Sommer hos Telenor: Fri data i Danmark i den kommende ferieperiode

telenor mobile data holiday
(Foto: telenor)

Danskernes appetit på mobildata fortsætter med at stige. Derfor tilbyder Telenor fri data i Danmark i den kommende sommerferieperiode. Datatøjlerne bliver sluppet i de kommende to måneder i alle private mobilabonnementer, der har data inkluderet. Tilbuddet gælder også mobilt internet.

Erfaringerne fra 2020 taler deres eget tydelige sprog. Her resulterede danskernes mere eller mindre påtvungne sommerferiedestination – Danmark - i et voldsomt hop i datatrafikken herhjemme på mere end 40 procent i sommermånederne i forhold til året før.

På flere af landets øer, i sommerhusområder og ved forskellige attraktioner var stigningen endda på flere hundrede procent.

"Vi forventer også et højt dataforbrug i år, fordi mange igen holder sommerferien herhjemme. Samtidig kigger vi ind i nogle måneder med en række store sportsbegivenheder som EM i fodbold og Tour de France, og så giver det ro i maven ikke at skulle forholde sig til et lavt dataloft", siger privatkundedirektør i Telenor, Christian Hoffmann.

Fri data bliver inkluderet i alle Telenors privatabonnementer, hvor der i forvejen er data inkluderet, og det koster ikke ekstra. Forbrugsgrænsen er på hele 1.000 GB. Det svarer for eksempel til højkvalitetsstreaming af cirka 350 timers live-sport.

"Vi kan se på vores tal, at streamingtallene fortsætter op, og vi har ikke grund til at tro, at det bliver anderledes hen over sommeren – tværtimod. Derfor er vi glade for at slippe dataen løs til vores kunder i de kommende måneder", siger Christian Hoffmann.

Tilbuddet om fri data gælder i Danmark, men går sommerferien til favoritdestinationen i udlandet, er der også hjælp at hente med et Telenor-mobilabonnement. Det dækker 99 procent af danskernes rejsemål med op til 20 GB data inkluderet.

Fri data er automatisk blevet aktiveret for Telenor-privatkunder, og fortsætter frem til den 15. august. 

Michael Kilschow Hansen
Redaktør / Nyhedsjournalist

Michael har arbejdet journalistisk næsten hele sit arbejdsliv - og har i årenes løb beskæftiget sig med online nyhedsmedier, radio, tv, ugeblade, magasiner, musik- og filmjournalistik. Michael har været en del af TechRadar Danmark-teamet siden januar 2021. 

Han eeelsker sin iPhone, sin iPad og sin iMac - men på et ikke-religiøst niveau, og er voldsomt nysgerrig på, hvad andre tech-brands kan tilbyde.

Arbejde og hobby mødes i en smuk fusion, når der skal skrives om streamingtjenester og deres indhold, nye premierer på serier, film og spændende dokumentarprogrammer.