TechRadar Konklusion
Google Fitbit Air har et gennemtænkt design og er generelt meget præcis, hvor den virkelige styrke ligger i den AI-drevne ledsagerapp. Det er så let og behagelig at have på, at man næsten glemmer, at man har det på håndleddet, hvilket gør den til et fremragende valg til passiv søvn- og sundhedssporing. AI-assistenten Google Health Coach i premiumversionen vil dele brugerne i to lejre – hvis du kan lide at interagere med chatbots, vil du sætte pris på den, men hvis du ikke kan, vil du hurtigt blive træt af den. Uden premiumabonnementet føles Air desuden noget begrænset.
For
- +
Lav indkøbspris
- +
Nøjagtige pulsbaserede målinger
- +
Fleksibel træner, der lærer hurtigt
- +
Behagelig og nem at have på
- +
FDA-certificeret baggrundsdetektering af atrieflimren (AFib)
Imod
- -
Ingen indbygget GPS og begrænsede løbedata
- -
Temmelig begrænset uden abonnement
- -
Appen er lidt rodet
Hvorfor du kan stole på TechRadar
Google Fitbit Air: Kort sammenfatning
Selvom det er en meget enkel enhed, har mange et kompliceret forhold til Google Fitbit Air. Folk lader til at have stærke meninger om armbåndet, både positive og negative, og lanceringen har været omgivet af megen diskussion og interesse. Vores oplevelse af faktisk at bruge enheden har overordnet set været meget positiv, med en sporingsnøjagtighed, der ligger tæt på det, vi får fra Apple Watch Ultra 3, som stort set er det bedste inden for håndledsbaseret sundhedssporing. Måleværdier baseret på aktivitetsarmbåndets pulsmåling er pålidelige og lå meget tæt på Apple Watch under arbejde, hvile og træning i den uge, vi testede Fitbit Air.
Denne type af enheder, som registrerer sundhed og motion, uden at du skal gøre noget, er på mode lige nu. Oura har lanceret Oura Ring 5 kun et år efter Ring 4, og fitness- og sundhedsmålere fra Whoop har kæmpe succes. Google er nu også med og har lavet Fitbit Air til en forholdsvis lav pris.
Fitbit Airs skærmløse og slanke design passer perfekt til Fitbit-stilen – det oprindelige Fitbit-enhed var faktisk en digital skridttæller. Air går tilbage til kernen af, hvad Fitbit engang var, før virksomheden blev endnu en producent af smarture. Fitbit har altid været tænkt som en diskret lille enhed, og det bliver næppe mere diskret end Google Fitbit Air. Med en vægt på kun 12 gram og et meget smalt armbånd på 17 mm er Fitbit Air en flot og – vigtigst af alt – behagelig måler at gå rundt med. Den er betydeligt mere behagelig at sove med end de noget større smarture, vi har testet (og vi har testet mange).
Samtidig er det svært at vurdere Fitbit Air uden også at kigge på Google Health-appen, hvor Googles opkøb og ændring af Fitbit-appen har vakt særligt stærke (og negative) reaktioner blandt trofaste Fitbit-brugere. Appen er ret rodet og ikke særlig intuitiv at bruge, med funktioner spredt ud over flere forskellige placeringer. Det føles som om den primært er designet som et hjem for AI-chatbotten Health Coach, som ganske vist er meget intelligent og en af de stærkeste AI-assistenter, vi har testet i en sundhedsplatform, men det er ikke den bedste måde at bygge en sundhedsapp på. Whoops balance mellem AI-funktioner og traditionelle måleværdier direkte i appen fungerer betydeligt bedre.
Hvis du er på udkig efter et armbånd uden skærm, som stabilt kan spore forskellige former for træning som fitness, sport og yoga, samtidig med at du kan spore din søvn, hjertesundhed og generelle velbefindende, kan du bruge Google Fitbit Air, som det er, betale engangsbeløbet på 799 kroner og gøre din sundhedssporing enkel.
