Amazon er gået i luften i Sverige
Jeff Bezos' Amazon har indtaget Sverige
Amazons indtog i Norden har været rygtet i årevis, uden der egentlig skete noget. I august bekræftede Amazon så, at man var gået i gang med at åbne i Sverige:
"Amazon har været tilgængelig for svenske forbrugere, gennem europæiske websites i flere år. Næste skridt er lave et komplet handelsudbud i Sverige, og det har vi planer om at gøre nu," skrev man dengang.
Og nu er det så sket: Amazon.se er gået i luften, og modtager bestillinger.
Amazon.dk viderestiller stadig til Amazons tyske webshop. Men det betyder formentlig, at vi er tættere på end nogensinde før på at få en dansk udgave af verdens største webshop.
På vej i årevis
Amazons indtog i Sverige er ikke sket natten over, men har været planlagt i flere år. Allerede i 2017 meddelte breakit.se, at Amazon var på vej til Sverige.
Streamingtjenesten Amazon Prime, der i Sverige (og Danmark) er uafhængig af et Prime-abonnement blev lanceret i 2016. AWS, som bl.a. driver servere for virksomheder, er solidt etableret i Norden
Og nu er turen så kommet til Amazon Sverige.
Få daglig indsigt, inspiration og tilbud i din indbakke
Tilmeld dig de seneste nyheder, anmeldelser, meninger, topteknologiske tilbud og mere.
Hvad betyder det for danske forbrugere?
At shoppe på Amazon er ikke fremmed for danske forbrugere, men nu bliver det endnu mere nærlæggende. Det betyder givetvis også billigere fragt og kortere leveringstider.
Desværre ser der ud til at være en hel del varer, der ikke sendes til Danmark. Det ændrer sig sandsynligvis i løbet af relativt kort tid.
Svensk Amazon kommer ikke til at påvirke priserne i Danmark. Men det giver helt sikkert danske webshop-ejere flere søvnløse nætter over, hvordan de skal klare konkurrencen den dag i nær fremtid, hvor Amazon kommer til Danmark.
"Nu er Amazon kommet tæt på, og det giver både netbutikkerne og forbrugerne et pejlemærke for, hvad der sker, når Amazon engang åbner i Danmark", siger direktøren for Foreningen for dansk internethandel, Niels Ralund, i en kort kommentar på foreningens hjemmeside.
Jeg synes elektronik og teknologi er fascinerende fordi det er under konstant udvikling og altid bliver bedre. I min fritid driver jeg en lille webshop og så har jeg skrevet e-bogen bliv journalist.