Ifølge et brev fra Apple Music, der blev postet på artisternes dashboard, betaler Apple Music i gennemsnit en penny per stream til artisterne og pladeselskaberne. Det svarer til cirka 6 øre per stream. Det skriver The Verge og Wall Street Journal. Det er mere end Spotify, der har et noget forvirrende variabelt skema, der i princippet maksimalt giver det halve per stream.
Apple skriver i brevet, at betalingen afhænger af abonnement og land, men i gennemsnit ligger på omkring 6 øre. Konkurrenten Spotify er ikke meget for at tale betaling-per-stream. Spotify mener nemlig at det er vildledende at tale om betalingen på den måde. I sidste måned lancerede Spotify en webside med navnet Loud&Clear, der skal hjælpe med at forklare hele betalingen for artister og fans.
Spotify er langt større end Apple Music med 345 millioner brugere totalt, hvoraf de 155 millioner er betalende Spotify Premium-kunder.
Det er lidt uklart, hvor store Apple Music er på nuværende tidspunkt. De seneste tal fra Apple stammer fra juni 2019, hvor de oplyste om ”mere end 60 millioner abonnenter.” For nyligt er det blevet anslået, at tjenesten har 72 millioner abonnenter.