TechRadar Konklusion
Deco XE75 er et mesh system med Wi-Fi 6E, der giver dig lynhurtigt og stabilt netværk. Men tjek lige dine behov, inden du opgraderer. For nogle vil et Deco XE75 mesh system være en unødvendig opgradering lige nu.
For
- +
Wi-Fi 6E giver stabilitet og høj hastighed
- +
Understøtter op til 200 enheder
- +
Nem set-up og brug
- +
Billig Wi-Fi 6E router
Imod
- -
Forholdsvis dyr opgradering
- -
Forældrekontrol og sikkerhed kræver ekstra abonnementer
- -
Der findes kun få enheder med Wi-Fi 6E i øjeblikket
Hvorfor du kan stole på TechRadar
TP-Link Deco XE75 Wi-Fi 6E mesh-routere repræsenterer den nyeste netværksteknologi til på markedet til forbrugere. Netværksteknologi udvikler sig hele tiden. Wi-Fi 6 kom på banen for et par år siden, og nu er der allerede dukke en endnu nyere teknologi op. Wi-Fi 6E. Ja, den ene teknologi hedder Wi-Fi 6 og den anden Wi-Fi 6E, så det gælder om at holde tungen lige i munden, hvis du skal holde dem adskilt. Forskellen er, at Wi-Fi 6 kører både på 2.4GHz- og 5.0GHz-frekvensbånd. Men Wi-Fi 6E er endnu vildere og kører på hele tre frekvensbånd: 2.4GHz, 5.0GHz og 6GHz. For at gøre en lang historie kort, har wi-fi 6E større kapacitet og kan håndtere flere samtidige forbindelser.
TP-Link Deco XE75 - Anmeldelsen kort
Trådløs forbindelse: Tri-band Wi-Fi 6E (2.4GHz + 5GHz + 6GHz)
Ethernet: Router - 10Gb Ethernet (Internet), 2.5Gb, 3x 1Gb; Satelliter - 2.5Gb, 3x 1Gb
Mål (HxWxD): 280 x190 x 84mm
Vægt: 1.36kg
Selv om Wi-Fi 6E-teknologien er begyndt at dukke op, så er det stadig meget få producenter og forhandlere, som har taget 6E-routere til sig. TP-Link er en af de første producenter, der sender en Wi-Fi 6E-router på det danske marked. Deres model hedder Deco XE75, og den vil for nogle være en fantastisk investering.
Vores testsæt kommer med tre Deco XE75-routere. Og hvis du har tre, så kan du lave et mesh-netværk, der kan dække boliger på op til 670 kvadratmeter. Det er nok de færreste, der har behov for så meget netværk, medmindre, de virkelig har både en stor bolig og en masse enheder. Du kan sagtens klare dig med en eller to af routerne. Men hvis du har meget plads, så er dette Wi-Fi 6E mesh-netværk noget for dig. Ud over at give større stabilitet, så kan du koble helt op til 200 enheder på netværket, så uanset hvor mange telefoner, tablets, trådløse højttalere, eller Chromecasts I har i hustanden, så kan de komme på nettet.
Opsætningen er ret nem, og systemet klarer det meste selv, så du skal sådan set bare finde ud af, hvor de forskellige enheder skal stå, og så sørge for et netværkskabel til den mesh-router, du vælger som hovedrouter og strøm.
Jeg oplevede en stor forbedring i forhold til min egen router, og netværket er nu både hurtigere og mere stabilt end tidligere. Faktisk oplevede jeg næsten en fordobling af hastigheden på hjemmenetværket. Det vil sige, at jeg nu rent faktisk får den hastighed, jeg betaler for. Så når jeg ind imellem har bandet min udbyder langt væk på grund af det sløje netværk, har det været lidt urimeligt. De har faktisk levere den lovede hastighed - og lidt mere til - men den dårlige forbindelse imellem routeren og min stationære computer, har resulteret i sløje hastigheder og forstyrrelser, så jeg har kørt med 150 - 200 Mbps i stedet for de 300 Mbps, jeg betaler for. Nu er hastigheden oppe på 300 - 340 Mbps, så jatak til Deco XE75. Det er værd at bemærke, at mange eksisterende mobiler og bærbare ikke understøtter 6GHz-båndet, som Wi-Fi 6E kører på. Det gælder f.eks. også min stationære pc. Men også de enheder vil med al sandsynlighed få et mere stabilt og hurtigt netværk med Wi-Fi 6E.
