Her er årets mest populære julegaver: Google Home-højttalere og Apple AirPods
Det bugner i det hele taget med tech-gaver under de danske juletræer i år
Det ser ud til, at en masse danske hjem bliver lidt smartere om blot nogle få dage. I hvert fald, hvis man skal tro Elgiganten, der netop har udsendt deres bud på årets mest populære julegaver ud fra kundernes indkøb op til jul.
"Uden at afsløre for meget, så ser det ud til, at der kommer til at ligge smarte højttalere under rigtig mange juletræer i år. Især Google Home er enormt populær her til jul," fortæller Peder Stedal, adm. direktør i Elgiganten, i en pressemeddelelse.
Selv om Google Home og Google Home Mini afgjort hitter, bliver de ikke de eneste smart-enheder, der bliver pakket ind i julepapir og gavebånd i år, forudsiger Peder Stedal:
"Generelt er smarte produkter et stort julehit i år. Robotstøvsugere, belysning der kan styres via stemme eller app, og lignende produkter, der kan gøre hverdagen sjovere og enklere. Det står højt på manges ønskeliste i år," siger han.
De to Google Home-varianter står dog allerøverst på listen over de julegaver, som ifølge Elgiganten bliver de mest populære i år. Smarthøjttalerne bliver i rækkefølge efterfulgt af Samsung Galaxy Watch, spillekonsoller som PlayStation 4, Xbox One og Switch, mobilerne Huawei P20 Pro, Samsung S9 og iPhone 8 samt Gaming-udstyr.
Du kan se listen i sin helhed her.
(OBS: Links i denne artikel kan henvise til artikler på engelsk.)
Få daglig indsigt, inspiration og tilbud i din indbakke
Tilmeld dig de seneste nyheder, anmeldelser, meninger, topteknologiske tilbud og mere.
Apple AirPods hitter også
Prissammenligningstjenesten PriceRunner er også ude med deres lister med bud på årets største julegavehits. Og her er man ikke i tvivl om, at Apple AirPods kommer ind på en "meget suveræn førsteplads" som den mest populære julegave i 2018.
Elektronik rangerer i det hele taget højt, når PriceRunner nævner de mest populære julegaver – og hos tjenesten er man i øvrigt også enige med Elgiganten i, at Google Home og Google Home Mini er blandt årets store højdespringere.
"AirPods, spil til PlayStation og aktivitetsmålere er blandt de mest populære julegaver i år. To produkter springer dog højt op på gavelisten i år, og det er de nye Google Home Mini højttalere og Fujifilm Instax Mini 9 kameraet," lyder det i en pressemeddelelse fra Martin Andersen, der er direktør for PriceRunner.
Prissammenligningstjenesten har lavet deres top-lister ud fra analyser, der er baseret på brugernes søgninger og videre færd ud til onlinebutikkerne i første halvdel af december.
Du kan se deres top 25-liste her, hvor der også er toplister inden for forskellige kategorier af julegaver, heriblandt PS4-spil.
- Mangler du stadig gaveidéer? Så læs vores store købeguide med julegavetips