Om du vil sætte pris på premium-alternativet eller ej, afhænger i høj grad af, hvor positiv du er over for chatbots. Vi syntes, at dens fleksibilitet er meget nyttig, men de konstante og lidt for positive opsummeringer og tendensen til at gemme data bag store mængder tekst blev hurtigt irriterende. Så for os er det en blandet oplevelse. Selv om der er udfordringer, er det dog stadig det bedste og mest interessante Fitbit-produkt i flere år.
Google Fitbit Air: pris og tilgængelighed
- Pris 799 kroner
Google Fitbit Air koster 799 kroner i Danmark, og for det beløb får du selve aktivitetsarmbåndet, et armbånd i en farve efter eget valg samt en oplader, der er specifik til Google Fitbit Air – hvilket endnu en gang viser, at Google tilsyneladende er allergisk over for at udvikle en oplader, der fungerer med mere end én enhed. Du kan tilkøbe andre remme, så du kan skifte imellem dem, når det passer dig.
Tilmeld dig de seneste nyheder, anmeldelser, meninger, topteknologiske tilbud og mere.
Google Health Premium-abonnementet, som giver adgang til Googles AI-baserede Health Coach, koster 79 kroner om måneden eller 799 kr. om året. Eksisterende abonnenter på Google AI Pro får adgang uden ekstra omkostninger.
Til sammenligning starter den billigste Apple Watch SE 3 ved 1.999 kroner, mens Whoops' abonnementsbaserede prismodel starter ved ca. 1.490 kroner om året på det billigste niveau.
Google Fitbit Air giver dermed meget for pengene, og Googles Health Coach er et valgfrit tillæg snarere end et obligatorisk abonnement.
- Værdi: 4,5/5
Google Fitbit Air: design
- Enkel, skærmfri og elegant
- Let og behagelig at bære
- Uoverskueligt app-design
Google Fitbit Airs design kan opdeles i to dele: selve enheden, som er fremragende, og den nye Google Health-app, som ikke helt rammer plet.
Vi starter med det positive. Fitbit Air består af selve sensoren og en rem, der findes i tre varianter – silikonearmbåndet Active, det vævede Performance Loop eller Elevated Modern-armbåndet i polyuretan (kunstlæder). Alle fås i flere farver og har en velcro-spænde. På undersiden af sensoren sidder den optiske pulssensor, hudtemperatursensoren samt et accelerometer og et gyroskop til blandt andet at tælle skridt.
Det vejer kun 12 gram, selv med Performance Loop-armbåndet, hvilket gør det let og behagelig at have på – noget, der er skønt for søvnsporing. Vi bar det på højre håndled med et ur på venstre håndled i løbet af dagene og det føles ret naturligt. Medmindre man kigger nøje efter, ligner det mest et almindeligt armbånd. Performance Loop-armbåndet, der fulgte med vores testeksemplar, er flot, men ingen af varianterne ser dårlige ud.
Sensoren har også en vibrationsfunktion. Hvis du indstiller en alarm i appen, kan den slås fra ved at trykke på oversiden af enheden. Det er den interaktion, du kan have med sensoren og armbåndet. Alt andet foregår via appen, ligesom med nogle af de bedste smartringe og andre skærmløse sundhedsprodukter.
Det er i appen, at Googles design begynder at drille. Google Health-appen er opdelt i fire faner – I dag, Træning, Søvn og Sundhed – og indeholder et kontrolpanel med vigtige måleværdier øverst samt indsigt og et indholdsbibliotek længere nede.
