GoPro sat til salg: stigende chip-priser kaster kameraproducenten ud i sin værste krise nogensinde
En prisstigning på op til 115 pct. på hukommelseskomponenter i foråret 2026 har udløst GoPros værste krise. Firmaet er sat til salg.
GoPro står overfor sin værste krise nogensinde. I slutningen af marts 2026 steg prisen på de hukommelseskomponenter, som GoPro anvender i sine kameraer, med mellem 80 og 115 pct. på bare én uge. For selskabet, der i forvejen har kæmpet med faldende salg og røde tal, har det været en uforudset katastrofe.
Oven i prisstigningen kom endnu en dårlig nyhed: Leverandørerne har meddelt, at de vil skære ned i produktionen af præcis den hukommelsestype, GoPro er afhængig af. Det har ramt salgsprognosterne direkte, fordi GoPro nu ikke vil kunne producere og sælge den forventede mængde af kameraer. Både fordi de må producere færre kameraer, og fordi de kameraer nu bliver dyrere end forventet. Samtidig har GoPro en udfordring, fordi de har indgået en bindende købsaftale med en ikke navngivet leverandør. De kan dermed ikke trække sig ud af aftalen, hvor GoPro har forpligtet sig til at købe varer for 24,5 millioner dollar. Så GoPro er altså nødt til at købe komponenter, som de allerede nu ved, at de ikke kan komme af med. Krisen er så voldsom, at den kan ende med at tage livet af den ikoniske virksomhed bag verdens første og mest kendte actionkameraer.
Krisen har været længe undervejs
Allerede inden chok-stigningen i chip-priser, havde GoPro økonomiske udfordringer. Selskabet har i flere år tabt terræn til kinesiske konkurrenter som DJI og Insta360, der tilbyder sammenlignelig teknologi til lavere priser. GoPro har også oplevet et fald i brugere, som har været villige til at betale for et GoPro Plus-abonnementet, der giver cloud-lagerplads til videoer. Kort sagt har GoPro været presset, og selskabet har i årevis brugt flere penge end det har tjent. Allerede i maj i år, skrev Reuters, at GoPro var gået i gang med at undersøge muligheden for et salg.
Chip-krisen har betydet, at GoPro netop har krydset en kritisk tærskel. 1. juni 2026 har revisorfirmaet PricewaterhouseCoopers udstedt en formel going concern-advarsel — en revisorerklæring om, at der er "væsentlig tvivl" om GoPros evne til at overleve det næste år. GoPros bestyrelse godkendte kort efter at sætte selskabet til salg med investeringsbanken Houlihan Lokey som rådgiver.
Forsvar som redningsplanke
GoPro forsøger samtidig at åbne en ny front. Selskabet har engageret konsulenter til at afdække mulighederne for at sælge sin kamerateknologi til forsvars- og rumsektoren — et marked der er vokset markant i takt med den eksplosive vækst i brugen af droner bruges mere verden over.
Om det er en reel redningsline eller blot en forhandlingsbrik, er endnu uvist. GoPro har ikke sat nogen tidsfrist for processen og siger, at det ikke vil kommentere løbende.
Tilmeld dig de seneste nyheder, anmeldelser, meninger, topteknologiske tilbud og mere.

Peter er journalist og har arbejdet som tech-journalist på forskellige tech-medier. Samlet set har han beskæftiget sig professionelt med tech og forbrugerelektronik siden 1996. Peter interesserer sig for mange forskellige områder inden for forbrugerelektronik. Han er vild med lyd – både høretelefoner og højttalere i alle mulige afskygninger. Men han kan også bruge rigtig langt tid på at teste mobiltelefoner og computere. Samtidig er han altid på udkig efter sære og skæve produkter, der kan være interessante at kigge nærmere på, selv om de måske ikke passer ind i de traditionelle produktgrupper.