Værdien af den lønpakke, adm. Direktør for Discovery, David Zaslav, får for sin indsats i 2021, beløber sig til 246 mio. dollar, svarende til ca. 1,6 mia. kr.
Det fremgår ifølge bl.a. The Hollywood Reporter og The Wal Street Journal af en selskabsmeddelelse, som netop er blevet offentliggjort.
I 2020 lå hans lønpakke på 37 mio. kr. Forskellen skyldes, at af de 246 mio. kr. kommer næsten 203 mio. kr. fra aktieoptioner, som han fik som led i en fornyelse af hans kontrakt i forbindelse med den planlagte fusion mellem Discovery og den amerikanske tele-kæmpe AT&T’s medieforretning, Warner Media.
Fusionen blev meldt ud sidste år, og ventes at blive fuldendt i indeværende kvartal. Med fusionen bliver de to selskaber til Warner Bros. Discovery med David Zaslav som adm. Direktør.
Ifølge selskabsmeddelelsen er de knapt 203 mio. kr. i aktieoptioner ikke faktiske udbetalinger til Zaslav, og det kan ikke garanteres, at hele beløbet bliver realiseret. Det skyldes, at det kræver, at Discovery-aktien vil nå en bestemt værdi over syv år, før pengene kan udbetales. Idéen er, at ordningen giver Zaslav et incitament til at skab værdi for selskabets investorer.
Ifølge bl.a. Wall Street Journal gør den astronomisk høje lønpakke direktøren til den bedst betalte adm. Direktør blandt S&P 500-virksomhederne, som er et aktieindeks over 500 store amerikanske selskaber.