Vi tester: NZXT Capsule Elite er en stærk mikrofon til gamere og streamere

NZXT Capsule Elite
(Foto: Peter Hoffmann)

NZXT Capsule Elite er en USB-mikrofon designet til gamere, streamere og indholdsskabere, der ønsker en forholdsvis billig mikrofon med god lyd. Mikrofonen leverer god lyd og har et flot design, selv om vi godt kunne have tænkt os, at den var helt i metal i stedet for plastik. Den medfølgende software kan være udfordrende, hvis man er nybegynder.

Fordele

  • Flot design
  • Virkelig god lyd
  • Fornuftig pris
  • USB-C forbindelse

Ulemper

  • Indviklet software
  • Sværere at styre mikrofonens følsomhed
  • Kun ét kardioid-mønster

NZXT Capsule Elite

SteelSeries Alias Pro (Image credit: Peter Hoffmann)

Pris og tilgængelighed

NZXT Capsule Elite kom i handlen i januar og er tilgængelig hos på NZXT-hjemmeside og en række danske forhandlere. Den officielle pris er 829 kroner, men vi har fundet den hos danske forhandlere til lidt over 700 kroner. Dermed er der tale om en forholdsvis billig mikrofon, som giver dig både god lyd og brugervenlighed i et nemt setup.

Design og funktioner

NZXT Capsule Elite er den nye topmodel af mikrofoner fra NZXT, der er kendt for at sælge tilbehør og accessoires til PC-hjemmebyggere. De har for nyligt lanceret en serie af Elite-produkter inden for peripherals (mus, tastaturer og mikrofoner). Her er NZXT Capsule Elite deres premium mikrofon.

Med en 25 mm kondensatorkapsel, 24-bit/192 kHz opløsning og et cardioid polar-mønster, er mikrofonen skabt til at opfange stemmen med stor præcision, samtidig med at baggrundsstøj minimeres. Det skal gøre den ideel til både streaming og gaming for brugere, der vil lave optagelser uden behov for et avanceret XLR-setup.

Capsule Elite kan tilpasses med den gratis software - NZXT CAM. Som udgangspunkt kan man dog bare vælge at bruge Capsule Elite med de simple indstillinger i NZXT CAM. Her er lydprofilen udviklet af NZXT selv, så man behøver ikke at justere på noget, hvilket er ret brugervenligt. Hvis man er mere øvet, kan man aktivere de avancerede funktioner, så man virkelig kan finjustere lyden. Det kræver dog, at man kan finde rundt i udtryk som de-esser, de-popper, high-pass filter, low-pass filter osv, for her får du ikke meget hjælp fra NZXT CAM. Softwaren er udviklet i samarbejde med lydspecialister fra DTS og giver brugeren en masse avancerede justeringsmuligheder.

Blandt andet:

NZXT Capsule Elite

(Image credit: Peter Hoffmann)
  • Støjreduktion for at eliminere uønskede lyde i baggrunden.
  • De-popper og de-esser til at reducere hårde konsonantlyde.
  • Compressor og limiter for at sikre en ensartet lydstyrke uden forvrængning.
  • High-pass filter til at fjerne lavfrekvent brummen.

Holdbart design

NZXT har fokuseret på at gøre Capsule Elite både robust og fleksibel. Mikrofonens kabinet er bygget i plast med stål og aluminium, og den medfølgende stand har tilt-, dreje- og pivot-justeringer, hvilket gør den nem at placere optimalt. For dem, der ønsker et mere professionelt setup, kan mikrofonen også monteres på en boom-arm. Hvis du aktivt bruger dit skrivebord, imens du optager, er det en god ide at overveje en mikrofonarm. Vi oplevede i hvert fald, at vibrationerne fra bevægelserne nogle gange blev fanget som lyd af mikrofonen.