Men da informationen er spredt over fire forskellige faner, er det betydeligt sværere at finde specifikke måleværdier eller indhold sammenlignet med den gamle Fitbit-app. Vi ledte for eksempel efter mindfulness-indhold i ti minutter, før vi fandt den fem minutter lange meditation, vi var på udkig efter, og vi endte ofte i situationer, hvor vi startede nye samtaler med AI-coachen i stedet for at fortsætte tidligere chats fra historikken. Den er ganske enkelt ikke særlig intuitiv at bruge. Samtidig oplevede vi ind imellem, at det tog langt tid, før f.eks. cykelture dukkede op i appen. Nogle gange stod de ikke under aktiviteter "I dag" selv efter synkronisering. Til gengæld dukkede de hurtigt op under fanen "Fitness". Det skyldes sandsynligvis, at AI-coachen lige skal have tid til at lave en rosende tekst. For noget tid senere kommer der en masse ros af vores cykeltur på 15 minutter.
Det er i det hele taget umuligt for Premium-brugere at overse AI-coachen, som gemmer dine måleværdier bag lange afsnit med opmuntrende tekst, så det tager længere tid at finde de data, du faktisk ønsker at finde. Den tendens til at være lidt for positiv. Selv på dage, hvor det ikke blev til motion, kom AI-coachen med så meget ros, at det bare virkede utroværdigt. Så hvis du ønsker en AI-coach, der presser dig og ikke bare roser dig, fordi du er gået ned med affald, så skal du kigge et andet sted.
AI-coachen er generelt smart, og vi kommer ind på funktionerne længere nede, men det have været rart med mindre skamros og betydeligt mere information, som man kan overskue med et hurtigt blik.
- Design: 3,5/5
Google Fitbit Air: funktioner
- Den skærmløse aktivitetsmåler fungerer diskret i baggrunden
- Gode måleværdier
- AI Health Coach er en fleksibel alt-i-én-funktion
Fitbit Air registrerer de sædvanlige måleværdier, man forventer af en moderne aktivitetsmåler, herunder antal skridt, puls, antal etager, søvnfaser og meget andet. Fitbits Daily Readiness-score viser, hvor klar kroppen er til træning baseret på den seneste tids aktivitet og søvnscore, samtidig med at appen fremhæver ugentlige konditionsmål, væskeindtag og grundlæggende kostregistrering. Den kan også advare om uregelmæssig hjerterytme, hvilket er nyttigt til potentielt at opdage atrieflimren, og lader dig udføre en manuel EKG-test for at overvåge hjertesundheden.
Den gratis version tilbyder kun grundlæggende sporing. Der er ingen træningsplanlægger, intet mindfulness-indhold, ingen måde at registrere hjerteflimren på eller andre ekstra funktioner ud over selve målingerne. Den tilbyder heller ingen specifikke løbemålinger som skridtfrekvens eller skridtlængde, hvilket mange af de bedste løbeure gør. For brugere, der blot ønsker at se deres data, er dette sandsynligvis rigeligt uden behov for Premium-abonnementet.
For Premium-brugere kan kostregistrering foretages via AI-assistenten Health Coach ved at tage et billede af maden. Den er meget god til at registrere emballerede fødevarer. Da vi fotograferede en krøllet pose chips og skrev »registrer dette«, identificerede den korrekt indholdet som en snack på 74 kalorier og angav også makronæringsstoffer og saltindhold. Den har derimod sværere ved hjemmelavede måltider, selvom en enkel beskrivelse som »registrer denne linsegryde« er nok til at give et skøn. Jo flere oplysninger du kan angive, såsom vægt og portionsstørrelse, jo mere detaljeret bliver resultatet.
Brugere uden Health Coach kan registrere mad manuelt, ligesom i apps som MyFitnessPal.
Appen giver også adgang til Fitbits bibliotek med trænings- og meditationsindhold, herunder individuelle øvelser, som kan bruges til at sammensætte egne træningsprogrammer. Det kræver dog et Premium-abonnement.