Deco XE75 har kunstig intelligens, der sørger for sørger for at koble dine enheder på den router, der har det stærkeste signal. På en måde får du altid den optimale forbindelse. Så data bliver sendt fra routeren til mesh-router satellitterne via 6GHz-båndet, hvor der ikke er nogen forstyrrelser, og så bliver data sendt videre til f.eks. din mobil eller bæbare fra nærmeste router via 5GHz- eller 2,4GHz-båndet.
Når vi taler Wi-Fi 6E-routere, så er Deco XE75 faktisk ret billige. Der er ikke mange Wi-Fi 6E-routere på markedet endnu, og de få, der er, koster nemt 4-5.000 kr. stykket. Med Deco XE75 får du tre routere til ca. 4.500 kr., så selv om det er mange penge, er det faktisk en ret god pris.
Det er stadig mange penge, så selv om der er mange fordele ved Wi-Fi 6E, vil det ikke kunne betale sig for alle at købe tre enheder. Hvis du allerede har et hjemme- eller kontornetværk, der kører stabilt og giver dig de hastigheder, som du har betalt din udbyder for, så vil Deco XE75 være en unødvendig opgradering.
Der findes endnu ikke så mange mobiltelefoner eller computere, der understøtter 6GHz-båndet, men her giver Wi-Fi 6E stadig nogle forbedringer på kapacitet og hastighed, selv om du her ikke vil få det fulde udbytte af Wi-Fi 6E.
Pris og tilgængelighed
TP-Link Deco XE75 er tilgængeligt i udvalgte butikker.
Prisen for to routere begynder ved 2.799 kroner og prisen for tre routere begynder ved 4.238 kroner.
Design og funktioner
Selv om Deco XE75-enhederne ikke er helt små, så glider de alligevel ret meget i baggrunden i hjemmet. Det er aflange og runde og hold i hvid og sort, og der går ikke langt tid, før de glider i et med baggrunden, så man ikke tænker over, at de er der. De er designet til at stå op, så du kan ikke lægge dem ned under sofaen. Enhederne måler 105 × 105 × 169 mm, så de fylder ikke alverden i reolen.
Tre routere dækker cirka 670 kvadratmeter bolig. To dækker ca. 510 kvadratmeter og én dækker cirka 85 kvadratmeter.
I vores testset med tre Deco XE75-routere, fungerer den første (du tilslutter) som hoved-router og de andre vil så dukke op som satellitter, når du tilslutter dem. Hver router har også tre gigabit-porte, så du kan tilslutte enheder som computere eller spillekonsoller med ethernet-kabel til mesh-routerne.
Mesh-routerne kører på såkaldt tri-band - altså tre frekvensbånd, hvor hastighederne er hhv.:
6 GHz: 2402 Mbps
5 GHz: 2402 Mbps
2.4 GHz: 574 Mbps
Du får altså tre frekvensbånd til din trafik. Hvor 2.4Ghz og 5GHz har været brugt i netværksteknologi i langt tid, så er 6GHz-båndet nyt. Derfor kræver det en Wi-Fi 6E kompatibel router at bruge. Samtidig findes der stadig kun få Wi-Fi 6E kompatible enheder, når vi taler mobiltelefoner, tablets og bærbare computere. Rigtig mange af de nye enheder, der bliver produceret fra 2022 og frem vil have teknologien, og nogle topmodeller - som f.eks. Samsung Galaxy S22 Ultra - har den allerede nu, så hvis du f.eks. har en flagskibsmodel eller en high end bærbar fra i år, vil de sandsynligvis have et Wi-Fi 6E mærkat. I vores test har vi brugt en OnePlus 10 Pro og en Samsung Galaxy S22 Ultra, hvor OnePlus Pro 10 ikke understøtter Wi-Fi 6E uden at vi dog har målt mærkbar forskel i hastigheder mellem de to, når de kører på et 300 Mbit/s netværk. Begge telefoner kan klare hurtigere download-hastigheder end netværket kan levere, så her gør Wi-Fi 6E altså ingen forskel ud over at sikre stabilitet. Der kommer selvfølgelig hele tiden flere og flere enheder med den nye standard.
