Netflix-priser: Danmark er verdens dyreste land

Netflix

Synes du, at dit Netflix-abonnement er for dyrt? Så har du ret, i hvert fald hvis man sammenligner med, hvad Netflix-abonnenter i andre lande betaler. Det bekræftes i en ny, stor undersøgelse fra Comparitech, der har specialiseret sig i tests og sammenligninger af teknologi og services på nettet.

Med udgangspunk i et basisabonnement er firmaet nået frem til, at Danmark - inklusiv Grønland og Færøerne - er det sted i verden, hvor streamingtjenestens priser er de højeste. Til sammenligning kan nævnes, at man i Tyrkiet kan købe den samme ydelse for et beløb svarende til 16,64 kroner. I Danmark betaler vi altså næsten fem gange så meget som tyrkerne. Hvis man tager gennemsnittet af priserne i alle de lande, testen omfatter, ligger Danmark 50 procent over gennemsnittet.

Hvis man udregner prisen i forhold til indkomst pr. indbygger er der ingen trøst at hente. Også her topper Danmark listen.

Det er nærliggende at sammenligne med Norge og Sverige, der strukturelt og økonomisk minder meget om Danmark, og her viser det sig, at Netflix-abonnenterne betaler henholdsvis ca. 10 og 15 kroner mindre end danskerne for det samme abonnement (basis).

Billigst

De fem billigste lande er (omregnet til danske kroner/ kurs pr. 15.9):

Tyrkiet 16,64

Argentina 20,73

Brasilien 30,59

Mexico 37,02

Japan 37,33

 

Dyrest

De fem dyreste lande er:

Danmark 79,00

Schweiz 78,90

Lichtenstein 78,90

Norge 69,16

Sverige 63,11

 

Tallene viser, at Netflix i betydelig grad skeler til landenes levestandard og købekraft, når priserne skal fastsættes, men at forskellen er så betydelig kan nok overraske. Omvendt er det formentligt et spørgsmål om almindelig markedsmekaniske: hvor interessen er størst, er priserne skruet mest op.

I Danmark koster et basisabonnement med mulighed for at se Netflix på 1 skærm ad gangen 79 kroner, mens adgang til to skærme beløber sig til 99 kr. Det dyreste abonnement med adgang til fire skærme og bl.a. ultra-HD koster 129 kr. pr. måned.

Kilde: Comparitech