De mest indtjenende sange i 2020 i Danmark

Lord Siva, Vera
(Foto: Koda)

Streaming fylder mere og mere. Det er ikke så overraskende, og ses tydeligt på årets Koda-hitliste over de mest indtjenende musiknumre. Her finder man fem sange, hvor mere end 25 procent af indtjeningen stammer fra streaming, mens resten primært kommer fra radio. Ud af de fem sange er to regulære streaminghits. For både ’Gonzo’ fra Suspekt og Emil Stabils ’En Sang’ kommer mere end 60 procent af indtjeningen fra streaming. 

Det er dog ikke kun hiphop-genren, der klarer sig godt på streamingtjenesterne. Også sangene ’Lovesong’ af Rasmus Seebach og ’Burnout’ af Calby henter mere end 30 procent af deres indtjening fra streamingtjenesterne.

Årets førsteplads, ’Paris’ med Lord Siva & Vera, har ligeledes haft stor succes på streamingtjenesterne, men er samtidig særdeles populær på flere danske radiostationer. Det ligner en god cocktail, hvis man skal nå toppen af hitlisten. ’Paris’, der også var at finde på listen sidste år med en ottendeplads, er den første sang, der er rykket frem på Kodas hitliste fra et år til det næste.

Hitlisten offentliggøres som optakt til Kodas årsberetning og -regnskab, som udkommer i morgen tirsdag den 27. april. Her vil man også kunne se de fem musiknumre, som har tjent mest i udlandet, samt de fem udenlandske musiknumre, der har tjent mest i Danmark.

  • 1) Lord Siva, Vera: Paris
  • 2) Nicklas Sahl: Four Walls
  • 3) Alphabeat: Shadows
  • 4) Lukas Graham: Lie
  • 5) Suspekt: Gonzo
  • 6) Panic! At The Disco: High Hopes
  • 7) Calby: Burnout
  • 8) Mads Langer: Eyes Closed
  • 9) Rasmus Seebach: Lovesong
  • 10) Emil Stabil, Gucci Mane: En sang
Michael Kilschow Hansen
Redaktør / Nyhedsjournalist

Michael har arbejdet journalistisk næsten hele sit arbejdsliv - og har i årenes løb beskæftiget sig med online nyhedsmedier, radio, tv, ugeblade, magasiner, musik- og filmjournalistik. Michael har været en del af TechRadar Danmark-teamet siden januar 2021. 

Han eeelsker sin iPhone, sin iPad og sin iMac - men på et ikke-religiøst niveau, og er voldsomt nysgerrig på, hvad andre tech-brands kan tilbyde.

Arbejde og hobby mødes i en smuk fusion, når der skal skrives om streamingtjenester og deres indhold, nye premierer på serier, film og spændende dokumentarprogrammer.