Danske Tunnel Vision Games lancerer nyt spil med Hitman-stjerne
Aalborg-firmaet hyrer kendt stemme til debutspillet 'Lightmatter'
Teamet bag Aalborg-firmaet Tunnel Vision Games har gjort et vaskeægte scoop til deres debutspil 'Lightmatter'. Det er nemlig lykkedes at få den dansk-engelske skuespiller David Bateson til at lægge stemme til spillet, der bliver lanceret i næste måned.
Blandt gamere er David Bateson ikke mindst kendt fra IO Interactives ekstremt succesfulde Hitman-serie, hvor han ikke alene lægger stemme til lejemorderen Agent 47, men også er model for rollen.
I 'Lightmatter' kommer du dog angiveligt kun til at høre ham. Der er tale om et first-person puzzle-spil, som foregår inde i et bjerg – og hvis du nogen nogensinde har leget 'jorden er giftig', så har du en idé om konceptet. I spillet handler det dog om at blive i lyset og undgå skyggerne for hver en pris.
"Man skal forestille sig, at jorden er giftig, bare med skygger. Hvis man træder på en skygge, så dør man," forklarer Philip Nymann, der er direktør i Tunnel Vision Games.
Philip Nymann startede firmaet i 2013 sammen med fire studiekammerater fra Aalborg Universitet, hvor spillet oprindeligt opstod som studieprojekt. Holdets korte prototype fik hurtigt masser af positiv respons og downloads, ligesom den blev nomineret til bedste Show Case ved Spilprisen i Danmark og bedste Student Game ved Unity Awards.
Udfordringer undervejs
Siden har de fem så videreudviklet spillet, blandt andet med Alexandra Instituttet som samarbejdspartner. Alexandra Instituttet har før hjulpet danske Playdead, der har succeser som 'Inside' og 'Limbo' i bagagen, og er bl.a. eksperter i at lave realistiske skygger.
Og netop skygger, der flytter sig i realtid, var en udfordring for Tunnel Vision Games, da det er tungt at køre på en computer, og endnu tungere for andre platforme, såsom mobil, der typisk har mindre computerkraft. Men med hjælp fra Alexandra Instituttet lykkedes det at finde en løsning.
Få daglig indsigt, inspiration og tilbud i din indbakke
Tilmeld dig de seneste nyheder, anmeldelser, meninger, topteknologiske tilbud og mere.
"Vi fandt ud af, at rigtig mange af vores skygger er statiske. Det har vi kunnet udnytte, fordi det betyder, at der ikke er nogen grund til at kalkulere de her skygger hele tiden. Vi har fået en løsning, hvor vi kan skifte mellem de skygger, der skal beregnes igen og igen, og hvor vi kan genbruge de skygger, der allerede er beregnet," fortæller Gustav Dahl, der er producer og programmør hos Tunnel Vision Games.
Løsningen var med til at speede arbejdsprocessen op og har samtidig banet vejen for, at 'Lightmatter' kan komme ud på andre platforme som konsoller og mobil.
Spillet bliver lanceret i midten af januar 2020 i samarbejde med amerikanske Aspyr, der blandt andet står bag udgivelsen af kendte spil som 'Call of duty', 'Civilization' og 'SimCity' - men allerede nu kan du se en trailer for 'Lightmatter' hos Tunnel Vision Games.