Der er en god grund til, at vælge to eller tre routere til dit mesh-setup, selv om du måske ikke har 670 m2 at boltre dig på derhjemme. Flere routere sikrer nemlig stabiliteten i netværket. Har du kun én router, kan der opstå forstyrrelser imellem f.eks. din bærbare og routeren. Har du to eller tre routere, så har systemet altid alternative routere at sende trafikken til, hvis der opstår forstyrrelser imellem routerne eller imellem router og dine tilkoblede enheder.
Mesh-netværket er AI-drevet, så mesh-routerne fungerer som ét stort netværk. Der er altså ingen forskel på, hvilken af de tre Deco XE75-routere du opretter forbindelse til mht. password og sikkerhed. Routerne sørger også automatisk for at sende data den hurtigste vej (som regel via den router, der er tættest på den enhed, du lige bruger). Så hvis du går fra rum til rum, hopper trafikken hele automatisk videre til den nærmeste router.
Routerne indeholder såkaldt beamforming teknologi. Det betyder, at de kan målrettet kan fokusere antennerne til at sende og modtage data til bestemte enheder. Det skal sikre endnu større stabilitet for computere eller andet udstyr, som du har sat på din liste over prioriterede enheder.
Ydelse og opsætning
Ookla Speedtest
Inden for 1 meter uden forhindringer: 330Mbps/74Mbps
Inden for 6 meter - 2 vægge: 319Mbps/69Mbps
20GB Steam Download
Inden for 1 meter uden forhindringer: 288,6 Mbps Inden for 6 meter - 2 vægge: 288,6 Mbps
En af grundene til, at det er nemt at bruge routerne, er den brugervenlige app. Det er ret nemt at finde rundt i indstillingerne. Her er det muligt at se en liste over alle tilsluttede enheder, og du kan f.eks. blokere enheder, som du ikke længere ønsker skal have adgang til netværket.
Du har i øvrigt adgang til at styre netværket via app'en, uanset om du er ude eller hjemme. Det er en børnesikring, som gør det muligt at gå ind og blokere hjemmesider, som du ikke ønsker, dine børn skal udsættes for. Det er også muligt at blokere for skadeligt indhold, uden at du specifikt behøver at vælge en hjemmeside. Som udgangspunkt er følgende valgt fra, så snart du tilføjer en ny bruger i Forældrekontrol: Voksenindhold, hasardspil og betalt surfing (hvor hjemmesider beder se reklamer eller besvare spørgeskemaer for belønninger. Du kan også sætte faste sengetider, så internettet på børnenes enheder lukker ned på samme tid hver dag. Ønsker du mere avancerede funktioner, kræver det, at du opretter et HomeShield abonnement.
HomeShield giver dig bedre beskyttelse og mulighed for at styre børnenes internetforbrug mere fleksibelt, så du f.eks. kan sætte internettet på pause for børnene, hvis de skal skrive stil eller lave andre lektier, der ikke foregår online. Med betalt abonnement er det også muligt at få en liste over samtlige de internetsider, der er besøgt via netværket - et sandt mareridt for teenagere i husholdningen. Her kan du også udtrække rapporter, der f.eks. viser de fem mest besøgte hjemmesider eller blokerede hjemmesider inden for den seneste uge. Men det kræver altså et ekstra abonnement, som i skrivende stund koster 48 kroner om måneden eller 435 kroner, hvis du vælger at betale for et år ad gangen.