Gennem hele oplevelsen fungerer AI-assistenten Health Coach som en rød tråd, og vi oplevede faktisk, at den var nyttig. Selvom der ikke er et særligt felt til at registrere sygdom, skrev vi vores forkølelsessymptomer direkte ind i Health Coach. Den huskede, at vi var syge, og tilpassede sine råd og anbefalinger resten af ugen ud fra vores symptomer. Da vi tog i fitnesscentret uden at følge nogen af appens færdige træningsprogrammer, skrev vi vores træningspas og gentagelser ind i feltet »Spørg Coach«. Den registrerede træningsprogrammet, og foreslog også supplerende øvelser for andre muskelgrupper senere på ugen.
AI Coach er et fleksibel værktøj, der fungerer godt sammen med resten af appen og næsten lader dig springe det rodede layout over. Du kan ganske enkelt bede coachen vise det, du har brug for, hvilket sandsynligvis også er præcis, hvad Google har tænkt sig.
Hvor meget du får ud af AI Coach afhænger dog af din holdning til chatbots. Den, der bruger Gemini eller ChatGPT til alt muligt, vil sandsynligvis få meget ud af tjenesten, mens de, der ikke bryder sig om AI og bare vil se deres mål og tal, sandsynligvis ikke vil være så vilde med Premium-versionen.
- Funktioner: 4/5
Google Fitbit Air: ydeevne
- Præsterer godt i forhold til Apple Watch Ultra 3 i de fleste situationer
- Svage estimater under løb
- Batteritiden lever op til forventningerne
Da vi sammenlignede Google Fitbit Air med Apple Watch Ultra 3, klarede aktivitetsmåleren sig godt under vores 10 km lange testtur, i hvert fald hvad angår måleværdier som puls og kalorieforbrug, hvor den kan bruge de indbyggede sensorer. Derimod var måleværdier, der bygger på telefonens GPS, for eksempel distance, betydeligt mindre præcise.
Vi har indlejret resultaterne nedenfor, men overordnet set var der ingen statistisk signifikant forskel mellem de to enheders estimater af puls eller kalorieforbrug. Vi vil opdatere anmeldelsen med bekræftede pulsmålinger i forhold til et nyt Polar H10-brystbælte, da vores tidligere testenhed er holdt op med at fungere.
Average heart rate
| Product | Value |
|---|---|
| Google Fitbit Air | 158 |
| Apple Watch Ultra 3 | 161 |
Average Pace
| Product | Value |
|---|---|
| Google Fitbit Air | 5.37 |
| Apple Watch Ultra 3 | 5.47 |
Calories burned
| Product | Value |
|---|---|
| Google Fitbit Air | 773 |
| Apple Watch Ultra 3 | 750 |
Distance
| Product | Value |
|---|---|
| Google Fitbit Air | 10.43 |
| Apple Watch Ultra 3 | 10.03 |
Vores oplevelse af søvnsporing med de samme to enheder – en på hvert håndled – var ens, med relativt sammenlignelige måleværdier, men lidt forskellige resultater.
Fitbit Airs skøn over den samlede søvntid lå inden for fem minutter af Apple Watch, og søvnfaserne var også meget ens. Derimod gav Apple Watch os en søvnscore på 90, mens Fitbit registrerede 81 og pegede på en forskel på ti point i søvnkvalitet. Samtidig har Google Fitbit Airs søvnsporing konsekvent formået at registrere vores opvågninger i løbet af testperioden og korrekt noteret både tidlige toiletbesøg og da katten sprang op i sengen klokken fem om morgenen.


Da Fitbit Air mangler skærm, GPS og specialiserede træningsmålinger, vil regelmæssige løbere ikke få særlig meget ud af den. Sammenlignet med den mængde data, vi normalt får fra Apple eller de bedste Garmin-ure, oplevede vi den som begrænset. GPS-kortet – som importeres fra telefonen, da Air mangler sin egen GPS – var desuden ikke særlig præcist og afveg med cirka 400 meter i forhold til Apple Watch.
Batteritiden er fremragende og overgår de syv dage, som Google lover. Opladningen går hurtigt, hvor blot fem minutters opladning giver cirka en hel dags brug, og en fuld opladning tager omkring en time. Enheden er også meget behagelig at have på, som vi tidligere har nævnt – vi har næsten ikke haft behov for at tage det af i løbet af hele testugen.
