den skjulte kabelbakke gør det virkelig nemt at holde orden på skrivebordet, når det gælder ledninger.

Køb det ikke, hvis...

Du vil bare have et hæve sænkebord
Secretlab Magnus Pro kommer med en premium prislap, som kræver et dybere greb i lommen. Vil du bare have et billigt hæve sænkebord, er der masser af andre valgmuligheder på markedet.

Du vil bruge monitorarme fra andre producenter
Kabelbakken betyder, at du kun kan montere monitorarme, hvis du kan stramme skruen i holderen oppefra. De fleste monitorarme kræver, at du kravler ind under skrivebordet, men det kan ikke lade sig gøre her. Så er begrænser Secretlab dine valgmuligheder.

Peter Hoffmann
Redaktør TechRadar Danmark

Peter er journalist og har arbejdet som tech-journalist på forskellige tech-medier. Samlet set har han beskæftiget sig professionelt med tech og forbrugerelektronik siden 1996. Peter interesserer sig for mange forskellige områder inden for forbrugerelektronik. Han er vild med lyd – både høretelefoner og højttalere i alle mulige afskygninger. Men han kan også bruge rigtig langt tid på at teste mobiltelefoner og computere. Samtidig er han altid på udkig efter sære og skæve produkter, der kan være interessante at kigge nærmere på, selv om de måske ikke passer ind i de traditionelle produktgrupper.

Med bidrag fra