OnePlus’ afløser OPPO rykker ind i Elgiganten med ny nordisk aftale
Hele OPPO's telefonsortiment kommer på hylderne i Danmark, Sverige, Norge og Finland.
- OPPO lover fortsat support til OnePlus-brugere
- Lokker med rabatter og gratis oplader
OPPO og Elkjøp Nordic har indgået et partnerskab, der gør OPPO's smartphones tilgængelige i detailhandelen i Danmark, Sverige, Norge og Finland. Telefonerne kommer i handlen hos Elkjøp Nordics butikskæder: Elgiganten i Danmark og Sverige, Elkjøp i Norge og Gigantti i Finland.
Aftalen dækker hele OPPO's produktudbud. Det spænder fra entry-level-modellerne i A-serien over mellemklassen i Reno-serien til flagskibene i Find-serien. Dermed får de nordiske forbrugere adgang til OPPO-telefoner på tværs af prisklasser gennem et landsdækkende butiksnet.
Partnerskabet falder sammen med, at OnePlus er på vej ud af det nordiske marked. Elkjøp Nordic peger på OPPO som et alternativ for de kunder, der hidtil har købt OnePlus. ”Efter at have rejst meget i Kina har jeg oplevet OPPO's innovation på tætteste hold, og jeg er utrolig imponeret. OPPO kan muligvis være et nyt navn for mange nordiske forbrugere, men hos Elkjøp Nordic har vi fuld tillid til brandets kvalitet og produkter,” siger Torkil Sagafos, Buying Director Telecom hos Elkjøp Nordic. Han fremhæver, at OnePlus og OPPO er tæt forbundne, og at OPPO leverer de samme kvaliteter inden for ydeevne, billedbehandling og design.
OPPO regnes blandt de største smartphone-producenter i verden, og selskabet lægger vægt på sin satsning på kamerateknologi. ”Det nordiske smartphonemarked er under forandring, og OPPO er klar til at gribe muligheden. Gennem vores partnerskab med Elkjøp Nordic gør vi OPPO mere tilgængeligt på tværs af alle fire nordiske markeder,” siger Jeremy Geng, CEO for OPPO Nordics. Han henviser til, at den tætte forbindelse til OnePlus giver OPPO indsigt i, hvad eksisterende OnePlus-brugere efterspørger.
Geng peger desuden på modtagelsen af selskabets nyeste topmodel. ”Find X9 Ultra-modellen har allerede fået en meget tilfredsstillende modtagelse i Norden med fremragende anmeldelser fra førende medier, hvor særligt kameraoplevelsen har modtaget stor anerkendelse,” siger han. Med aftalen udvider OPPO sin tilstedeværelse i den nordiske detailhandel og giver forbrugerne flere valgmuligheder på Android-markedet.
Tilmeld dig de seneste nyheder, anmeldelser, meninger, topteknologiske tilbud og mere.
Peter er journalist og har arbejdet som tech-journalist på forskellige tech-medier. Samlet set har han beskæftiget sig professionelt med tech og forbrugerelektronik siden 1996. Peter interesserer sig for mange forskellige områder inden for forbrugerelektronik. Han er vild med lyd – både høretelefoner og højttalere i alle mulige afskygninger. Men han kan også bruge rigtig langt tid på at teste mobiltelefoner og computere. Samtidig er han altid på udkig efter sære og skæve produkter, der kan være interessante at kigge nærmere på, selv om de måske ikke passer ind i de traditionelle produktgrupper.