- Ydeevne: 4,5 / 5
Google Fitbit Air: samlet vurdering
Kategori | Kommentar | Vurdering |
Værdi | Virkelig god pris i forhold til konkurrenterne. | 4,5 |
Design | En fremragende aktivitetsmåler, men med en mangelfuld app. | 3,5 |
Funktioner | Begrænsede funktioner i gratisversionen, men omfattende AI-værktøjer i Premium. | 4 |
Ydeevne | Virkelig god på næsten alle områder. | 4,5 |
Skal du købe Google Fitbit Air?
Køb det, hvis...
Du er på udkig efter en prisbillig aktivitetsmåler
Google Fitbit Air har gode chancer for at placere sig højt på vores liste over de bedste billige aktivitetsmålere.
Du kan godt lide AI-baserede chatbots
Premiumversionen af Google Health er helt bygget op omkring brugen af og interaktionen med en AI-assistent.
Du vil have et skærmløst aktivitetsarmbånd
Selv i den gratis version giver det slanke, skærmløse armbånd en god oplevelse, når det gælder registrering af alle dine sundhedsdata og aktiviteter.
Køb det ikke, hvis...
Du er ambitiøs løber
Du får langt mere ud af et af de bedste Garmin-ure.
Penge er ikke noget problem
For dem, der tager sundhedsdata alvorligt og ønsker den mest avancerede skærmfri oplevelse, er Whoop-appen stadig det bedste valg.
Du er bekymret for datasikkerhed
Google har lovet ikke at bruge Fitbit-data i sin annoncevirksomhed, men hvis du alligevel føler dig utryg ved at fodre Googles AI-algoritmer med store mængder sundhedsdata, kan det være klogt at undgå Fitbit Air.
Andre muligheder
Whoop 5.0 & Whoop MG
Googles og Fitbits største konkurrent blandt skærmløse sundhedsmålere.
Læs hele vores test af Whoop
Oura Ring 4
En anden populær favorit uden skærm, men også dette er et premium-alternativ, der kræver et abonnement.
Læs hele vores test af Oura Ring 4
Samsung Galaxy Fit 3
Samsungs prisvenlige aktivitetsmåler og et rigtigt godt køb for dem, der gerne vil holde omkostningerne nede.
Læs hele vores test af Samsung Galaxy Fit 3
Sådan testede vi Google Fitbit Air
Fra den oprindelige forfatter;
Jeg bar Google Fitbit Air i otte dage i træk. Jeg løb 10 km, mens jeg bar et Apple Watch Ultra 3 og et (defekt) Polar H10-brystbælte, samt en kortere løbetur med Huawei Watch Fit 5 Pro, som sammenligning med mine sædvanlige træningsrutiner. Jeg bar også Apple Watch og Fitbit Air side om side om natten for at sammenligne søvnsporing. Jeg testede alarmfunktionen, prøvede funktionerne i premiumtjenesten Health Coach og brugte appens trænings- og mindfulnessindhold.
Testet første gang i juni 2026.
Testet af flere skribenter fra TechRadar-teamet.
Læs mere om, hvordan vi tester teknologi og gadgets på TechRadar.

Peter er journalist og har arbejdet som tech-journalist på forskellige tech-medier. Samlet set har han beskæftiget sig professionelt med tech og forbrugerelektronik siden 1996. Peter interesserer sig for mange forskellige områder inden for forbrugerelektronik. Han er vild med lyd – både høretelefoner og højttalere i alle mulige afskygninger. Men han kan også bruge rigtig langt tid på at teste mobiltelefoner og computere. Samtidig er han altid på udkig efter sære og skæve produkter, der kan være interessante at kigge nærmere på, selv om de måske ikke passer ind i de traditionelle produktgrupper.
- Matt EvansSenior Fitness & Wearables Editor