Det er nemt at komme gang med Deco XE75. Du henter bare app'en og følger anvisningerne. Den første router, du tilslutter fungerer automatisk som router, og de andre to vil så blive oprettet som satellitter. Opsætningen tager 5-10 minutter per router/satellit. Du skal navngive det nye netværk og oprette en adgangskode, og så er du sådan set i gang.
Mit netværk kørte inden tilslutningen med ca. 150-200 Mbps. Det er ganske fint, men da jeg betaler for 300 Mbps, har der været plads til forbedring. Jeg har hele tiden tænkt, at det var forbindelse fra min udbyder til den medfølgende trådløse router, der var dårlig. Nu ved jeg så, at det forbindelsen imellem udbyderens router og mine enheder, der ikke har været optimal. I hvert fald steg hastigheden på mit netværk fra de 150-200 Mbps til fænomenale 320 Mbps, så snart jeg fik tilsluttet min stationære computer til Deco XE75 Wi-Fi 6E-netværket. Det må siges at være noget af en forbedring.
Deco XE75 kan levere op til 5,400 Mbps til 200 enheder - og hvis du har tre Deco XE75-enheder kan de sammen dække et areal på op til 670 m2. Så der er altså masser af kapacitet og hastighed at give af i systemet. Hvis du har brug for det, så har hver Deco XE75 også tre gigabit porte, så du kan tilslutte flere enheder via ethernet-kabler. Dermed får du her et ret alsidigt system, som både giver fart og stabilitet.
Skal du købe TP-Link Deco XE75?
Køb dem, hvis ...
Du vil have billig Wi-Fi 6e
Wi-Fi 6E-teknologi giver hastighed og stabilitet. Prisen er høj, men Deco XE75 er faktisk de billigste af Wi-Fi 6E mesh-modellerne.
Du har en gigantisk bolig (eller en virksomhed)
Deco XE75 et fantastisk værktøj for folk med store boliger eller store arealer, der skal have netværk ud i alle hjørner og afkroge.
Dit nuværende netværk kører elendigt
Der kan være mange årsager til, at internettet på hjemmenetværket kører dårligt. Men hvis det skyldes dårlig forbindelse imellem router og dine tilsluttede enheder, så er Deco XE75 bestemt værd at kigge på.
Køb dem ikke, hvis...
Du har et stramt budget
Ja, Deco XE75 giver højere hastighed og stabilitet, mentil sammenligning koster tre Wi-Fi 6 mesh-routere cirka 1.400 kr., hvor disse koster fra 4.495 kroner.
Du har en lille lejlighed
Det kan ikke betale sig at opgradere til Wi-Fi 6E, hvis du har en lille lejlighed, medmindre du oplever masser af Wi-Fi-forstyrrelser på grund af naboens enheder og netværk. Og så vil det nok stadig bedre kunne betale sig at opgradere til et billigt Wi-Fi 6 mesh-netværk. Deco XE75 Wi-Fi 6E vil være overkill, medmindre du skal streame 4K video dagen lang.
Du vil have fuld kontrol med netværket
Hvis du vil have styring med dine børns internetforbrug, så giver TP-Link Deco XE75 dig nogle få, begrænsede værktøjer. Hvis du vil have adgang til de mere omfattende muligheder for rapporter og styring, så skal du enten købe et abonnement eller finde et mesh-system hos konkurrenterne, hvor der er bedre forældrekontrol med til prisen.
Peter er journalist og har arbejdet som tech-journalist på forskellige tech-medier. Samlet set har han beskæftiget sig professionelt med tech og forbrugerelektronik siden 1996. Peter interesserer sig for mange forskellige områder inden for forbrugerelektronik. Han er vild med lyd – både høretelefoner og højttalere i alle mulige afskygninger. Men han kan også bruge rigtig langt tid på at teste mobiltelefoner og computere. Samtidig er han altid på udkig efter sære og skæve produkter, der kan være interessante at kigge nærmere på, selv om de måske ikke passer ind i de traditionelle produktgrupper.