3 tester fremtidens netværk på årets Roskilde Festival
Teleselskabet 3 er klar på festivalen med et nyt teknisk set-up, der skal bane vejen for 4,5G/5G-udrulningen
Lige nu tester 3 nyt teknisk set-up, som ud over at give selskabets kunder på Roskilde Festival optimal dækning, også skal være med til at tryk-teste teknologien for at se, om den kan danne grundstenen til fremtidens netværk.
”Dataforbruget stiger – og det vil det fortsætte med. Derfor har vi brug for at se, hvordan vi kan optimere vores eksisterende netværk, så det er gearet til 4,5G/5G-udrulningen, og det forbrug, vi forventer i fremtiden. Roskilde er et oplagt sted at teste ny teknologi, fordi det markante og konstante dataforbrug sætter et så stort pres på netværket, at det minder om det, vi forventer i fremtiden,” siger Stefan Ring Støhrmann, der er 3’s netværksansvarlige på Roskilde Festival.
Aldrig før afprøvet i Danmark
Skal 3 øge effektiviteten i sit netværk, så det bliver hurtigere og mere effektivt, kan det ifølge teleselskabet ske på følgende måder:
Selskabet kan købe mere frekvensspektrum, man kan effektivisere anvendelsen af det eksisterende frekvensspektrum eller tilføje mere radioudstyr i netværket. I år har 3 valgt at arbejde med de to sidstnævnte muligheder. Hvor 3 tidligere har haft tre antenner i hver radionetværksmast, opgraderer man i år, så hver mast har seks antenner, som kan peges i forskellige retninger. Herudover anvender selskabet 4x4 MIMO antenneteknologien kombineret med en sammenlægning af spektrum fra forskellige frekvensområder og LTE-teknologier.
”Netop denne kombination af teknologi og frekvensspektrum er ikke tidligere afprøvet i Danmark. Det tester vi derfor nu for første gang i Roskilde. Når teknologierne kombineres på en helt ny måde, effektiviserer vi anvendelsen af det, vi har i forvejen, og vi forventer, at det giver mere kapacitet til brugerne, og at flere brugere således vil få en god dataoplevelse,” forklarer Stefan Ring Støhrmann.
Festivalen en vigtig brik
Hvis alt går efter planen, vil 3 allerede begynde at implementere det nye tekniske set-up efter dette års Roskilde Festival på særlige udvalgte hotspots, oplyser teleselskabet.
”Roskilde Festival er en vigtig brik, når det kommer til at teste nye teknologier, så vi kan se, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer. Men når det så er sagt, så er det vigtigste for os, at brugeroplevelsen på Roskilde Festival er i højsæde. Det er førsteprioritet. Så hvis vi kan se, at testen ikke fungerer optimalt, så går vi tilbage til vores gamle set-up, så brugerne ikke får en dårlig oplevelse. Men det er bestemt ikke forventningen,” fastslår Stefan Ring Støhrmann, der har afprøvet det nye tekniske set-up på en mindre lokation.
Få daglig indsigt, inspiration og tilbud i din indbakke
Tilmeld dig de seneste nyheder, anmeldelser, meninger, topteknologiske tilbud og mere.
Foto: Pressefoto/Stefan Ring Støhrmann