Telenor lancerer MaxSpeed: Hurtigere internet til færre kroner
Teleselskabet kaster sig ind i bredbåndskampen
Telenor går nu ind i kampen på bredbånds-markedet, meddeler teleselskabet. Våbnet er MaxSpeed; en serie nye højhastigheds-produkter til lavere pris.
"Danskernes dataforbrug galoperer afsted. Vi elsker at streame, game og surfe, og vi gør det hele på samme tid. Det kræver højhastighedsforbindelser, hvis alle skal være på, uden at forbindelsen hakker," siger Tor-Arne Fosser, CMO Consumer i Telenor, og fortsætter:
"Derfor skifter vores bredbåndsprodukter nu udseende og får navnet MaxSpeed. Vi har skruet hastighederne helt op og sat priserne ned, så danskerne er sikre på at få en bredbåndsforbindelse i tophastighed til en god pris. Dét forventer vi, at de danske husstande og virksomheder vil finde meget attraktivt."
I praksis betyder det blandt andet, at teleselskabets kunder fremover kan købe 1.000 Mbit til en pris på 249 kroner per måned. Prisen omfatter ingen tillægsydelser, som eksempelvis tv-pakker, som flere og flere ifølge Telenor vælger fra.
Flere får muligheden
På nuværende tidspunkt kan Telenor tilbyde 1.000 Mbit til de omkring 966.600 husstande, der får bredbånd via TDCs kabel-tv-net (coax).
I løbet af året får endnu flere muligheden, idet Telenor sidste år indgik to fiberaftaler med Eniig (nu Norlys) og Nord Energi. Det vil sige, at yderligere 450.000 husstande på Eniigs fibernet kan få Telenors højhastighedsforbindelser til foråret, mens 120.000 nordjyske husstande på Nord Energis fibernet kan slå til i sensommeren 2020.
Telenor oplyser desuden, at MaxSpeed lanceres uden binding og med gratis oprettelse.
Get the best Black Friday deals direct to your inbox, plus news, reviews, and more.
Sign up to be the first to know about unmissable Black Friday deals on top tech, plus get all your favorite TechRadar content.