Capsule Elite har også RGB-belysning på bagsiden samt en frontplaceret LED-indikator, der viser lydniveauer og mute-status. Dette kan være en fordel for streamere, der ønsker at integrere mikrofonens æstetik i deres setup. Desværre er indikatoren ikke super præcis at aflæse. Når man skruer ned for lydniveauet slukker lyset i højre side af lysbaren i takt med at man skruer ned. Men nogle gange virker det, som om lyset i indikatoren bare dæmpes en smule. Det er svært at justere efter. Så hvis man vil kende det præcise lydniveau, er man nødt til at justere lydniveauet i softwaren. Når man trykker på volumen-knappen, slukker mikrofonen, og lyset på fronten skifter fra hvid til rød. Når man aktiverer mikrofonen igen, skifter farven fra rød til hvid. Vi får altså ingen indikation af lydniveauet, hvilket kunne være praktisk.

NZXT Capsule Elite

(Image credit: Peter Hoffmann)

Solid lyd til gamere og indholdsskabere

Lyden bliver virkelig god med Capsule Elite. Især, når man husker på, at mikrofonen bare skal tilsluttes med USB-C til USB-A. Det gør det ret nemt t forbinde den til forskellige enheder. Det er en del lettere end at bruge en XLR-mikrofon, der først skal forbindes med en hub med XLR-kabel, og så videre til computeren eller din konsol.

Mikrofonen har kun ét mikrofon-mønster (det område, som den særligt opfanger lyd fra). NZXT Capsule Elite bruger et cardioid-mønster, og opfanger derfor lyden bedst foran mikrofonen. Nogle af de dyrere mikrofoner kan skifte imellem flere optagemønstre, så de f.eks. også kan bruges til podkasts. Det kan Capsule Elite ikke, så den er mest velegnet til brug for én person, men så er prisen til gengæld også lavere.

NZXT Capsule Elite er et attraktivt valg for dem, der ønsker en lydkvalitet, der er virkelig god uden at bevæge sig over i komplekse XLR-opsætninger. Den kombinerer høj opløsning, avanceret softwarejustering og et holdbart design i en pakke, der er nem at bruge og stilfuld i ethvert gaming- eller streamingmiljø.

Med en vejledende pris på omkring 700 kroner er den en stærk konkurrent til dyrere premium-mikrofoner, samtidig med at den tilbyder en række funktioner, der normalt kun findes i high-end XLR-mikrofoner. For streamere og gamere, der ønsker at opgradere deres lydkvalitet uden at sprænge budgettet, er Capsule Elite et virkeligt godt valg.

NZXT Capsule Elite

Der følger to slags spidser med til ørepropperne. Nogle mere bløde og nogle mere lydisolerende. (Image credit: Peter Hoffmann)

Skal du købe NZXT Capsule Elite?

Køb den, hvis …

Du vil have en smuk mikrofon til skrivebordet
Du får en minimalistisk mikrofon i flot design, som ser godt ud på skrivebordet.

Du vil have god lydkvalitet for pengene
Selvom der findes dyrere XLR-alternativer med professionel lyd, kan denne USB-mikrofon faktisk levere overraskende god lyd for sin prisklasse.

Køb den ikke, hvis …

Du vil have mulighed for at finjustere volumen på mikrofonen
Volumen-lyset, der ikke er helt stabilt eller præcist, gør det ind imellem svært at justere lyden.

Du er pro-bruger
NZXT Capsule Elite leverer lyd, der er virkelig god. Lyden er også bedre end prisniveauet antyder. Men det er ikke pro-lyd i samme kvalitet som en XLR-mikrofon leverer. Så pro-brugere skal måske se sig om efter en anden mikrofon.

  • De bedste trådløse høretelefoner i 2025
Peter Hoffmann
Redaktør TechRadar Danmark

Peter er journalist og har arbejdet som tech-journalist på forskellige tech-medier. Samlet set har han beskæftiget sig professionelt med tech og forbrugerelektronik siden 1996. Peter interesserer sig for mange forskellige områder inden for forbrugerelektronik. Han er vild med lyd – både høretelefoner og højttalere i alle mulige afskygninger. Men han kan også bruge rigtig langt tid på at teste mobiltelefoner og computere. Samtidig er han altid på udkig efter sære og skæve produkter, der kan være interessante at kigge nærmere på, selv om de måske ikke passer ind i de traditionelle produktgrupper.